Vi sparer dansk økonomi ned i kulkælderen

V i s p a r e r i k k e D a n m a r k s ø k o n o m i n e d i k u l k æ l d e r e n!

At danskerne har øget opsparingen til 14 % af den disponible indkomst er et s u n d h e d s t e g n!

Det kan da kun hilses velkommen at danskerne sparer mere op, for dansk økonomi kan ikke i længden holde til at privatøkonomierne vakler på spinkle opsparinger. Man kan jo i længden ikke lægge mursten på rugbrødet… (Ja ja, vi kan få en boligkassekredit...)

De sidste mange år har rigtigt mange mennesker lånt med begge hænder. Kreditter har været meget billige - tæt på gratis - og vi har ikke været sene til at udnytte de gunstige markedsvilkår for at optage kreditter.

Boliger er i rigtigt mange tilfælde blevet en kassekredit med centralvarme og samtalekøkken. Alle disse aktiviteter omkring de store låneorgier har fået alle hjul i samfundet i bevægelse - og mer til. Vi har opfundet gratis ydelser - aviser uddelt på hvert gadehjørne af importeret arbejdskraft - (ikke bare én avis, en hel håndfuld forskellige) - for vi har haft fuld beskæftigelse i en grad som aldrig før er set, og på grund af de gunstige konjunkturer har mange strakt kreditmulighederne til det yderste og købt ekstra biler, huse og fantastiske ferier - på forventet efterbetaling.

Set i bakspejlet var det måske ikke så smart at fyre den af 110 %. Vi har fået en lektie. Det gælder både banker, politikere og resten af os.

Hvis Nordea, Helge J. Pedersen, har et problem med indtjeningen skal man da ikke klandre kunderne at de øger opsparingen. Hvis bankerne ikke finder en vej til at nedsætte gearingen ved at indgå indtægtsgivende erhvervsengagementer i stigende grad, kan man da lige såvel konstatere at B A N K E R N E driver økonomien ned i kulkælderen...

De recessive perioder afløser nu hinanden i verdens økonomier og trækker kreditværdighederne ned, der bliver simpelthen mindre indkomst at købe for.

Mange vil gerne se de sidste par måneders lyserøde tal som et sundhedstegn. Men det er de økonomiske udsving fra lager og råvareopfyldning, og det kan gå rigtigt galt igen når investeringsmarkedet kaster de mange frie penge i råvarer igen.

Det er desuden ikke usandsynligt at olieprisen banker op igen hvor den faldt fra sidste år.

På den korte bane er prissætningsdynamikken afhængig af dagspriserne, som er betinget af dollarkursens hoppen op og ned på stedet, og dermed bundet af de ekstreme problemer med den indenlandske amerikanske økonomi.

Der er desuden en god portion psykologi i prisdannelsen – priserne stiger fordi priserne stiger (forsyningssikkerhed), og priserne falder fordi priserne falder (optioner). De ekstreme stigninger i olieprisen opstår i koblingen i mellem forbrugerne, investorer og producenternes reaktion på at olieprisen lige pludselig stiger eksponentielt…

Det betyder at der er en betydelig prisdynamik under opbygning på den mellemlange bane.
Formentlig får vi på sigt endnu en inflatorisk finanseffekt af de ekstremt lave renter i USA, og det kan meget vel forskubbe prisniveauet på den mellemlange horisont på grund af de udvandede krydskurser til dollaren.

Naturligvis er der en nedre grænse hvor den amerikanske produktion bliver tilstrækkeligt konkurrencedygtig. Men foreløbig ser det ud til at paradigmeskiftet i USA i mellem kreditdrevet forbrugsvækst og produktivitetsfremmende finansielle stramninger ligger langt ude i fremtiden.

Den amerikanske sikkerhedspolitik og involveringen i den mellemøstlige politiske udvikling, hvor indtil videre to betydelige olieproducerende lande er sat ud af kraft, holder også prisniveauet spændt op på et akut forstærket mangelscenarium.

De stigende vækstrater i de nyindustraliserede lande forstærker denne mangelsituation, og vil holde tendensen med en støt stigende oliepris, der afspejler den massive finansielle kraft, der er tilstede i de disse lande.

Renteudviklingen vil desuden drive en stigende inflation op vil i de gamle økonomier, som skubber prisniveauet op, mens faldet i væksten (recession) vil dæmpe forbrugstakten, og det vil trække nedad i prisniveauet.

