Så rig var Mærsk Mc-Kinney
Ingen kender Mærsk Mc-Kinney Møllers præcise formue, men der er heller ingen, som tvivler på, at den var stor.
Foto: Scanpix
Karriere Af
Der har altid været stort hemmelighedskræmmeri om, præcis hvor rig den nu afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller var. Det hænger blandt andet sammen med, at en stor del af hans formue er bundet op i tre fonde, som tilsammen ejer 54 pct. af aktierne i A.P. Møller-Mærsk.

I 2010 forsøgte Berlingske Nyhedsmagasin at opgøre skibsrederens formue, og avisen endte på 125 mia. kr.

Det gjorde ham til landets i særklasse rigeste person med en formue mere end dobbelt så stor som nummer to på listen – Lego-familien Kirk Kristiansen.

Lukketheden omkring formuen har også betydet, at Mærsk Mc-Kinney Møllers navn aldrig har figureret på dets rette placering på den prestigefulde Forbes-liste over verdens rigeste. Havde hele formuen stået i Mc-Kinney Møllers navn, var han ifølge Berlingske havnet i top 20.

Aktier for milliarder

Nogle ting har man dog kunnet aflæse om Danmarks største formue. Mc-Kinney Møller ejede nemlig i privat regi 3,7 pct. af aktierne i A.P. Møller-Mærsk, og alene de aktier har en værdi af 7 mia. kr.

Desuden havde Mc-Kinney Møller ejendomme af en betragtelig værdi. Pragtvillaen i Charlottenlund, der er 670 kvadratmeter stor og endda kun i ét plan, er opført i helt eksklusive materialer og omgivet af en grund på enorme 13.000 kvadratmeter.

Den offentlige ejendomsværdi af huset blev ifølge Berlingske sat til 28 mio. kr. i 2010.

Og huset var ikke det eneste i den Mærsk'ske samling. I løbet af årene har Mc-Kinney Møller nemlig opkøbt yderligere 15 huse i kvarteret, så han i Charlottenlund ejer huse for langt over 100 mio. kr.

Desuden var sommerresidensen ved den franske riviera langt fra uden værdi.

Picasso på væggen

Tidligere har det været fremme, at Mc-Kinney Møller i villaen i Charlottenlund havde kunst af Pablo Picasso, Delacroix og Matisse på væggene som perlerne i en imponerende kunstsamling.

Skibsrederen ejede desuden en enorm yacht på hele 25 meter med navnet KLEM VII til en anslået værdi af 60 mio. kr.

Selvom formuen altså ikke er præcist kendt af offentligheden, er der altså ingen tvivl om, at der bliver nok arvegods at kæmpe om for efterkommerne af den afdøde skibsreder.

Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder