Iran sender mere olie ud på mættet marked
Foto: Scanpix
Økonomi Af
De internationale sanktioner, der i årevis har holdt Iran fra at eksportere store mængder olie, er på nippet til at blive hævet. Og når det sker, så vil Iran sætte gang i pumperne, skriver Reuters.

Åbne iranske haner er dårligt nyt for olieprisen, da markedet allerede lider under, at udbuddet er større end efterspørgslen.

"Vi har ikke modereret vores planer om at øge vores produktion, når sanktionerne bliver løftet", siger Mehdi Asali, Irans talsmand i foreningen af olieproducerende lande, OPEC, ifølge Reuters.

Der har været et håb om, at de olieproducerende lande ville samarbejde om at mindske produktionen, når den iranske olie ankommer. Men det ser nu ikke ud til at ske.

Ifølge talsmanden vil Iran øge sin produktion med 500.000 tønder olie om dagen, hvis sanktionerne blive løftet, og med yderligere 500.000 tønder kort efter.

Sanktionerne mod Iran kan blive løftet allerede i weekenden, hvis en rapport viser, at landet har levet op til kravene i den aftale, som landet i fjor indgik med de fem faste medlemslande i FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland.

Med aftalen accepterede Iran at neddrosle sit atomprogram mod at omverdenen ophævede sanktioner.

"Når aftalen om sanktionerne falder på plads, så kan olieprisen opleve en skarp reaktion nedad", vurderede den franske storbank Société Générale onsdag ifølge CNBC.

Olieprisen er allerede mere end halveret siden sommeren 2015 og er siden nytår faldet med over 20 procent til 28,9 dollar per tønde. Det er ikke set lavere siden 2003.

Baggrunden for faldet er, at der er bekymring over efterspørgslen fra Kina, der umiddelbart oplever en opbremsning i sin økonomiske vækst.

Samtidig har Saudi-Arabien indledt en priskrig mod den amerikanske skifferolie.

I Danmark mærkes effekten af den lave oliepris på indtægterne fra skatter og afgifter på Nordsø-olien.

I starten af sidste år forventede man, at 2015 ville indbringe 12,4 mia. kr. fra Nordsøen. Det blev skåret til 5,2 mia. kr. ved den seneste opgørelse fra december.

For 2016 forventer staten at tjene 4,4 milliarder kroner. Det skal ses i forhold til en indtægt i 2014 på 14,8 mia. kr. og i 2013 på 22,1 mia. kr.

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Analyse: Livsfarlig tur ned af pengebjerget for Draghi og Yellen

Glædelig nyhed fra ny Danfoss-boss: Væksten i Rusland er tilbage

Mærsk-chef: "Det er en stor ting og vi har investeret et signifikant beløb"

Ambu overgår forventningerne gang på gang - aktien sætter ny rekord

Chefstrateg: Presset på dollaren og euroen er på retur

Ambu skruer opkøbsbissen på efter stærkt kvartal

Bank kompenserer for hævede bidragssatser: Sender kontant bonus til kunder

Finanshus mener Mærsk skal i 16.500 - Jyske Bank er dybt uenige

Krypto-valuta er steget 60 pct det seneste døgn