Det vil bevirke at olieproducenterne på den korte bane vil producere mindre, ligesom at investeringerne i ny produktion vil aftage og det vil trække prisniveauet op på det lange sigt i forventningen om et mangelscenarium

IMF taler nu om en negativ global vækst på knap 3 % i 2009 – holdes dette i forhold til et tidligere skøn på + 3 % for 2010 forventer den internationale monetære fond at væksten i andet halvår 2009 vil blive over 5 % lavere i det kommende år end hidtil forventet …

Det betyder ikke at priserne falder med fem procent – det betyder at arbejdsløsheden stiger voldsomt, BNPerne tager elevatoren ned i den kulsorte kælder, de finanspolitiske poster vil g l ø d e rødt, og renterne vil blive sluppet fri efter at have været pengepolitisk bundet i et m e g e t lavt niveau over det sidste halve snes år.

Dette fører direkte til det stagflationscenarie vi sidst rystede af os først i 1980'erne.

Dvs. Japan sidder stadig i det til halsen - og hvad var det nu d e gjorde... Nåeh ja, de satte jo renten n e d!

Når politikerne og bankerne sænker renten til under den ”naturlige rentesats” på højkonjunktursiden boomer forbrug, og arbejdsløsheden falder i takt med at borgerne øger gældssætningen, og fordi der er rigelig med likviditet til rådighed, ser ingen derfor nogen som helst grund til ikke at spinde guld på at jobbe gældsbyrderne op. Det gælder både politikere og banker…

Her på den anden side af konjunkturvendingen lægger politikere verden over nu hjernerne i blød for at finde alternative måder at skrue op for pengemængden - måske de hellere skulle lade være med det - men det er jo fristende at forsøge at gentage gårdsdagens succeser. De mange ekspansive økonomiske tiltag på verdensplan foretages for at forhindre den igangværende nedsmeltning, der langsomt men sikkert skrider frem.

At begå en fejl er menneskeligt, men at gentage den samme fejl er direkte dumt.

Ikke desto mindre synes de finansielle værktøjer, som alle i Danmark synes at være enige om kan sparke hjulene i gang på tværs af politiske skel at være:

1. Forøgede overførselsydelser
2. Skattesænkninger
3. Forøgede offentlige udgifter.
4. Tømning af tvangsopsparingsfonde
Altså, massiv offentlig intervention…

Ihukommende at højkonjunkturer med overinvestering tidligere har medført inflation og givet risiko for stagflation i lavkonjunkturen, og overforbrug gerne har ført til et deflationært sammenbrud, viser historien at sammenbruddet ligger og venter på os i horisonten…

Tegn i sol og måne på at den danske økonomi stikker en deflationær kurs:

1. Gældsdeflation (alle forsøger at nedbringe gæld)
2. Aktivdeflation (værdierne synker så langt øjet rækker)
3. Tilbageholdenhed med forbrug og investeringer dæmper prisniveauet (værdien af den købekraftsbaserede gæld stiger)
4. Faldende priser sænker likviditetsstrømmen (som er en forudsætning for at kunne nedbringe gælden)
5. Pengenes omsætningshastighed falder, fordi flere holder sig stadig mere likvide, hvilket virker forstærkende på deflationen

En langvarig krise vil helt af sig selv få indlånsbalancerne i de tilbageværende finansielle institutter til igen at blive positive og øge iværksætternes kapitalkræfter til den næste optur.

Jeg kan derfor kun vedvarende henstille til at beslutningstagerne kigger fremad på forudsætningerne for Danmarks økonomiske og finansielle stabilitet.

Reel økonomisk fremgang kan kun opnås igennem produktivitetsforbedringer, investeringer i produktionsapparatet, kapitalkoncentration hos iværksættere og uddannelse. Ligesom at den finansielle sektor skal gennemgå omstruktureringer og tilpasning til produktivkræfter og kapitalbehov, hvis den økonomiske politik skal kunne føre til varig forbedring af den finansielle stabilitet.

Udviklingen i produktivkræfterne følger altid et mønster

A. Overinvesteringer i produktionsapparatet fører til overkapacitet - og dernæst recession.

B. Fremkomsten af ny teknologi fører til en ny investeringsbølge, som tjener som aftrækker for opkonjunkturen.


Forudsætningerne for et nyt boom er:

1. Stor opsparingstilbøjelighed
2, En relativ stor forsyning af likvid lånekapital til lav rente
3. Akkumulering af midler på handlekraftige iværksættere og finansfolk
4. Et lavt prisniveau


Faktorer der er afgørende for boomets eksplosionstidspunkt:

1. Arbejdskraftens migration i mellem sektorer (landbrug til industri etc.)
2. Den tid det tager at tilvejebringe og implementere den nødvendige kapacitet i den nødvendige produktionsstruktur i kapitalsektorerne.
3. Måden hvorpå kapitalsektorerne tilvejebringer produktionsfaktorerne.
4. Behovet for at oparbejde overskudskapacitet i kapitalsektorerne.
5. Forventninger og psykologiske faktorer, der fører til overekspansion i kapitalsektoren.

Finanssektoren er en væsentlig kilde til ustabilitet i økonomien, fordi den er motiveret af mange andre faktorer end blot markedsrenter.

Politikerne (Staten), som fører en konjunkturdrivende politik skaber f.eks. grundlag for private investeringsbooms (bobler) baseret på gæld, fordi de lave renter giver incitament til at forøge investeringerne for billigt lånte penge. (Kreditinflation som fører over i aktivinflation). Det vil sige at både politikerne og finanssektoren spiller en aktiv rolle i opbygningen af faseskiftet til den efterfølgende kreditinflation.

Hver eneste fase i konjunkturcyklernes udvikling skaber forandringer i den finansielle sektor som fører til den næste fase.

Når staten så efterfølgende intervenerer for at undgå krak og konkurser, betyder det at finanssektoren aldrig kommer til at mærke den fulde konsekvens af den tidligere uansvarlige kreditekspansion.

Disse cyklusser af uansvarlig finansiel adfærd skaber en stadig mere skrøbelig og ineffektiv finanssektor.

Ineffektivitet i finanssektoren er derfor en væsentlig medvirkende årsag til udviklingen af større økonomiske katastrofer, som både krisen i 1930erne og såmænd også i dag.

Ineffektiviteten har sit udspring i den finansielle ustabilitet, som er foranlediget af statslige modcykliske indgreb. Udsving i pengemængden er nemlig i høj grad konjunkturdrivende.

Når pengemængden i den grad øges som vi ser i de voldsomme statslige interventioner globalt, kan det heller ikke afvises at pengeindsprøjtningen faktisk virker modsat af det ønskede: Jo flere penge der injekteres det finansielle system, des mere fortrænger det den forefindende likviditet. Bankerne – som er en forretning - har præference for at styrke egne balancer, snarere end blot at omsætte egenkapitalen, og for at forbedre debet/lånegrad og gearing, snarere end at låne ud til kunderne, (og det skal de have, ellers ville de have en dårlig forretning).

Samtidig skal vi også holde for øje at de korte udsving i pengemængden forårsager konjunkturcykler og på længere sigt driver inflationen. Faktisk kan man også sige at arbejdsløsheden starter i Erhvervs- og Økonoministerierne, fordi den eneste måde man kan tvinge arbejdsløsheden ned -

(få flere i arbejde/holde beskæftigelsen oppe) -

er at få pengeforsyningen til at stige hurtigere end den forventede inflation. Dette vil naturligvis o g s å være inflationskabende. Det vil derfor være nødvendigt at tvinge pengemængden stadig længere op hvis man vil holde arbejdsløsheden lav…


Pengepolitikken

Den faste valutakurs blev indført for at signalere overfor omverdenen, at der var klare mål for den danske valuta. At kronen blev låst overfor D-marken og senere euroen, blev valgt for sikre at valutabalancen ikke blev ramt af kapitalflugt, som skulle værnes med høje renter.

Der er andre måder at signalere fasthed på end at låse valutaen blindt. Forudsigelighed, klare målsætninger og rationelle forventninger kan rummes i valutafasthedspolitikken.

Helt enkelt kunne man tage den vægtede kurs af Special Drawing Rights fra IMF, eller såmænd af alle verdens valutaer, som korrelerende indeks i forhold til vækstmål, inflation og betalingsbalancens løbende poster, f.eks. hvert dag, hver måned, hvert kvartal eller hvert år - det er egentlig ligegyldigt - bare det er forudsigeligt og hensigtsmæssigt og evner at skabe en rationel forventning til at valutaen har en fornuftigt vægtet relativ kurs og er stabil.

Kursen klikker op og ned i faste (små) bevægelser i et forventet udsvingsbånd - og da vi både sælger og køber vil det blot være et spørgsmål om at finde balancepunktet, som meget vel kan forskyde sig med konjunkturerne.

Men man kan sige at problemerne med at lande økonomien elimineres, når højden i markedet - den rigtige altitude – derved korreleres ind i kursen.

Man skal holde sig for øje at fastkurspolitikken virker på grund af, at rationelle forventninger til den danske økonomi netop kan bekræftes på grund af fastkurspolitikken. Da den blev indført var valuta- og betalingsbalancen et stort problem. Det er det ikke i dag. Det kan det dog blive hvis ikke regeringen får dæmpet forbruget og strammet op på finanspolitikken i forhold til den forværrede konkurrenceevne…

En fastlåst kurs er en simpel løsning - ligesom skattestoppet - og hvis det ikke har en skadelig virkning på økonomien, er det nemt at skabe en rationel forventning til. Nu er den nemme løsning brugt, men den har heller ikke nogen gunstig virkning på den samlede økonomi mere.

Pengemængden er forøget i opkonjunkturen, så den passer til aktivitetsudvidelserne. Væksten har skabt de resultater, som i dag er afspejlet i den relativt lave ledighed og de store velfærdsforbedringer, som udgør det økonomiske fundament for den samlede økonomi.

Imidlertid er konjunkturerne nu vendt og vi sidder nu fast i en stærkt forøget pengemængde og den høje beskæftigelse, som den samlede eksportevne har frembragt. I opkonjunkturen har vi desuden haft en høj aktivinflation med store prisstigninger på kapitalgoder, som fast ejendom og aktiekurser.

Recessionen har sænket pengeomløbshastigheden, de negative forventninger til den økonomiske udvikling har øget interessen for at nedbringe gæld og øge opsparingen. Ligesom at investeringshorisonten er forøget, da deflationen - de faldende priser på aktiver og kapitalgoder - forstærker de negative indenlandske forventninger. (Indgreb som SP frigivelse og skatte- og afgiftsudsættelser balancerer blot M3 pengemængden i en lavere omsætningshastighed, og øger den private sektors krisebuffer – det er ikke at kimse af - men det giver kun en halv vind).

Den faste valutakurs som har tjent os så vel er nu ikke mere en fordel, fordi vor valuta i dag er en af de få, som ikke er faldet i værdi, da den er bundet fast krydset til euroen.

Euroøkonomien befinder sig heller ikke mere på et optimalt stade, da konkurrenceevnen i hele Europa lider under den kraftige volumenforøgelse i de Atlantiske økonomier, fordi rationelle forventninger til kursmål og inflation er det store mantra i den europæiske centralbank. Euroen fremstår derfor heller ikke længere som et realistisk alternativ til kronen. Den store størrelse på euroøkonomien medfører bare at den får en særlig TUNG landing.

Hidtil har det været sådan at hvis vi accepterer en kraftigt stigende pengemængde, har vi kunnet styrke beskæftigelsen på grund af aktivitetsudvidelserne. Men sådan er det ikke mere.

En kraftig vækst i pengemængden, som anvendes modcyklisk vil på kort sigt styrke samfundets vækst - problemet er bare eksporten ikke længere kan trække valuta i kassen på grund af den forringede konkurrenceevne.

Hvis man vælger et finanspolitisk indgreb, der nedsætter pengemængden, som i sin tid med kartoffelkuren, bliver det på bekostning af væksten og en høj arbejdsløshed.

Vælger vi en forøgelse af den lukkede økonomi i det offentlige igen, i en situation hvor vi i forvejen har verdens højeste skattetryk og verdens mest forgældede befolkning - på grund af aktivinflationen - ender vi op i en situation, hvor vi kvæler erhvervslivet og alt initiativ udgår fra økonomi- og erhvervsministeriet.

Naturligvis er multiplikatoreffekten ikke uvæsentlig, men vi kan ikke leve af at indløse panten på flasker…

Det er derfor vigtigt at der også sker en tilpasning, hvor vi vælger om vi vil have en eksportdrevet samfundsøkonomi, eller om vi skal leve af at grave de flasker op som regeringen fylder med penge… Luk