Hvad kan sociale medier skabe af værdi for min virksomhed? Hvad er effekten af en Facebook-gruppe? Hvad skal man forvente at få ud af en virksomhedsblog, og hvordan måler man succesen?

Disse og mange andre spørgsmål i relation til sociale medier er der masser af danske virksomheder, der har spurgt sig selv om de senere år. Nu skal en landsdækkende undersøgelse hjælpe med at give svarene, og virksomhederne skal selv hjælpe til.

Se tv-indslaget med Nastasha Friis Saxberg

En omfattende spørgeskemaundersøgelse skal i løbet af sommeren afdække virksomhedernes erfaringer med sociale medier – hvem har fået skabt værdi, og hvem har ikke? Hvad er de største udfordringer, og hvor ligger potentialerne?

Deltagerne får resultaterne

Det er virksomheden SocialSemantic EU, der står for undersøgelsen i samarbejde med analysevirksomheden YouGov Zapera.

De virksomheder, der deltager i undersøgelsen vil alle få resultaterne til sidst, så de kan bruges strategisk fremover, forklarer manden bag undersøgelsen, Jan Futtrup Kjær.

"Målet med undersøgelsen er at få samlet viden fra så mange spillere som muligt i forskellige brancher. Dermed kan man i sidste ende udarbejde en benchmark-rapport, så man som virksomhed kan holde sine egne tiltag inden for sociale medier op imod de andres. Både så man kan se, hvordan man præsterer i forhold til sin branche – men også for at få inspiration ved at se, hvordan de andre har formået at skabe værdi," siger Jan Futtrup Kjær.

Godt med – men ikke godt nok

Nastasha Friis Saxberg, der er rådgiver og ekspert i sociale medier mener, at de danske virksomheder allerede er godt med, når det gælder sociale medier.

Forståelsen for de muligheder, der ligger i Twitter, blogs, communities og andre typer af sociale medier er vokset markant de seneste par år, og blandt andre SKAT er kommet på Twitter og udnytter her effektivt dialogen med skatteyderne.

"Men der er stadig meget at lære, hvis man skal opnå det fulde potentiale af sociale medier," siger Natasha Friis Saxberg og peger på USA, hvor man er endnu længere fremme.

Se hele interviewet og de gode råd fra Natasha Friis Saxberg ved at klikke på indslaget ovenfor.

Fra hype til fakta

Jan Futtrup Kjær vurderer, at mange virksomheder stadig er på eksperimentalstadiet og famler lidt i blinde, når det kommer til sociale medier.

"Jeg tror, mange virksomheder er i tvivl om, hvad de vil med sociale medier, og hvad man rent faktisk kan. Og man ender ofte med at bruge sin tid forkert eller misforstår, hvad værdien er. Samtidig stresser man over, at man jo bør bruge de sociale medier. Så undersøgelsen er lidt et forsøg på at gå "fra hype til fakta", siger han.

Alle virksomheder kan deltage i undersøgelsen her.

Det gælder også virksomheder, der ikke har brugt sociale medier, men som overvejer at gøre det.

Læs mere om undersøgelsen og initiativet her på www.socialsemantic.eu.

Borsen.dk er mediepartner på undersøgelsen og vil løbende dække emnet og følge op på delresultater fra undersøgelsen.
Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Seneste IT nyheder

Pleasure anbefaler