19-08-2010 16:42 “Det er maskinen. Maskinen skal køre hele dagen. I skal grave dybt, og når man graver dybt, kan man være heldig at finde guld. Dette er ikke et theselskab.”

Jørgen Leth prædiker for knap 1700 kommende jernmænd lidt i kl. 7 på Amager Strand.

Min mission er, at finde ud af, hvad der sker, når maskinen bryder sammen, når kroppen udsættes for ultimativ lidelse og, hvordan sammenbruddet påvirker tænkningen. Et menneskeligt drama. Derfor er jeg udstyret med et kamera og følger Jens Schaumann, direktør for Schaumann Properties.

Direktøren som en maskine

Det er hans første ironman. Min tredje. Jørgens Leths ord giver mig gåsehud. De minder mig om Rene Descartes, der mente, at mennesket er spaltet mellem tænkning og krop.

Kroppen er kun en maskine. Tænkningen foregår i sindet. Descartes så verden som et urværk, hvor urmageren er Gud, og det mekaniske menneske er subordineret urmagerens regler. Det mekaniske er dermed ufrit, kun tænkningen adskiller det mekaniske menneske fra dyret.

Triatlon på jerndistancen kræver mere end en et godt kondital. Det kræver tænkning. Jens virker nervøs, da jeg møder ham. Han spørger flere gange, hvad klokken er. Der er en time til, han skal i vandet. Jeg mærker også nervøsiteten.

I mine tidligere ironman-konkurrencer har jeg bekymret mig om min placering. I dag er bekymringerne af praktisk karakter. Kan jeg styre kameraet, og hvad med batterierne, klarer de hele turen?

Kameraet har ingen skærm, kun antallet af bip- lyde indikerer, om det er tændt eller slukket. Hører jeg det med 43 km/t. på cykel?

Leth hjem i seng

Jørgen Leth slutter sin prædiken med ”Nu vil han gå hjem i seng”.

Hans virkelighed er langt fra min. Jeg føler mig som et urværk, der går alt for hurtigt. Jeg skal interviewe Jens, og da min fotograf er forsinket, giver jeg opgaven til en veninde.

Svømmestarten er en kamp for overlevelse. Jeg får albuer i hovedet. Mister dykkerbrillerne, da jeg finder dem igen, vælger en deltager at svømme ovenpå mig for at komme forbi. Hvordan vil Jens opleve dette kaos, når han om 15 minutter skal være sild i tønden.

Efter 1.15 time i vandet er jeg klar til at cykle. Jeg venter på Jens i skiftezonen og får styr på de praktiske ting.

“Du er jo helt blå,” bemærker min veninde. For første gang forholder tænkningen sig til maskinen: Jeg mærker, at jeg fryser!

Vores tøj har været opbevaret i skiftezonen ved Amager Strand, og nattens skybrud har gemmeblødt alt. Skyerne er stadig sorte, det bliver en lang, kold dag, frygter jeg. Jens kommer op af vandet og bruger kun 2 minutter på skift.

Da han kommer løbende, proklamerer han sig “klar.” I begyndelsen kører han roligt, men da vi når hjertet af København lukker han op - 43 km/t., jeg sprinter for at indhente ham. Det går op for mig, at Jens er stærk på cyklen. Jeg fumler med kameraet og kan ikke finde ud af, om det er tændt eller slukket.

Punktering

Vi finder en fart på 38 km/t. Pludselig ser jeg Jens’ dæk hoppe. Punktering. Han har selv anet uråd og spørger, hvordan det ser ud. Klynget til et metafysisk håb, svarer jeg:

“Fint, bare kør” Friederich Nietzsche påstod, at håbet er det værste af alle onder. Få meter efter må vi konstatere, at Jens er punkteret. Nietzsche har ret. Jens begynder at bikse med dækket. Han sprøjter skum ind for at dække hullet, men det fiser ud igen.

Vi prøver flere gange, men uden held.

“Dette er begyndelsen på enden,” siger han og ser sig febrilsk omkring.

Der er gået 20 minutter, da Jens beslutter sig for at rive dækket af og sætte sit eneste ekstra dæk på.

“Sidste chance. Hvis limen ikke holder, er jeg færdig. Jeg har kun denne ene mulighed tilbage,” siger han.

Vi har stået stille i 30 minutter, og jeg kan mærke, jeg får mig endnu et “religiøst øjeblik.”

Hvis Jens ikke gennemfører, mister jeg min historie. De sidste 4 måneders fysiske og praktiske forberedelser vil være spildte.

Jeg ser mod skyerne og beder urmageren om nåde. 40 minutter efter er vi tilbage på cyklerne. Jens kører afventende og påpasseligt de første par kilometer, men da vi kan konstatere, at dækket er ok, sætter han farten op.

“NU SKAL VI PÅ JAGT,” lyder budskabet.

120 kilometer endnu

På de flade strækninger mærker jeg mælkesyren i benene. Tanken om 120 kilometer mere og et marathon gør mig bange. Jeg frygter, at jeg før eller siden må slippe Jens. Kort efter hører jeg to bip fra kameraet. Batteriet er dødt. Det andet batteri ligger i skiftezonen ved Nationalbanken, og det skal jeg bruge på løberuten.

Jeg finder telefonen for at ringe til min fotograf. Jeg vil have ham ud på ruten, men det kan han ikke. Der var ingen motorcykel til ham. På anden cykel loop fortsætter Jens i et malende tempo. Vi forcerer konstant i feltet, og indhenter nok 400 - 500 konkurrenter.

125.000 tilskuere

Da vi når Nationalbanken siger cykeltiden 5 timer og 50 minutter. Hvis man trækker punkteringen fra, får Jens en cykeltid på 5 timer og 10 minutter – kun 5 minutter langsommere end Rolf Sørensens cykeltid.

“Just a man and his will to survive” Ved skiftezonen foran Nationalbanken pumper “Eye of the tiger,” ud fra højtalerne.

Jublen fra de 125.000 tilskuere blander sig smukt med firser-hittet, der signalerer sved, blod, tårer og sejr. Tilskuerne er kommet for at hylde smerten, og mennesket der graver dybt.

“Det er for vildt at se toptrænede mennesker æde smerten i sig, mens de giver sig 100 pct.” lyder det fra tilskuerrækkerne.

“Vi vil se smerte,” råber en anden eksalteret.

Skiftet mellem cykling og løb kan være rigtig hårdt. Selv de mest toptrænede atleter oplever, at deres ben bliver tunge som cement.

Lidelse og smerte

I dag mærker jeg intet! Maskinen er genfødt. Jens er blevet menneske. Mennesket giver publikum det, de er kommet efter. Lidelse og smerte.

“Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste sted, hvor ikke det gør ondt,” forsikrer han mig.

“Men vi fortsætter, Just a man and his will to survive.”

Vi løber 10,5 kilometer i timen på første runde. På anden runde, efter 14 km, sænker Jens tempoet. Vi er nu nede på 10 km/t. Jeg finder kameraet frem, så øjeblikket kan blive foreviget, men jeg frygter Jens reaktion. Vil han tolerere, at jeg filmer og interviewer ham, når han er så presset?

Jeg tager chancen, tænder kameraet og spørger, hvad han tænker. “Jeg forsøger ikke at tænke på, hvor ondt det gør i mine ben,” svarer han, og tvinger et smil frem.

Jens er stadig klar på at lave reportage, selv om han “er midt i sit livs største krise” Hvis han er irriteret over mine spørgsmål, så skjuler han det pænt. Da vi er halvvejs gennem vores marathon, sænker Jens tempoet ydeligere, vi løber nu omkring 9,5 kilometer i timen.

Kom så far!

“Kom så far. Du er den sejeste,” ved Nyhavn møder vi Jens to døtre, som er mødt op for at støtte op om deres far.

Det giver ekstra kræfter. “Det var fantastisk at se mine døtre. Om end de næsten kunne gå uden om mig,” konstaterer Jens efterfølgende. Jeg aftaler med døtrene, at de løber med Jens indover målstregen. Mødet med døtrene giver nye kræfter.

Lige efter fortæller Jens mig, at han har revurderet sit mål. Han vil nu kæmpe for at gennemføre på 12 timer. På sidste runde, de sidste 14 kilometer, Jens fortsætter i det han selv kalder et “erstadigt tempo,” mens han tappert bider smerten i sig. Jeg fortæller ham, at der er 6 kilometer tilbage, kigger han opgivende på mig. Efter 3,8 kilometer i vandet, 180 kilometer på cykling og 36 kilometer løb burde 6 kilometer være en god nyhed.

6 kilometer tilbage

“Jeg har lige præcist 6 kilometer tilbage i mig. Ikke mere. Det må siges at være veldisponeret,” siger Jens og tvinger endnu et sammenbidt smil frem. På de sidste 3 kilometer møder vi døtrene i Nyhavn. De løber ved siden af faderen.

“Har du tænkt dig at sprinte i mål,” spørger den ældste datter. “For så kan vi ikke følge med.”

Pigerne kender maskinen. “Nej” forsikrer Jens, men 1/2 kilometer bryder han sit løfte. Han indsætter spurten.

Der graves dybt, og jeg må kæmpe for at følge med. På den anden side får han guld ; Medaljen skinner blankt som en stadfæstelse af, at han er en manmachine.

Jens blev jernmand i tiden 12 timer og 9 minutter.

Fakta om Copenhagen Challenge

• 1700 trialter gennemførte søndag 15. august den lange ironman triatlon midt i København:
• • 3,8 km svømning ved Amager Strand
• • 180 km cykling op gennem Nordsjælland
• • 42,195 km løb langs havnefronten i indre by