Økonomi Af
Den amerikanske forbrugertillid overraskede positivt i januar ved at være steget til 98,1 fra 96,3 måneden før.

Det viser tal fra det amerikanske Conference Board tirsdag eftermiddag.

Til sammenligning var der blandt økonomerne ventet en næsten flad udvikling, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Tallet for december blev revideret fra oprindeligt oplyst 96,5.

Udviklingen i januar får cheføkonom i Sydbank Jacob Graven til at konkludere: Amerikanerne lader sig ikke kue trods den dårligste start på aktieåret i mands minde.

"Selv om aktiekurserne er dykket markant siden nytår, er amerikanernes syn på økonomien blevet lysere i den seneste måned," skriver han og forklarer det med, at aktiekurserne langtfra er det vigtigste for de fleste amerikaneres økonomi.

"Langt vigtigere er det, om det er til at finde et arbejde, og om almindelige lønmodtagere får flere penge mellem hænderne," vurderer han og konstaterer, at det på begge parametre går ganske godt.

"Hver måned bliver der skabt omkring 200.000 nye arbejdspladser, og med en arbejdsløshed på 5 pct. er der tæt på fuld beskæftigelse i USA. Samtidig giver de faldende oliepriser mange amerikanere flere penge mellem hænderne, da lønningerne for de fleste amerikanere stiger mere end det gennemsnitlige prisniveau - blandt andet fordi benzinpriserne falder," skriver han.

Signalet i stigende forbrugertillid er vigtigt, der det viser, at amerikansk økonomi holder kursen mod opsvinget trods aktiekursfald og opbremsning i blandt andet Kina.

"Det er helt afgørende både for aktiemarkederne kloden rundt og for den globale økonomi," slutter Jacob Graven.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Dansk sexlegetøjs-selskab giver den gas i udlandet

Sort-hvid aftenelegance til julens fester

Sådan skaber du stilen til en glamourøs vinterfest

Økonomiministeren er blevet gift og får nyt efternavn

Far og søn springer ud som iværksættere

"Sådan nogle som dig plejer jeg at få sat i fængsel"

Bestseller-stifters pengetanke bugner: Værdipapirer for næsten 1 mia kr

Tivoli byder ind i street food genren med nyt madmarked

Storlandbrug styrker toppen før børsnotering