Karriere

Nykredit-direktør: Derfor for få kvindelige chefer

02-10-2008 15:22 En række forskellige faktorer medvirker på hver sin måde til, at danske virksomheder for stort set alles vedkommende melder om en skæv kønsfordeling på ledelsesposterne.

Barrierer skal væk, den traditionelle kønsopfattelse brydes op, og rollemodellerne skal i fokus, hvis flere kvinder skal til tops i de danske virksomheder.

Sådan lyder vurderingen fra underdirektør i Nykredit Birgitte Bruun, der er ansvarlig for virksomhedens arbejde med at skaffe kvinder karrieremuligheder på linje med mænd i den store finanskoncern.

Nykredit har siden 1995 arbejdet målrettet med at sikre flere kvinder i ledelsen og var en af de 10 virksomheder, der for godt et halvt år siden udarbejdede teksten til et såkaldt Charter for flere kvinder i ledelse under Ligestillingsministeriet.

Nødvendigt at planlægge

Hun erkender, at det er nødvendigt at lægge en strategi for, hvordan man får flere kvinder på lederposter i den enkelte virksomhed. For det sker ikke af sig selv.

"Det, tror jeg, skyldes mange ting. Bl.a. skæve konkurrenceforhold på hjemmefronten, hvor kvinden typisk har hovedansvaret og derfor maksimalt kan opnå en fifty-fifty deling, mens mænd med store karrierer ofte er stort set fritaget for husligt arbejde," siger Birgitte Bruun til borsen.dk.

Hun fremhæver også, at der mangler de rollemodeller, som kan sætte en bølge i gang blandt kvinder med mod på både karriere og børn, så de ikke fravælger det første af frygt for, at sidstnævnte ender i kaos.

"Hvis der kun sidder mænd på en direktionsgang, så er det bare svært at overbevise sig selv om, at man hører til dér som kvinde," siger hun og understreger, at det af samme grund nærmest kræver ekstra selvtillid at tage lederudfordringen op, når man er af hunkøn.

Mænd er ikke én ting, og kvinder noget helt andet

"Men noget af det vigtigste, tror jeg, handler om at få brudt den meget traditionelle opfattelse af kønnenes forskellige styrker, som fremstiller mænd som resultatorienterede og kontante, mens kvindelige chefer er noget vi kan tillade os at overveje, hvis der er råd til at satse på bløde værdier og én, der kan nurse medarbejderne," siger Birgitte Bruun.

Ifølge hende er det stereotyper, og da al erfaring viser, at blandede chefteams arbejder bedst, er det en erklæret målsætning i Nykredit at få en ligelig kønsfordeling blandt cheferne på langt sigt.

I 2015 er det målet, at 25 pct. af lederne på øverste niveau i virksomheden er kvinder, 30 pct. på næste ledelsestrin, mens det nederste cheflag for 50 pct. vedkommende skal være kvinder. Sidstnævnte er i dag stort set opnået.
borsen statistik bnt
*****||*****Nykredit-direktør: Derfor for få kvindelige chefer*****||*****En række forskellige faktorer medvirker på hver sin måde til, at danske virksomheder for stort set alles vedkommende melder om en skæv kønsfordeling på ledelsesposterne.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement