Chefredaktør Niels Lunde

Anders Krab: Vi elsker pink
"Vi har nu valgt, at papirets farve er vores farve. Sort skrift på lakserødt papir - på borsen.dk på lakserød baggrund. "
Medier Af ,
Hov. Pludselig er der nyt design her på Børsens hjemmeside. I mandags skiftede avisen logo og design, og vi fik nyt skilt på facaden. Nu skriver vi onsdag eftermiddag, og i dag rulles det nye design ud på borsen.dk, Ipad, Iphone, Android-smartphones og facebook.

Vi ved godt, at det er irriterende, når ens medie bliver lavet om. Vaner, genkendelighed og navigation er vigtigt, når man vælger nyhedsplatform. Derfor har vi også været forsigtige. Alt står samme sted som før.

Når vi alligevel skifter logo og design, er det, fordi vores produkter kræver det. Vi kaster mange kræfter i at kunne møde jer der, hvor I er. Derfor skal vores skrifttyper og farver fungere på alle medieplatforme. Den opgave løser vores nye design.

Børsen er Børsen - uanset platform


Indtil nu har vi brugt forskellige skrifttyper og farver i avisen, på borsen.dk og de nye trådløse platforme. Men Børsen er Børsen uanset platform.

Det er samme fokus på erhvervslivet, økonomi og investorer, og en moderne medieforbruger forventer med rette, at det er tilgængeligt, når som helst, hvor som helst og på alle platforme. Vores nye design afspejler, at det er samme produkt.

Vores nye logo er tegnet af designer Jan Andersen og har en klar reference til det klassiske “B” i Børsens logo fra 1972. Den nye skrifttype er PT Serif. Vi bruger mange tal, og netop den skrifttype har exceptionelt smukke tal.

Farvevalget er en sag for sig. Børsen gik over til lakserødt papir den 1. marts 1993 og importerede dermed den klassiske britiske finansavis Financial Times’ kendemærke.

Vi har nu valgt, at papirets farve er vores farve. Sort skrift på lakserødt papir - på borsen.dk på lakserød baggrund.

Den blå farve er historie


Den blå farve er historie, alle bruger den alligevel. Til gengæld har vi taget et kontroversielt valg, netop fordi papiret skal fremhæves.

En elegant habit kræver et slips, og et par smukke øjne den rigtige makeup. Børsens lakserøde papir og sorte skrift løftes af farven magenta. Nogen vil kalde den pink - og hvis den er pink, så elsker vi pink.

Vi har også valgt at sætte punktum i vores logo. Det er en huskeseddel til os selv. I forventer med rette, at I kan tage beslutninger ud fra det, I læser i Børsen.

Fakta er i orden, kilderne er de rigtige, og vi anser emnet for vigtigt. Når vi har sat punktum, og sendt artiklen af sted i det digitale univers, er produktet i orden.

I skal vide, at vi tvivler undervejs. Vi lever af at finde informationer, som er i bevægelse, og som nogen ønsker skjult. Vi lever af at opsøge mennesker, som har en dagsorden, eller som helst vil forholde sig tavse.

Det gør vi, fordi vi tager vores opgave alvorligt. Vores læsere skal have regulær viden og ordentlig information. Processen er en daglig kamp, og vi arbejder under daglige deadlines i avisen og konstant deadline på de digitale platforme. Det kan give lidt uro i maven.

Men når vi sender det af sted til jer, har vi gjort vores bedste. Så kan I stole på indholdet. Uden tvivl.

I bevægelse for læsernes skyld


Vi er stolte af vores produkt. Med introduktionen af vores nye design har vi sat et flueben mere i udviklingen af Børsen. Opfat det som symbolet på, at vi er i bevægelse for jeres skyld. Mediebilledet forandrer sig hurtigt.

Avisen er stadig grundstammen i vores forretning og sammen med borsen.dk et omdrejningspunkt for huset. Men siden nytår har vi lanceret Børsen på de trådløse digitale platforme fra Apple og Android.

På de platforme findes løbende nyheder, markedsstof, og avisen kan læses aftenen før fra kl. 22.30. Vi har satset på tv og vovet os ind på Facebook. Og så har vi lanceret en shop med luksusvarer og revitaliseret Executive Club.

Men vi er slet ikke færdige. Vi er aldrig i mål.

Lige nu arbejder vi med nye versioner af applikationer til smartphones og tablets, som lanceres efter nytår, og samtidig kommer der en mere brugervenlig udgave af borsen.dk. Vores tillæg får også et løft med især mere læsestof til investorer og de mindre gazellevirksomheder.

I dag vil vi fejre, at vi er nået et godt stykke mere. Vi tør godt sætte punktum.
Følg Børsen eller Del artikel
     



 

Deltag i debatten

Retningslinjer for debat

π