Pleasure

Professor: Det er for tidligt, Stine Bosse
Foto: Scanpix
Karriere Af
Erhvervskvinde nr. 1 i Danmark, Stine Bosse, leverede tirsdag en bombe af en nyhed med meddelelsen om, at hun efter 23 år forlader forsikringskoncernen Tryg, hvor hun siden 2003 har været øverste chef.

Afgangen, og begrundelsen om, at hun ønsker mere tid til blandt andet bestyrelsesarbejde, kommer som en stor overraskelse for ledelsesekspert Anders Drejer, der er professor ved Aalborg Universitet.

"Ja, det må jeg sige. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Hun er 50 år, er enorm feteret og succesrig. På overfladen er der ikke noget at udsætte på hende, og det er da garanteret rigtigt, at hun får masser af henvendelser om bestyrelsesarbejde. Men når man er 50, så er det lige 10 år for tidligt. Jeg er nødt til at sige, at det er så stor en overraskelse, at jeg glæder mig til at se, hvad der stikker under - hvis vi får det at vide," siger Anders Drejer til nyhedsbureauet Direkt.

Ugler i mosen

I en pressemeddelelse udtrykker Trygs bestyrelsesformand Mikael Olufsen respekt for Stine Bosses beslutning og han påskønner hendes flotte resultater hos forsikringskoncernen.

Det er ifølge Drejer formuleringer, som man har hørt før, også i sager, hvor der har været "ugler i mosen".

"Det kommer virkelig som en kæmpe overraskelse. Der har efter mine begreber slet ikke været nogen som helst indikation på det. Det er tidsmæssigt forkert, for hun har da mindst 10 gode år i en topstilling i sig, før hun behøver at begynde at overveje bestyrelsesposter og andet," siger Anders Drejer.

Stikker noget under

Han mener derfor, at der kan stikke noget andet under, udover hvad der officielt er kommunikeret ud fra virksomheden.

"Det må der gøre. Vi får formentlig nogle indikatorer i morgen efter bestyrelsesmødet; dels om de har en anden kandidat, eller om det også kommer som en overraskelse for bestyrelsen, og dels om hun fratræder med det samme," siger Anders Drejer.

Stærk profil

Ifølge Drejer har Bosse været en stærk profil for Tryg, og hun har været god til at synliggøre sig selv som en, der skaber resultater og bliver associeret med det positive.

"Hvis du synliggør dig selv som en, der er god til at løse problemer, så bliver du associeret med problemer. Hun har ligesom associeret sig selv med løsninger og resultater. Både hendes medieprofil, bøger og alt muligt andet indikerer, at det har hun været god til, og det er vel også derfor, at vi alle sammen har et super godt indtryk af Stine Bosse - for hun skaber jo resultater."

To chefer

Det store spørgsmål, der naturligvis nu rejser sig, er, hvem der skal gå ind og overtage Bosses tomme stol som chef for Danmarks største forsikringskoncern.

"Det kommer an på, hvad man vil. For mig at se er der masser af interne kandidater, hvis man vil fortsætte det, som Stine Bosse har stået for. For hun har jo været god til at skabe en magtbase med nogle, som var enige med hende. Det ved alle, at hun er enormt dygtig også til det. Så der vil være indtil flere, som vil kunne gå ind og fortsætte den kurs, som hun har udstukket. Hvis man vil noget andet strategisk, så skal man nok uden for huset," vurderer Anders Drejer.

Drejer selv foreslår, at man vælger to chefer; dels en, som kan nogle af de samme ting som Stine Bosse, herunder håndtere medierne, snakke resultater, innovation mv.

"Og for at supplere vedkommende kan man tage en ind, som kunne være mere en Thorkild 'Livrem' (tidligere finansminister, red), som siger, at nu skal vi lige spare og tage os sammen. De to kan sagtens supplere hinanden, så du får et parløb i ledelsen. Men det kommer jo an på, om man vil en ny strategi. Hvis man gerne vil fastholde alt det positive, der er omkring virksomheden, medarbejderne og den kultur, der er, så skal man tage en, der ligner Bosse. Men hvis man samtidig gerne vil stramme lidt op, så kan man eventuelt supplere op med en udefra," siger Anders Drejer.

Nyhedsbureauet Direkt
Følg Børsen eller Del artikel