Karriere

Direktører tæller ned til Boston Marathon

Relateret indhold

Børsens maratonhold

Se billedserie

Borsen.dk

Pleasure.dk

Eksterne links


21-01-2010 08:53 I mørkt løbetøj vakles der af sted på de hvide, sneglatte skovstier præget af ugers frost og blæst.

Trods de ydre omstændigheder har gruppen ingen problemer med at varme sig ved ambitionerne om udfordringen i den amerikanske storby den 19. april.

Siden oktober har de 14 deltagere trænet efter at have sagt ja til dagbladet Børsen og forsikringsselskabet Gjensidiges udfordring, der krones med en optræden i et af de mest prestigefyldte maraton-løb overhovedet.

Ingen havde dog regnet med, at denne vinter ville blive en af de koldeste længe. De første ugers eufori er afløst af hårdt og vedholdende benarbejde med faste programmer personligt rettet til efter hver enkelt deltagers udgangspunkt og målsætning.

Dagens fællestræning markerer et vendepunkt i forberedelserne. Første fase er nu overstået, forklarer holdets træner Bjarke Kobberø fra løbefirmaet Running26.

"Det har indtil nu handlet om, at få mange af dem vækket fra den løbehi, de har været i. De har fået en træningsrytme og nu er det tid til at øge presset i træningen og få nogle flere kilometer på løbeturene," forklarer han.

Hovedparten af træningen foregår på egen hånd med enkelte fællestræninger som dagens omgang i Dyrehaven. Og selv om der er lidt usikre ben ved opvarmningen før det går løs med nogle øvelser i bakkerne, er der endnu ingen der vakler i troen på, at de har valgt rigtigt.

Første løbetur i tre uger

Der bliver ydet en stor indsats, og alle er stadig helt dedikerede til projektet, lyder trænerens vurdering. Og det understreges af deltagerne, der har gemt det meste af kroppen godt væk bag flere lag løbetøj, huer, handsker og tørklæder.

"Jeg er under et vist pres, for der er tre måneder til jeg skal være klar. Men jeg giver den gas. Der er ingen tvivl om, at jeg skal løbe et maraton," siger Paustian-kokken Bo Bech, der ret beset er en af dem, der står med den største udfordring.

Han havde ikke løbet i 15 år, før skoene kom på i oktober. Og troen er stærk selv om udfordringen giver visse frustrationer. Søndagens fællestræning i Dyrehaven var første løbetur i tre uger. Den mellemliggende tid er brugt på en såkaldt crosstrainer, hvor kondition og styrke kan opbygges mere skånsomt.

"Det går meget bedre nu, selv om jeg faktisk har været i en krise siden jul, fordi jeg har fået for mange skader. Ingen tør sige det til mig direkte, men jeg vejer nok for meget. Og det har gjort løbetræningen mindre sjov," erkender Bo Bech.

Bo Bechs modpol

Ved træningen denne søndag udnyttes Dyrehavens bakker til at få pulsen i vejret. Løberne kæmper sig op og ned, hvor øvelserne piftes op med en udgave af 'skiskydning', hvor der kastes til mål efter en skraldespand. Fejlkast straffes med en ekstra løbetur eller englehop.

Alle nyder variationen fra de faste løberutiner.

Michael Vad, ledende partner i Heidrick & Struggles, er Bo Bechs modpol i løbesko. Med 25 maraton i bagagen – og ikke mindst en 250 kilometers tur i Sahara som seneste bedrift – er han holdets mest erfarne langdistanceløber.

Urolig for skader

"Jeg synes det er fantastisk at være med. Jeg træner som regel helt for mig selv, derfor kan det være svært at komme i gang efter en tur som den, jeg havde i Sahara. Men det kan jeg med denne gruppe og med målet om at være med i Boston Marathon. Jeg sætter pris på den store variation," siger Michael Vad.

En anden first-timer er Rossini Caviars direktør, Jacob Marsing-Rossini. Som Bo Bech har skader præget en del af løbeturene i første fase. Men han vejrer morgenluft.

"Jeg har for første gang kunnet mærke troen på, at det her nok skal gå. Jeg er urolig for nye skader, men jeg løb for første gang 10 kilometer sidste søndag, og det gik rigtigt godt. Som en fantastisk sidegevinst er jeg begyndt at mærke på mit humør, at jeg får et mentalt overskud. Det er rigtigt rart," siger han.

Fase to i træningen er godt i gang. Inden tredje og afgørende fase skal alle ud på en halvmaraton-distance den 28. februar.

Ikke alene drejer det sig om at træne benene op. Vægten skal samtidig ned for de fleste. Derfor har forberedelserne udviklet sig til en effektiv slankekur for mange af deltagerne.






Artiklen er bragt i samarbejde med Gjensidige Forsikring.
borsen statistik bnt
*****||*****Direktører tæller ned til Boston Marathon*****||*****I mørkt løbetøj vakles der af sted på de hvide, sneglatte skovstier præget af ugers frost og blæst.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement