Bøger: Eksekvering af strategi i praksis
Foto: Colourbox
Karriere Af ,
Strategi bliver ofte storskrydende og alt for svær at håndtere i praksis. Det er i hvert fald mine erfaringer. Denne bog om "Must-Win Battles" fortæller, hvordan den strategi føres ud i livet i praksis.

Bedømmelse:
4 af 6 stjerner


Mit personlige motto "strategi er ikke noget, som vi vindervirksomheder har – det er noget vindervirksomheder gør".

Det understreger, at uanset hvor flot strategien er beskrevet i enten ringbind eller på PowerPoints, så er og bliver det eksekveringen, der er afgørende for den "flotte" strategi.

Der er i den forbindelse nogle forudsætninger, som skal være opfyldt, som fx at strategien er ambitiøs, realistisk og at den skaber holdbare konkurrencefordele.

Eksekvering er nøgleordet


Strategiens succes står og falder også med om den eksekveres. Ved virksomhedens nøglepersoner med andre ord, og med hvad der skal gøres i morgen for at virksomheden når målet.

Det er her at bogen "Must-Win Battles" har sit helt store formål. Must-Win Battles vinder som begreb mere og mere frem og det skal forfatterne have tak for.

De er med til at stille skarpt på, at det er eksekveringen, som er afgørende for en god strategi. Forfatterne definerer selv "Must-Win Battles" som "de 3-5 vigtigste slag som en organisation skal vinde for at nå sine vigtigste mål".

Bogen beskriver, hvordan en leder kan skære igennem alle initiativer (oftest ukoordinerede) og skabe en kort liste over "Must-Wins". Og så er tillægsgevinsten samtidig, at der skabes energi om de forhold der rigtigt betyder noget.

Handling frem for alt!

Bogen er meget handlingsorienteret, hvilket formentligt ikke er overraskende for en bog med det her tema. Jeg vil rose bogen for den trinvise rejse, som læseren har mulighed for at komme med på.

Bogen giver gode eksempler og stiller nogle interessante spørgsmål undervejs. For at understrege den handlingsorienterede tilgang til emnet er der fx tabeller der viser, hvad der er indikatorer på henholdsvis succes og fiasko i relation til Must-Win Battles.

Du skal have styr på din egen strategi først

Det er dog vigtigt at fastslå – og det synes jeg bogen gør for lidt ud af – at virksomheden selv skal have fastlagt sin strategi inden tankerne om Must-Win Battles kan bruges.

Det er kun meget tyndt beskrevet i en enkelt sætning, som "brug det, der allerede foreligger om strategi, mål og organisationens kompetencer og formåen".

Dvs. at skal du som læser have glæde af bogen, skal du have styr på din strategi først. Ellers er bogen kun til underholdning og drømmerejser. Det samme glemte forfatterne Kaplan og Norton også at gøre opmærksom på, da de udgav den første bog om Balanced Scorecard...

Gode gamle handleplaner i en fokuseret udgave

Ligesom Balanced Scorecard er teorien om Must-Win Battles et implementeringsværktøj i lighed med gode gammeldags handleplaner! I det her tilfælde er de bare fokuserede med de store fordele det giver. Bl.a. for at alle medarbejdere kan forstå og huske dem – og dermed gennemføre strategien.

Bogen er inddelt i tre sektioner:

Sektion 1: Forberedelse til rejsen
Sektion 2: Igangsætning af teamet
Sektion 3: At få det til at ske

Der er meget fokus på teamet. Årsagen er, ifølge forfatterne, at det er afgørende nødvendigt at medarbejderne og særligt lederteamet committer sig såvel rationelt som følelsesmæssigt til de "krige som skal kæmpes".

Konsekvensen af dette teamfokus er desværre, at mere end halvdelen af bogen handler om teamudvikling. Det er ikke lige det indtryk bogens omslag sender.

I meget topstyrede lederkulturer kan det måske være en ny radikal måde at arbejde på? Men for de virksomhedsledere som i dagligdagen tænker sine lederteams meget ind, tror jeg, at de bliver lidt skuffede. For hvad nyt er der i det?

Hvad det hele handler om...


Til gengæld er det dejligt befriende at vi igen husker, at strategi stammer fra krigsførelse og handler om at opnå unikke positioner og vinde kunder.

Og her gør bogen sit til at sætte strategisk eksekvering og fokus på toplederens agenda.

4 stjerner af 6
Titel: "Must-Win Battles – Sådan skaber du det fokus der skal til, for at nå dine vigtigste forretningsmæssige mål"
Forfattere: Peter Killing, Thomas Malnight med Tracey Keys
Oversat af: Erik Meldgaard
243 sider
Forslag: 4Matic
Kr. 299 inkl. moms som trykt bog og kr. 249 inkl. moms som E-bog i Pdf format
ISBN: 9788799333967


Mikael Vest er professionelt bestyrelsesmedlem og stifter af Vinderstrategi A/S. Og er samtidig ekstern lektor i strategi, organisation og virksomhedsvurdering på Handelshøjskolen i Århus, forfatter og foredragsholder. Mikael Vest har tidligere bestridt en række direktørposter.


Køb bogen
"Must-Win Battles - Sådan skaber du det fokus der skal til, for at nå dine vigtigste forretningsmæssige mål" her

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder