Bøger: Irma-mandens enestående passions-kur
Aldred Josefsen har begået endnu en bog, hvor han med stor dygtighed giver opskrifter til ledelsesinnovationer i samfundsskala
Foto: Scanpix
Efter første kapitel tænkte jeg: Endnu en bog om produktionssamfundets endeligt og vidensamfundets entre - been there, done that, got the T-shirt. Men der er meget mere at komme efter. Nemlig opskrifter til ledelsesinnovationer i samfundsskala.

Bedømmelse:
5 af 6 stjerner


Alfred Josefsen er kendt som Irma-manden.

Og han er efterhånden også kendt som foredragsholder, klummeskriver og samfundsdebattør. Forrige bog "Kære Irma" handlede meget om virksomheden. Her handler det om ledelse i almindelighed, og så ledelse som en samfundsressource i særdeleshed.

Det er på den ene side en meget personlig bog, hvor Alfred Josefsen bruger sin egen erfaring som leder til at reflektere over, hvordan vi skal lede moderne organisationer og medarbejdere.

Og på den anden side en bog, hvor spørgsmål a la "Hvad skal Danmark leve af?" tages under veloplagt behandling.

Personligt lederskab i fokus

Alfred Josefsen satser stort på det personlige lederskab. Han mener at lederen skal erstatte den hierarkiske organisation, når de sidste bastioner falder.

Fremtidens organisationer lader sig slet ikke afbilde i et traditionelt organogram, men skulle man forsøge, ville et edderkoppespind være et godt bud.

For at komme dertil, skal ledelse innoveres og bringes til et stade, hvor fokus er på at frigøre mest mulig energi og værdi til glæde for medarbejdere og kunder.

Lykkelige primadonnaer


Ledelse skal baseres på tillid, og på at skabe nogle rammer hvor fremtidens medarbejdere, som Josefsen kalder "lykkelige primadonnaer", kan opleve at være frie, rige og berømte.

Det er medarbejdere, som ønsker at realisere sig gennem arbejdet. Lederen må derfor bane vejen for, at der kan opstå personligt og følelsesmæssigt engagement – passion – i forhold til virksomhedens formål og måde at fungere på.

Virksomheden skal være en scene som medarbejderen kan udleve sin drøm om frihed, rigdom og berømmelse på.

Lykkelig flaskedreng?

Umiddelbart virker det en anelse fjernt fra hverdagen som flaskedreng i Irma. Og dog. For Irma har en fast placering i toppen blandt Danmarks bedste arbejdspladser.

Når man læser om hvordan alle 2300 medarbejdere bliver involveret i innovation og eksperimenter, og udfordres af en initiativpligt, går det op for en, at der er noget særligt i spil her.

Eller da alle 81 butikschefer rejste til New York for at studere amerikanske dagligvarebutikker og -kæder. Hver butikschef skulle tage mindst én idé med hjem og realisere.

Josefsens otte discipliner

Josefsen-kuren handler om bruge sit lederskab til at bygge en organisation, så den består af tillidsbaserede relationer hele vejen rundt – også til kunderne. Disciplinerne hedder:

  • Selvindsigt & Refleksion
  • Tillid & Loyalitet
  • Passion & Mening
  • Åbenhed & Gennemsigtighed
  • Tålmodighed & Langsommelighed
  • Tryghed & Venskab
  • Energi & Psyke
  • Initiativ & Opfindsomhed

Hver af disciplinerne har et kapitel, som gennem overbevisende argumentation, selvoplevede ærlige eksempler og øvelser, der består i handlingsorienterede refleksionsspørgsmål, kommer godt rundt om disse områder af lederskab.

Konklusion: En bog med karisma

Bogen har ikke en litteraturliste, og den er kemisk renset for modeller, diagrammer osv.

Teksten er umådelig velskrevet og uakademisk, og den flyder som en formfuldendt og holdningsbåret aviskronik.

Man mærker, at den er skrevet af en person, som er mester i at sætte handling og ord på sine idéer. Og den er skrevet til mennesker, som ønsker at sætte handling bag deres ord. Karisma på bogform.

Anmelder: Frank Dybdal Lilleøre
Vurdering: 5 af 6 stjerner
Titel: Min passion for ledelse
Forfatter: Alfred Josefsen
Forlag: Gyldendal Business
Antal sider: 187
Pris: 300 kr. inkl. moms
ISBN: 9788702083996


Frank Dybdal Lilleøre er cand.merc.jur og PhD inden for ledelse og organisation, og har over 15 års erfaring som konsulent med fokus på leder- og organisationsudvikling. Han har skrevet en række bøger og artikler om ledelse, senest STAKEHOLD! fra Børsens Forlag. I dag er Frank ansat som First Vice President i Danske Bank-koncernens HR & Communications, hvor han har ansvaret for koncernens lederudviklingsprogrammer i Danske University.



Køb bogen
" Min passion for ledelse " her

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Pleasure anbefaler

Seneste karriere nyheder