Bøger: Dramaet om Niels Due Jensen og Grundfos
Due Jensen var nærmest banebrydende i Danmark inden for værdibaseret ledelse. Han indførte otte klart formulerede værdier i koncernen og definerede medarbejdere som det vigtigste aktiv for enhver virksomhed.
Foto: Scanpix
Karriere Af ,
Bogen "Arvtageren – Niels Due Jensen" er en spændende fortælling, der går bag facaden hos et af Danmarks mest magtfulde og komplekse mennesker. Forfatter Birgitte Erhardtsen lykkedes fint med at danne et forholdsvist ærligt indtryk af Niels Due Jensen.

Bedømmelse:
4 af 6 stjerner


Bogens klimaks er ubetinget magtkampen om formandsposten. Det er ægte krimilæsning og fortsat meget aktuelt med afgangen af Lars Kolind.

Og det sidste kapitel om den magtfulde formandspost for Grundfos er garanteret ikke skrevet.

Ydmyg og visionær

Det er stadigvæk de færreste, som udsættes for det ufattelige pres at skulle stå i spidsen for en af Danmarks største virksomheder. Men for Niels Due Jensen var det et kald. En forpligtelse.

Due Jensen gik ydmygt til rollen som den øverste chef for pumpegiganten. Og i en alder af kun 34 år stod han i spidsen for en international og en velsmurt maskine.

Due Jensen var nærmest banebrydende i Danmark inden for værdibaseret ledelse. Han indførte otte klart formulerede værdier i koncernen og definerede medarbejdere som det vigtigste aktiv for enhver virksomhed.

I tæt samarbejde med Støvsugerbandens andre medlemmer, Jens Jørgen Madsen og Arne Krogh Kristensen, lykkedes det Due Jensen at konsolidere Grundfos' markedsposition i Vesteuropa.

Due Jensen traf også modige beslutninger omkring etablering i Kina, opkøb af konkurrenter og risikovillige millioninvesteringer i elektronisk styring af pumpen.

Hvis Due Jensen troede på mulighederne, havde han ingen problemer med at stå alene og overrule kolleger. Det var typisk for hans ledelsesstil.

Politisk korrekt eller hyklerisk?

Bogen udlægger Due Jensen som et meget kompleks menneske. På den ene side nærmest politisk korrekt og så alligevel ikke bange for at stå alene og udfordre den offentlige opinion i Danmark.

Due Jensen er et kristent menneske. Han er humanist og bærer en stærk medmenneskelighed over for samfundets udsatte. Han bliver tydeligt irriteret, når nytteværdien af mennesker opgøres i et pointsystem.

Når danske værdier som tillid til hinanden trues ved at skabe angst for de fremmede. Også asylpolitikken og Muhammedkrisen får et skud fra boven i bogen.

Due Jensen beskrives til tider som næsten hyklerisk, når det kommer til tolerance og tilgivelse over for folk med andre holdninger end han selv.

Hegnet på Ormstrup Gods med argumentet om beskyttelse af bukkebestanden og tømning Tange Sø og nedlæggelse af Tangeværket for at kunne fiske laks er eksempler på manglende empati for andres argumenter.

Kampen om formandsposten

Due Jensens afbrydelse i 2010 af en engageret kinesisk ledelse med ordene: "Det er nonsens, alt det der. Glemt det!" var dråben.

Lars Kolind og flere bestyrelsesmedlemmer frygtede, at Carsten Bjerg ville få nok af Due Jensens "meget faste meninger om mange ting", der betød at "direktionen efterhånden arbejdede under en form for selvcensur".

Det endte (foreløbigt) med, at Lars Kolind anbefalede hans afgang.

Og i alliance med bl.a. Due Jensens søstre Estrid og Ingermarie var der nu flertal for at afsætte Due Jensen som bestyrelsesformand.

Niels Due Jensen var på ingen måde enig, og anså det som et bagholdsangreb fra sin betroede ven. Det var upassende og Due Jensen ville selv sige stop. Ingen andre skulle bestemme.

Det sidste kapitel om Grundfos og Niels Due Jensens funktion og rolle er foreløbigt ikke skrevet. En ny fundats er endnu ikke nedfældet. Og spørgsmålet om formanden skal have to stemmer og derved give familien et naturligt flertal er uafsluttet.

Som Lars Kolind skarpt udtrykte det: "Poul Due Jensen dedikerede ikke Grundfos til kommende generationer af familien. Han dedikerede kommende generationer af familien til Grundfos". Derfor skal man læse bogen. Både for indsigten men også for dramaet.

Jes B. Christensen er Vice President i SE Big Blue med ansvar for internationale aktiviteter. Han er cand.polit. og CBA og tidligere direktør for fjernvarmeindustriens eksportråd, DBDH. Jes har de seneste ti år arbejdet med projektfinansiering af klimaprojekter og energiløsninger i udlandet.

Anmelder: Jes B. Christensen
Stjerner: 4 af 6
Titel: Arvtageren - Niels Due Jensen
Forfatter: Birgitte Erhardtsen
Forlag: Gyldendal business
Antal sider: 343
ISBN: 9788702114669
Pris: 299,95


Køb bogen
" Arvtageren - Niels Due Jensen " her

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder