Karriere

Maratondrøm ud af asken

06-05-2010 12:38 Børsen og forsikringsselskabet Gjensidiges 12 maratonløbere, er oppe på hesten og gearet til 'omkampen' i København.

Løberne har siden oktober forberedt sig på et af verdens mest prestigefyldte maraton i Boston. Men de måtte 48 timer før start den 19. april konstatere, at den islandske askesky forhindrede dem i at nå frem i tide.

Seks måneders koncentreret og minutiøs træning i den hårdeste vinter i årtier blev sat i et kedeligt perspektiv, da belønningen blev fjernet.

Selv om der blev rykket hurtigt, og en redningspakke blev stablet på benene i form af et weekend-»trøsteophold«, startnumre til maraton i København og billetter til maraton i Boston i 2011, erkender flere af erhvervslederne, at det tog nogle dage omstille sig. Nu ses der frem til at teste maratonformen, når startskuddet lyder om 17 dage.

Glædet sig et halvt år

"Da det endelig stod soleklart, at jeg ikke skulle af sted til Boston, blev jeg først ekstremt deprimeret. Jeg havde glædet mig et halvt år til den rejse. Og selv om jeg sagtens kunne se fordelene ved at få lov at træne et helt år mere, og få fem ekstra uger at blive i bedre maratonform før maraton i København, ramte det motivationen," fortæller Christel Thrane om hendes første reaktion.

Hun står foran sin maraton-debut og har kæmpet med en del skader gennem træningsforløbet. Nedturen blev dog kortvarig takket være et startnummer til et halvmaraton weekenden efter.

"En succesoplevelse til et løb var præcis det, der skulle til for mig, så nu er jeg i gang igen, og følger min træners nye program som jeg skal. Det gør, at min motivation er tilbage, og jeg glæder mig helt vildt til den 23. maj," siger hun.

Mange nye mål

Kenneth Demskov har hurtigt sat sig flere nye mål og på den vis undgået et dyk i motivationen.

"Jeg skal løbe maraton i København, men jeg er i tankerne i gang med at forestille mig, hvad jeg kan lave af nye mål for Berlin 2010, Boston 2011, New York 2011, London 2012 og Chicago 2012. Jeg er blevet bidt af løb og den tilfredshed det giver mig at være i god fysisk form," siger han.

Som flere andre fremhæver Kenneth Demskov også glæden ved at være en del af et hold. Fællesskabet gennem træningsforløbet, op- og nedture vil blive savnet, den dag det slutter. Derfor overvejer han selv at stå i spidsen for træningsrunder for holdet.

Det tog også Nickie Inger Spile en uges tid at komme sig over skuffelsen.

"Men nu er jeg oppe på hesten igen. Det er en stor glæde at skulle være med i Boston til næste år og at skulle løbe sammen med holdet et år endnu," siger Nickie. Og så forventer hun at være lidt mere fysisk klar til maraton i København, da et ømt knæ drillede i ugerne op til Boston-finalen den 19. april.

Motiveret af læserne

Jacob Marsing-Rossini har ikke haft problemer med at holde sig i gang. Og det skyldes især Børsens læsere, konstaterer han. I en afstemning på nettet har kun en tredjedel troet på, at han kan gennemføre en maraton. Og det motiverer.

"Jeg skal gøre 67 procent af de stemmeglade læseres fordomme over min manglende kunden til skamme, så jeg er positiv og stærk i troen. Og det at være en del af dette hold har været en sand gave. Det er et støttende og engageret selskab der altid er klar med en positiv kommentar og et klap på skulderen, når humøret har været nede og suge grundvand," siger han.

Jacob Marsing-Rossini har været plaget af flere skader undervejs. Det har krævet flere ugentlige behandlinger, men har altså ikke slukket lysten til en maratondebut. Han tror nu på, at hele holdet står endnu mere klar ved startsnoren i 2011.

Bremset af sygdom

Adm. direktør Jens Bager fra ALK erkender blankt at det er svært at sætte sig op til maraton i København. Løbetræningen har ligget underdrejet i 10 dage på grund af forkølelse, så nu skal der være tryk på i de sidste uger.

"Københavns maraton bliver en helhjertet og koncentreret 2-3 ugers træningsindsats. Jeg glæder mig mest til at møde Boston-holdet igen i København sidst i maj. Derefter vil jeg igen se frem imod Boston 2011 – det er trods alt hovedmålet – ikke sandt?" siger han.

Klar på dagen

Direktør Frederik Juul har holdt ben og motivation i gang takket være nye træningsprogrammer fra holdets trænere fra Running26. Grundlæggende har løberne været nødt til at skrue træningen fem uger tilbage, så der igen skulle løbes længere ture før de sidste tre ugers nedtrapning, for at få benene helt klar til finalen den 23. maj.

"Der er vel næppe nogen, der synes jeg er et dårligere menneske, fordi jeg ikke rangerer maraton i København lige så højt som Boston. Men jeg er sikker på, jeg nok skal være klar på dagen. Og det bliver dejligt at have familie og venner med som heppekor, opleve København fra den side, samt at kunne komme hjem på 10 minutter i stedet for at skulle flyve i 8 timer," konstaterer han.

Frederik Juul fremhæver også holdets betydning for motivationen. Og så har han lige en ekstra pointe:

"Det er vigtigt at huske på at vi ikke skal løbe Copenhagen i stedet for Boston. Vi løber Boston om et år og får altså Copenhagen som en bonus!"

Dobbelt op

En enkelt fra løbeholdet nåede at være med i årets Boston Marathon. Christian Gormsen blev faktisk forhindret i at flyve hjem til Danmark, da askeskyen ramte hans rejseplaner bagvendt. I stedet blev han i USA, fløj til Boston og gennemførte årets udgave af det prestigefyldte maratonløb.

Han får nu muligheden for at løbe både i København i år og i Boston i 2011. Han bliver derfor den mest erfarne Boston-løber på holdet til næste år.
borsen statistik bnt
*****||*****Maratondrøm ud af asken*****||*****Børsen og forsikringsselskabet Gjensidiges 12 maratonløbere, er oppe på hesten og gearet til 'omkampen' i København.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement