Økonomi

Fattigdom gør jordskælv til katastrofe i Haiti

Fattigdom gør jordskælv til katastrofe i Haiti

14-01-2010 07:23 Hvis Port-au-Prince havde været hovedstad i Japan og ikke Haiti, havde tirsdagens jordskælv næppe kostet menneskeliv eller lagt byen i ruiner. I modsætning til haitianerne har japanerne råd til at sikre sig.

Japan plages af jordskælv i ét væk, men de koster meget sjældent menneskeliv, selvom nogle af dem er mindst lige så kraftige som det i Haiti. Takket være solide materialer, godt håndværk og effektive bygningsreglementer overlever japanerne deres skælv.

Den caribiske ø-stat Haiti er derimod et af verdens fattigste lande, og det er den vigtigste årsag til katastrofens omfang.

Røde Kors skønner, at op mod tre millioner af den 10 millioner store befolkning er ramt af jordskælvet under en eller anden form.

"Velstand og et velfungerende samfund er helt afgørende for, hvor alvorlige konsekvenserne bliver af et jordskælv. Hvis husene er dårligt bygget, sker der noget", siger Tine Larsen, seismolog i GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Hun illustrerer det med at henvise til et foto fra jordskælvet i Izmit i Tyrkiet i 1999, der havde samme styrke som gårsdagens i Haiti. Billedet viser to nabohuse. Det ene står uberørt af skælvet; det andet ligger i ruiner. Forklaringen på, at det ene brasede sammen, viste sig at være, at der var svindlet med konstruktionen, så huset med Tine Larsens ord var bygget af "mursten med tyggegummi imellem".

"Det kan sagtens lade sig gøre at sikre huse mod jordskælv. Men det kræver penge at bygge for, og det kræver nogle myndigheder, der har ressourcer til at sørge for, at bygningsstandarderne bliver overholdt", siger hun.

Christoph Belterron arbejder med forebyggelse af jordskælv for udviklingsorganisationen Mission Øst i Nepal, hvor hovedstaden Kathmandu i lighed med Haitis hovedstad, Port-au-Prince, består af en masse dårligt opførte huse og bygninger.

Han peger på, at de fattigste mennesker ikke blot bor i de ringeste boliger. De bor også typisk der, hvor risikoen er størst, for eksempel fordi jordbunden er dårlig, der er stejle bjergsider eller lignende.

"De fattige har intet valg. De må bo der, hvor det er billigst, og det er selvfølgelig der, hvor man tager den største chance", siger Christop Belterron.

Når katastrofen indtræffer, er det også i de fattige kvarterer, at hjælpen har sværest ved at nå frem, hvorfor flere dør her end i velhavende områder.

Vejene, i det omfang de overhovedet findes, er smalle og dårlige, og det er også i slumområderne, at der er færrest hospitaler, fremhæver Michael Nielsen, direktør i Læger Uden Grænser, der arbejder i Haiti.

International Røde Kors har ved flere lejligheder lavet opgørelser over ofrene i naturkatastrofer, og det barske facit er, at der er 10 gange så stor risiko for at blive dræbt af naturkatastrofer i et fattigt land end et rigt land.

"Fattigdommen kan vi ikke gøre noget ved fra den ene dag til den anden, men vi kan hjælpe lokalbefolkningen med at være bedre forberedt på katastrofen, hvis den indtræffer, så der forhåbentlig sker færre dødsfald", siger Kasper Bro Larsen, rådgiver i katastrofeforebyggelse i Dansk Røde Kors.

Kilde: Kristeligt Dagblad
borsen statistik bnt
*****||*****Fattigdom gør jordskælv til katastrofe i Haiti*****||*****Hvis Port-au-Prince havde været hovedstad i Japan og ikke Haiti, havde tirsdagens jordskælv næppe kostet menneskeliv eller lagt byen i ruiner. I modsætning til haitianerne har japanerne råd til at sikre sig.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs