12-06-2009 14:51 Opdateret kl. 18:52 -Han har været centrum for utallige spaltemillimeter, analyser og gisninger i et halvt år. Nu er dommen faldet og et drama af historiske dimensioner er afsluttet. For nu.

Vi har fulgt ham på afstand siden den 1. december sidste år. De første par dage virkede det som den bedst iscenesatte julekalender nogen sinde. Historien var simpelthen for kulørt til, at den kunne være virkelighed i lille Danmark. Men det var den.

Onsdag formiddag er spændingen i retslokalet på fjerde sal i Lyngby byret så tyk, at den kan skæres i skiver. De fremmødte journalister er lykkelige for deres dobbeltheld. For det første har de fået en af de kraftigt beskårede pressepladser i retten. For det andet har deres redaktør sendt dem ud til det, der på forhånd er blevet udråbt til et stykke Danmarkshistorie.

Et for et bliver medierne kaldt ind af den travle retsbetjent. Derefter bliver de menige tilhørere kaldt ind. Jurastuderende og almindeligt nysgerrige, der klamrer sig til den gule post-it seddel, de har fået i receptionen – deres adgangsbillet til at overvære et stykke Danmarkshistorie.

Mens spændingen stiger, stiger også intensiteten blandt pressekorpset. Computere bliver rigget til, der bliver bandet over problemer med at koble på det trådløse netværk, og de sidste opkald bliver lavet til redaktionerne; ”Ja, beklager, vi må kun sende noget i pauserne. Nej, jeg kan ikke sende sms'er, de insisterer på mobilerne skal være slukkede – send en mail, hvis der er noget.”

Midt i virvaret kan Stein Bagger gøre sin entré uden at nogen lægger mærke til ham. Først da han sætter sig ved siden af forsvarer Lars Kjeldsen, og én på rækkerne af journalister bemærker, at han har da godt nok tabt sig, vender al opmærksomhed sig mod hovedpersonen i den største svindelsag i nyere tid. For et kort sekund. Derefter er luften tyk af tastaturlarm, for der er nok af førstehåndsindtryk at skible ned.

Stein Bagger, manden i centrum, manden, vi fra billed- og tv-arkiverne har set som den selvsikre forretningsmand eller fitness-freaken, der med sveden piplende ned af ansigtet, var i så god form, at han kunne gennemføre et interview fra en spinningcykel, er en skygge af sig selv. Kun det velsiddende jakkesæt giver associationer til det, Bagger engang var. Nu er han en ydmyg mand på anklagebænken. Tastaturerne gløder.

Retten er sat

De bliver med enhver tydelighed klart, at det ikke er garvede retsraportere, der fylder retssalen i Lyngby, hver gang dommer Søren Hold Seerup gør sin entré. Finansjournalister i en retssal er som gennemsnitsdanskeren i kirke. Man skal rejse sig engang imellem – men er usikker på, hvornår det er. Resultatet bliver i Lyngby ret – som i kirken til et bryllup – at når dommeren kommer ind, rejser langt størsteparten sig lige dét sekund for sent, der afslører, at man ikke er på hjemmebane og skal skele til andre for at aflure, hvad der er takt og tone i en retssal.

Første dag er Baggers dag. Han skal tilstå de 61 forhold, han er anklaget for. Alt er på forhånd aftalt mellem anklager, Bagger og forsvarer, så der er ikke den store spænding om indholdet. Men giraffen taler, og det er en nyhed i sig selv. For sidst vi hørte ham tale, var han, så vidt vi vidste, stadig en succesfuld direktør i en succesfuld virksomhed. Siden da, har han kun sagt to sætninger, som offentligheden ved noget om. De faldt på en politiststation i down town Los Angeles og lød ifølge de skeptiske, amerikanske politibetjente, der hørte dem:

”I am Stein Bagger. I am a fugitive from Europe and I'm here to turn my self in.”

Men i Lyngby byret flyder talen fra Bagger i timevis. Den sætning, der lyder flest gange, er variationer over sætningen:” Jeg erkender forholdet.”

Og sådan fortsætter det gennem de 61 forhold. Afbrudt af opklarende spørgsmål fra dommeren og uddybende spørgsmål fra anklager og forsvarer, der varmer op til deres procedure dagen efter.

Der kommer mange lækre detaljer frem den dag. Danske Bank har sjusket med en underskrift. Bestyrelsesformand Asger Jensby og hans investeringsselskab JMI Invest havde altid brug for penge. Sponsoratet til Bjarne Riis' cykelhold var med til at vælte læsset. Kvinderne i Baggers liv var uskyldige ofre for hans bedrag. Den svenske forbindelse, Mikael Ljungman, havde en stor del af skylden for, at Bagger til sidst ikke kunne kontrollere hans egen leasingkarrusel.

Stein Bagger fremstår tjekket. Han har styr på sagerne, der fylder seks fyldte ringbind. Han er velforberedt og har ingen problemer med at svare, når han bliver spurgt.

Én ting lykkes det dog ikke hverken dommer eller anklager at få ud af ham – hvad er det for nogle personlige forhold, som Bagger flere gange nævner, og som han ikke vil komme nærmere ind på? Selvom de ifølge den anklagede har stor betydning for, at svindelen kom så langt ud, som den gjorde. Stein Bagger vil ikke sige mere, da det er vigtigere for ham at leve i fred og fordragelighed, når hele fadæsen er ovre, siger han.

I en journalistnæse lugter det langt væk af, at der er meget om rygterne om Stein Baggers lyssky forbindelser og det snavs, de har fået ham ud i. Afpresning og trusler er en meget plausibel forklaring på Baggers tavshed. Det kan også forklare omfanget af Baggers fusk, hvis han havde brug for at finansiere andet og andre en sin egen ekstravagante livsstil. Ingen ved det, men alle gætter.

Procedurerne

Torsdag er det anklager og forsvarers tur til at argumentere for længden af Stein Baggers fængselsophold.

Anklager Per Justesen er rimelig klar i spyttet og når uden de store svinkeærinder frem til, at Stein Bagger fortjener minimum 8 år bag tremmer.

Forsvarer Lars Kjeldsen tager de fremmødte ud i en juridisk bilagskarussel. Udover det faktum, at Bagger bør have stor rabat for at have hjulpet anklagemyndigheden i optrevlingen af sagen, bruger forsvareren to argumenter til at underbygge hans ønske om maksimalt 6 års fængsel til Bagger. Tidligere sager – fra Alberti til Thorsen – og at Baggers omgivelser har givet ham alt for let spil. Både bestyrelse, revision og bankforbindelser kommer en tur gennem Kjeldsens karrusel.

Når man går lidt tabt i Kjeldsens bilag og juridiske referencer, er der rig lejlighed til at iagttage de fremmødte i retten. Stein Baggers kone, Anette Uttenthal, der tydeligvis også har haft et hårdt halvt år. IT Factorys tidligere kommunikationsrådgiver Erik Ove, der glimrer med sit nærvær torsdag. Bubber er der også – han har fået en aftale med Stein Bagger om at lave et personligt interview til TV2. Og så er der de to allestedsnærværende politifolk, som følger Bagger hvor han går og står. De ser godmodige ud, men pistolerne der dingler i deres bælter, viser at det ikke er for sjov, de er der.

Efter et par timer når Lars Kjeldsen til slutningen af sin procedure. Der bliver åndet lettet op blandt journalisterne, der næsten ikke er i stand til at rumme flere juridiske spidsfindigheder. Dommeren kalder til frokostpause, og der breder sig en stemning af almindeligt opbrud blandt journalisterne. De fleste render ud på gangen for at lave lavdæmpede opkald hjem til redaktionerne. Det må være gammel vane, da alle jo har hørt præcis det samme og det er svært at forestille sig, at nogen har opsnappet en hemmelighed i de foregående timer i det tætpakkede lokale.

Pludselig går dagen op, og dommeren kommer tilbage i retslokalet og meddeler, at dommen bliver afsagt fredag kl. 18 – og væk er han. Finansjournalisterne ligner en stor flok spørgsmålstegn – hvad skete der lige der? Hvad så nu? Sker der ikke mere?

Svaret er nej. Og det store svar på, hvor Stein Bagger skal tilbringe de næste syv år blev afgjort fredag aften.