Brixtofte bliver politisk kommentator
Peter Brixtofte til Don Ø's afskedsreception i Parken. Til venstre tidligere direktør i Parken Jørgen Glistrup.
Foto: Scanpix
Karriere Af
Den tidligere Farum-borgmester og Venstre-skatteminister Peter Brixtofte gør nu et overraskende comeback på den politiske scene.

Blot en måned efter at Peter Brixtofte er løsladt fra statsfængslet i Horserød, springer han nemlig ud som politisk kommentator på samtidsmagasinet Atlas.

"Med sit årelange virke i dansk politik og personlige erfaring med feltet er Peter Brixtofte en meningsdanner, som vi er glade for at give spalteplads. Han er også - qua omstændighederne - uafhængig i ordets egentligste forstand, hvilket redaktionen anser for at være en afgørende kvalifikation for en kommentator," siger redaktør Kristoffer Granov.

Peter Brixtofte skal løbende kommentere det politiske spil på Christiansborg for Atlas.

Gratis artikler

Webmagasinet, der blev grundlagt i 2010, bringer gratis artikler på nettet alle ugens hverdage. I anledning af webmagasinets 1. års fødselsdag kommer en printudgave dog på gaden den 24. juni.

I sin første kommentar - "Løkkes sidste nat med VKO-kliken" - forudser Peter Brixtofte ikke alene afslutningen på sin tidligere partifælle statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) embedsperiode. Et kommende rødt flertal vil opløse VKO-blokken.

"De Konservatives Lars Barfoed har allerede været ude og sige, at han gerne vil samarbejde med Socialdemokratiet og opløse blokpolitikken," skriver Peter Brixtofte og fortsætter:

"Venstre skal slikke sårene og kan gå i opløsning, samtidig med at Dansk Folkepartis nye ledelse - firebanden - med Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Morten Messerschmidt og Søren Espersen vil dominere oppositionen."

"De kan sagtens, som deres søsterparti i Norge har gjort det, føre Dansk Folkeparti til at være det største borgerlige parti," konkluderer den nye politiske kommentator.

/ritzau/

Læs også



Seneste karriere nyheder