Bo Bech vil over maraton-muren

03-12-2009 09:50 "En gang imellem skal man turde tabe det hele. Det har jeg behov for."

Sådan siger manden, der om nogen er vant til at vinde – den 37-årige Bo Bech, der har slået sit navn fast som en af Danmarks bedste bag et køkkenbord.

Med stor opfindsomhed, nytænkning og energi har han skabt den Michelin-berømmede restaurant Paustian, sit eget bageri og sin kokkeskole til mobiltelefon. Og positionen er blevet endnu mere synlig med rollen som dommer i den populære TV3-serie "Kokkekampen."

I både Kokkekampen og i dagligdagen er det Bo Bech, der deler udfordringer ud, som kan afgøre karrieren for mange andre. Altid med sikkerhed for at han har fat i den rigtige ende af køkkenkniven – takket være evner, erfaring og position.

Vendt på hovedet

Derfor er hverdag og selvopfattelse nu vendt på hovedet for Bo Bech. En anden kamp er begyndt, for han har nemlig sagt ja til en udfordring, der bogstaveligt talt har sendt ham tilbage til nul, som han selv formulerer det.

Bo Bech er en af 14 deltagere på forsikringsselskabet Gjensidige og Børsens løbehold, der om fem måneder er klar til at løbe maraton i Boston, USA.

Børsen møder ham en rolig fredag eftermiddag på hjemmebanen Paustian. Bo Bech kommer ud fra køkkenet i det velkendte kokkedress. Sikkerhed og talegaver er på plads.

Aftenen før var situationen en helt anden: En tavs Bo Bech i løbesko og motionstøj hænger efter bedste evne på en gruppe løbere, der i samlet flok følger trænerens ordrer på en svagt oplyst cykelsti i udkanten af Valby. Han gør sit bedste, men er usikker på, om det er godt nok. Et par beroligende ord fra løbefirmaet Running26’s træner Bjarke Kobberø er nødvendige, da der er pause i industrikvarteret.

Største udfordring

"Det mest pinlige og nedværdigende har været at blive bevidst om, at jeg er så langt bagud i forhold til de andre på holdet, fordi jeg normalt er vant til at være helt fremme i feltet som kok," ræssonerer Bo Bech.

Udfordringens omfang er ved at blive virkelighed.

"Det her er den vildeste udfordring for mig i nyere tid, fordi jeg er helt på bar bund. Distancen fra nul til maksimum er så vild, at jeg bliver helt høj af at tale om det. Jeg er vant til at udfordre andre hele tiden. Jeg har en restaurant, et bageri, jeg laver TV. Nu er det rart at bevise, at også jeg tør tage en udfordring," lyder det bramfrit – før han pointerer:

"Det er første gang, siden jeg gik ind i et køkken i 1994, at jeg har en rundtosset fornemmelse af, at det her er 100 pct. rigtigt."

Sagde fluks ja

Men hvad førte til den uvante beslutning? Svaret skal findes hos vennen, direktør Jacob Marsing-Rossini, der to måneder forinden selv havde sagt ja til at være med på Boston Marathon-holdet. Sammen var de på vej til New York, og Jacob spørger Bo, om det ikke var på tide, at han kastede sig ud i en fysisk udfordring, nu hvor succesen var cementeret som kok?

Bo Bech sagde ja med det samme og var derfor helt klar, da Gjensidige og Børsen fulgte op med en mere forpligtigende invitation.

"Jeg havde på det tidspunkt ikke lavet regnestykket, at det faktisk var 15 år siden, jeg havde lavet noget fysisk. Jeg havde ikke en gang løbet efter en bus. Jeg vidste ikke, hvor omfangsrigt det ville være. Men engang imellem skal man turde tabe det hele. Det er en udfordring, hvor jeg ikke kendte variablen på anden måde, end at det bliver grænseløst hårdt, når det bliver virkelighed. Og den virkelighed sidder jeg midt i nu," lyder det fra mesterkokken.

For ham handler det også om frivilligt at slippe kontrollen – og så genvinde den senere. Vejen dertil er at overlade styringen til et andet menneske – løbetræneren – og så satse på, at han fører Bo Bech sikkert i havn igen.

Brug for offentlig ydmygelse

Nu har kokken taget hul på måneders træning startende med løbeture på to kilometer ved søerne i København i et roligt tempo. At det bliver en lang rejse mod de 42 kilometer er først nu ved at gå op for ham.

Den indre viljestyrke gør det dog ikke alene. Et vist ydre pres er nødvendigt for at nå maratonmålet, erkender Bo Bech:

"Jeg har brug for, at det skal være en offentlig ydmygelse. Ved åbent at sige ja til at være med på så målrettet et hold og et projekt, giver det mig den nødvendige forpligtigelse. Det er den ekstra vægt i vægtskålen, som jeg har brug for at gennemføre det. Det forpligter, når man fortæller andre om det mål, man har sat sig."

Respekt for holdet og sig selv

"Og så er det jo ikke et hvilket som helst maratonløb. Det er Boston Marathon, som jeg ellers aldrig ville have en fysisk chance for at kvalificere mig til. Jeg optager en plads på et løbehold, og må vise både de andre på holdet og mig selv den respekt at tage det alvorligt. Uden det set-up var det ikke blevet til noget."

Fornemmelsen af at være bagerst på holdet og helt nede på nulpunktet er dog ikke kun en ydmygelse, forklarer Bo Bech. Det er også en drivkraft og motivator, for han havde alligevel ikke troet, at det stod så slemt til med kondien.

Allerede efter de første løbeture kan han da også mærke forbedringer. Så han tvivler overhovedet ikke på, at han er klar til de 42 kilometer den 19. april 2010.

"Mit mål er at få en succesfuld oplevelse. At vide, at jeg har givet mig max, så ved jeg, det bliver godt. Det er slet ikke i mit hoved, at jeg ikke gennemfører," konstaterer han.

Læs mere om Børsen og Gjensidiges løbehold i vedhæftede artikler. Og følg løbernes egne beretninger i deres løbedagbøger.




Artiklen er bragt i samarbejde med Gjensidige Gruppen.