Cloud befrier shippingfolk fra mail-lavine
"Med vores system kan en befragter slippe for at skulle læse alle mails igennem, men i stedet koncentrere sig om dem, der indeholder relevante tilbud," siger Stefan Avivson fra Copenhagen Shipping Exchange
Et dansk system kan give befragtere i shippingbranchen to til fire timer mere effektiv arbejdstid om dagen. Systemet læser og kategoriserer de hundredvis af mails, som shippingfolkene ellers skulle læse selv.

Bag systemet Skybox står iværksætterne Jonas Bruhn og Stefan Avivson. Egentlig havde de tænkt sig at opbygge en børs for shippingopgaver. Men under et møde med en ansat i et rederi, skete der noget, fortæller Stefan Avivson.

"Mødet havde trukket ud, klokken nærmede sig 18, og vi kunne se, at han godt ville have det afsluttet. Han forklarede så, at når vores møde var færdigt, skulle han sidde og læse mails indtil midnat. Vi fandt ud af, at folk i branchen får mellem 500 og 5.000 mails om dagen. Og de er nødt til at læse dem," siger han.

Årsagen er, at befragterne i rederierne hele tiden er på udkig efter nye laster til deres skibe. Og de der udbyder laster, kigger efter skibe, der kan transportere dem.

Men der findes ingen børs for handlen. I stedet udsender hvert firma mails til sit netværk, når der er en ledig last eller en åben skibsposition.

Klassificerer mails

De to iværksættere satte sig for at automatisere opgaven med at analysere indholdet af de mange mails. De ansatte nogle programmører, og efter halvandet års udvikling gik systemet i drift den 1. november sidste år.

Systemet, Skybox fra Copenhagen Shipping Exchange, er lavet som en cloudløsning. Det vil sige, at programmet kører på centrale servere og ikke ude hos kunderne.

Kunderne sætter deres mail-system op til at sende en kopi af alle mails, de modtager, til systemet. Herefter bruger de systemet via en web-browser.

Skybox læser hver enkelt mail og forsøger at afkode indholdet efter last, opgave og sted. I gamle dage brugte shippingbranchen telex. Fra den tid stammer en lang række forkortelser, som branchen stadig anvender.

Samtidig kan stednavne staves og forkortes på mange forskellige måder. Al den viden er lagt ind i systemet.

"For øjeblikket kan systemet behandle 86 procent af de mails, vi sender igennem det. Og det bliver løbende klogere," siger Stefan Avivson.

Hvis der er en mail, som systemet ikke kan klassificere, kan brugeren hjælpe med at gøre det. Herefter vil systemet fremover kunne læse lignende mails – og det kommer alle brugerne til gode.

Brugerne får adgang til systemet via en webside. Her kan de indtaste søgeord, så de for eksempel søger efter ledige skibe i et bestemt geografisk område. Så viser systemet en liste over alle de relevante skibe i området.

Man kan også få vist skibe eller ledige laster på et landkort via integration med Google Maps.
Den enkelte kunde hos Skybox har kun adgang til data fra de mails, vedkommende selv har modtaget.

Find de 10 pct.

Direktør Kim Ahler fra virksomheden Shipit rådgiver shippingbranchen. Han mener, der er store perspektiver i en løsning som Skybox.

"I dag sider nogle befragtere og læser mellem 1.000 og 3.000 mails om dagen. Men det er højst ti procent af dem, der er interessante. Et system som Skybox kan betyde, at de kan spare flere timer om dagen. Dem kan de så i stedet bruge på at forhandle aftaler hjem. Så en besparelse ligger ikke kun i, at de sparer timer, men også at de kan blive mere effektive og dermed tjene flere penge," siger Kim Ahler.
Han vurderer, at teknologien ikke bliver den største udfordring.

"Shippingfolk har læst e-mails de sidste tyve år. Det har været den måde, de har udført deres arbejde på. Jeg tror, der i starten vil være en skepsis over for, om teknologien kan gøre noget for dem nu, som den ikke kunne for fem år siden," siger han.

Men han er ikke i tvivl om, at behovet er der. Et slag på tasken siger, at en befragter i dag modtager mellem tre og fem gange så mange mails som for fem år siden. Og da det er nemt at slå sig op som broker, vil maillavinen kun blive større.

Udvikler lokal version

Copenhagen Shipping Exchange har fået støtte fra Den Danske Maritime Fond til at udvikle en version, der kører på en lokal server hos en kunde i stedet for som en cloud-løsning.

Dermed vil den kunne integreres med kundens eget mailsystem.

Den lokale version ventes klar i slutningen af denne måned.

Vil nå 5000 kunder

Prisen er sat til 300 dollars om måneden pr. bruger. Foreløbig er der godt 200 brugere af Skybox fordelt på 40 virksomheder.

"Vi vil gerne nå op på 5.000 kunder i år. Vi vil være den maritime søgemaskine, som løser et konkret problem for shippingbranchen," siger han.

"Succesen for Skybox afhænger alene af, om de kan få brugere nok. For jo flere brugere der er, desto flere mails behandler systemet. Det gør, at systemet lærer og bliver endnu bedre til at læse dem. Man kan tale om en sneboldeffekt. Prisen vil ikke afskrække branchen, hvis systemet virker," mener Kim Ahler.

Udviklerne arbejder nu på dels at forbedre systemet, så det kan klassificere flere mails, dels at integrere det med flere mail-systemer og andre applikationer, som shippingbranchen anvender.

Det gælder blandt andet det systemet Softmar fra amerikanske Triple Point Technology. Man taler også med Veson Nautical.
Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Gå til pleasure.borsen.dk Gadget på pleasure.borsen.dk

Seneste IT nyheder

Pleasure anbefaler