Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

”Jeg er træt af karriere-kvinder, som ikke forstår os, der vælger børn til"
Mia Eton-McKinseys kronik i Børsen Søndag satte gang i en livlig debat på Børsens Facebook-side.
Foto: Scanpix
Karriere Af
En kronik med budskabet om, at børn - og ikke karriere - fylder for meget i kvinders liv, har i den grad sat gang i en livlig debat på Børsens Facebook-side.

Det var Mia Eton-McKinsey, der med kronikken "Er jeg et skvat?", søndag blev omdrejningspunktet for debatten. 

"Jeg er træt af, at det er kvinderne, der altid forlader deres arbejdsplads tidligt, fordi de skal hente børn.
Træt af, at de er væk i tide og utide pga. barns-første-sygedag, omsorgsdage, indkøringsdage i børnehaver. Træt af, at de er helt væk i op til 18 måneder på barselsorlov. Træt af, at kvinderne aldrig kan blive på deres arbejdsplads uden for almindelig arbejdstid. Jeg er træt af, at der bliver ringet til mine kvindelige kolleger i arbejdstiden fra vuggestuer, fordi poderne har feber og skal hentes – igen," skrev Mia Eton-McKinsey i kronikken. 

 
Flere end 275 brugere kommenterede opslaget – størstedelen med en kritisk holdning til kronikkens budskab om at børn – og ikke karrieren – generelt fylder for meget i kvinders liv.

"Jeg er træt af karriereliderlige kvinder, der ikke forstår os, der vælger børn til, fordi vi føler, det giver os mere værdi og glæde i livet end hvilken som helst ligegyldig topstilling i en virksomhed," skriver Kristen Bay som modsvar til Mia Eton-McKinseys kronik.

Rammer forkert

Michael Hirslund mener, at kronikøren har en pointe, men at hun rammer forkert i forhold til, hvor problemet ligger.

"Det virkelige spørgsmål er ikke så meget, om kvinder kan arbejde mere, men om mænd bør arbejde mindre. Hvorfor holder far og mor ikke fri sammen, når børn skal indkøres eller er syge? Hvorfor holder de ikke barsel sammen, og hvorfor går alle ikke hjem, når de har arbejdet 8 timer?" 

Den nuancerede Facebook-debat bringer mange åbenhjertige synspunkter på banen, heriblandt følgende indspark fra Christina Stollberg.

"Hvad hvis vi så verden fra en helt ny vinkel? Anerkendte, at vi alle er forskellige og har forskellige mål og værdisæt? Det, der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis det rigtige for den anden. Jeg har selv været gennem en tid med (selvvalgt) meget arbejde og ingen børn, en tid med meget arbejde og børn, og lige pt. er jeg hjemmegående med tre børn i Schweiz. I mine øjne er det super, at den enkelte giver den en skalle med det, der giver mening for personen. Der skal både passes børn OG drives forretning. Vi er afhængige af begge dele," skriver hun.

Ikke alle kritiserer

Det er ikke udelukkende kritiske røster, der er landet i kommentartråden til Facebook-debatten. Enkelte støtter Mia Eton-McKinseys synspunkt.

"Kære Mia, godt skrevet. Helt enig, og jeg har både mand, barn og karriere," skriver Heidi Nyby.

Charlotte Johansen er også en af de brugere, som – til dels – kan nikke genkendende til kronikørens kritik.

"Børnene er vores fremtid, men derfor giver det ikke mødre fortrinsret til ferier. Det giver dem ikke mere ret at gå før de andre. Uanset om man har børn eller ej, så er man en del af en arbejdsplads, som skal fungere," skriver hun.

Hvor står du? Deltag i debatten på Børsens Facebook-side:

"Jeg er træt af, at det er kvinderne, der altid forlader deres arbejdsplads tidligt, fordi de skal hente børn. Træt af...

Opslået af Børsen på 14. februar 2016

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Mest læste

π