Økonomi

Sandslottet smuldrer i Dubai

26-11-2009 12:35 Om fem uger åbner verdens højeste bygning i Dubai, men udsigten fra 124. sal bliver ikke helt så fantastisk, som bygherren oprindeligt havde forestillet sig.

Den heftige byggeaktivitet kendte ingen grænser for bare et år siden med planer om den ene rekordhøje bygning efter den anden og en kopi af hele verden bygget som små øer ud for Dubais kyst.

Men nu står byggegrundene tomme eller med halvfærdige bygninger, og det ellers så succesrige emirat ligner mere og mere et sandslot, der er ved at smuldre.

Udskyder betaling

Onsdag eftermiddag kom en ny ørkenstorm ind over Dubai i form en foruroligende melding fra emiratets holdingselskab Dubai World, der har bedt om seks måneders udskydelse af tilbagebetaling af enorme gældsbeløb.

Det har sendt chokbølger på tværs af Den Persiske Golf, hvor frygten stiger for et decideret kollaps, hvilket kan aflæses i prisen for at forsikre obligationer udstedt af Dubai.

Prisen stiger

Onsdag steg forsikringsprisen, ifølge Bloomberg News, med 35 pct., og torsdag er det blevet yderligere 30 pct. dyrere at forsikre sig mod, at Dubai World aldrig kommer til at kunne tilbagebetale lånene.

Målt på dette parameter er risikoen for et emiratkollaps i Dubai nu større end risikoen for et kollaps i Island.

I alt har Dubai World en gæld på enorme 60 mia. dollar - næsten tre-fjerdedele af emiratets samlede gæld - hvoraf boligudviklingsselskabets Nakheel, der blandt andet står bag det berømte projekt med øer formet som en palme, står foran at tilbagebetale 3,52 mia. dollar den 14. december, beretter The Telegraph.

The Beckhams

Netop byggeri har været en vigtig motor i Dubais eventyr med salg af luksusboliger til rige kendisser fra hele verden med David og Victoria Beckham blandt de prominente købere, men krisen har, ifølge The Times, ført til, at ca. 400 boligprojekter til en samlet værdi af mere end 300 mia. dollar enten er blevet annulleret eller sat på pause i takt med, at boligpriserne i Dubai er drattet med hele 60 pct.

Dubai World skal nu restruktureres, men hvad det præcis indebærer, fremgår ikke af den korte meddelelse, der blev udsendt onsdag kort inden man gik på tre dages ferie i emiratet.

Dog er det torsdag morgen blevet præciseret, at havneforretningen DP World, der er blandt de store konkurrenter til A.P. Møller - Mærsks APM Terminals, ikke er omfattet af gælds- og restruktureringsplanen.

Udover DP World og Nakheel ejer Dubai World blandt andet luftfartselskabet Emirates samt poster i MGM Mirage Casino Group i Las Vegas og en post på 1 mia. dollar i New York-varehuset Barneys.

Den triste meddelelse fra Dubai World er i øvrigt endnu ikke at finde på selskabets hjemmeside, hvor man i stedet mødes af overskriften The Sun Never Sets on Dubai World... og dog, bør det vist tilføjes.

Nyhedsbureauet Direkt
borsen statistik bnt
*****||*****Sandslottet smuldrer i Dubai*****||*****Om fem uger åbner verdens højeste bygning i Dubai, men udsigten fra 124. sal bliver ikke helt så fantastisk, som bygherren oprindeligt havde forestillet sig.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs