Økonomer giver aktieuro skylden for fald i forbrugertillids
Foto: Scanpix
Økonomi Af
De danske forbrugere har tilsyneladende ladet sig påvirke af de bratte kursfald på aktiemarkederne fra årets start. Det vurderer et par økonomer på baggrund af et overraskende fald i forbrugertilliden i januar.

Overordnet bakkede forbrugertilliden til indeks 4,6 fra 6,1 i december. Det kom bag på økonomer, der havde ventet en stigning til en indeksværdi på 6,3 ifølge estimater indsamlet af Ritzau Finans.

Januar plejer da også at byde på stigende forbrugertillid, hvilket kan være et udslag af januarudsalget samt de psykologiske effekter forbundet med at starte på en frisk og et helt nyt år.

Denne gang er optimismen dog udeblevet ikke mindst på de finansielle markeder. På bare to en halv uge er det toneangivende danske C20 Cap-indeks faldet næsten 10 pct.

"Den faldende forbrugertillid kan efter alt at dømme henføres til den finansielle uro i januar, hvor udviklingen på aktiemarkederne har været i rødt terræn som følge af nervøsitet over især helbredstilstanden i kinesisk økonomi," vurderer cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig i et notat.

I Handelsbanken er seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø nået frem til samme konklusion:

"Netop udviklingen på aktiemarkederne ser ud til at have en relativ stor indflydelse på stemningen i husholdningerne. Læg dertil små tegn på, at lidt af dampen er gået af boligmarkedet. Det var da også især vurderingen af familiens aktuelle økonomiske situation, som trak ned i forbrugertilliden," konstaterer han.

Han peger desuden på, at flygtningedebatten kan have spillet ind, ligesom effekten af januarudsalget ikke længere er så stort som tidligere, fordi butikkerne i stigende grad kører udsalgskampagner op til jul.

Overordnet peger pilen dog stadig i den rigtige retning, vurderer Realkredit Danmarks Christian Hilligsøe Heinig.

"Trods faldet i forbrugertilliden i januar, er der stadig tale om et højt niveau i en historisk kontekst. Der er altså ingen grund til at tolke for hårdt på dagens udvikling, og samlet set lover forbrugertillidstallene stadig godt for forbrugsudviklingen i 2016," konstaterer han.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Airtame tjener kassen på Amazon: Vi ville helst være fri

Mens du sov: Højt humør hos investorer i Asien

Vinen er forsvundet hos konkursramte Fine Wine Invest

Mens du sov: Positive takter på de asiatiske markeder

Janet Yellen stopper i Fed - øger usikkerhed om pengepolitikken

Det sker i dag

Det skal du vide om aktiemarkedet tirsdag

Aktier: Comeback til aktier og dollar mens guldet føler smerten i USA

Hjemvendt dansker leder efter kandidat til børsnotering i Danmark