IT

Danmark nummer et på Facebook

26-01-2009 07:45 Danmark er nu nummer et. Med indgangen til 2009 har danskerne overhalet Canada i antal profiler pr. indbygger på netmødestedet Facebook.

34 procent af den danske befolkning har lagt et billede ud af sig selv med kontaktoplysninger på det ombejlede netværk. I Canada er det 33 procent.

Så sent som i begyndelsen af december var det danske tal på 30 procent, skriver Berlingske Tidende. I det hele taget er væksten af danske brugere eksploderet i det seneste år.

Stigning på 268 pct.

Ifølge en undersøgelse fra IT-virksomheden Komfo, der hjælper virksomheder med at profilere sig på Facebook, steg antallet af brugere alene i 2008 med 268 procent i Danmark.

Ifølge rapporten er et usædvanligt højt antal af midaldrende og ældre i Danmark brugere sammenlignet med andre lande.

"Et udpluk af gennemsnitsalderen i andre populære Facebook-lande viser, at Danmark højst sandsynligt er det land i verden med den højeste gennemsnitsalder. Blandt andet dette faktum har været med til at gøre Danmark til det største Facebook-land i verden," hedder det.

Ældre stiller krav

Direktør i Komfo, Rasmus Møller-Nielsen, finder udviklingen i alderssammensætning specielt interessant.

"Den er markant, selv når man sammenligner med lande, vi normalt sammenligner os med. Men Facebook står hermed også over for nogle store udfordringer i Danmark. De ældre brugere stiller større krav til kvalitet i indholdet," siger direktøren.

Facebook blev grundlagt som studienetværk i 2004 på Harvard Universitet i USA og blev først for alvor kendt i Danmark under valgkampen i 2007.

Her brugte statsminister Anders Fogh Rasmussen det i sin kampagne og slog udfordrer Helle Thorning Schmidt i "antal venner".

Siden har mange meldt sig for at opnummere deres antal af kontakter og forsøge at udvide deres sociale netværk. I dag er der 1.861.480 danskere, der tæller "venner" på Facebook.

Professionel facebooker

Én af dem er Michael Lemberg, der kalder sig "professionel facebooker". Han har bemærket Danmarks nye førsteplads i antallet af medlemmer og skriver på faceblogger.dk:

"Jeg gætter på, at danskernes store opbakning til Facebook skyldes, at vi også er verdens mest tillidsfulde folk. Det passer godt til den åbne og sociale mentalitet, vi møder på Facebook, og betyder at vores færden på Facebook kræver meget lille tilvænning, før vi får noget ud af det."

Det har været genstand for debat, at folk, der opretter en profil på Facebook, afskriver alle rettigheder til billeder og oplysninger.

Facebook kan frit gøre brug af eksempelvis billeder i andre sammenhænge, uden at folk kan sige fra. Det har ligeledes vist sig svært for eksempelvis efterladte at få profiler af døde familiemedlemmer slettet.

Intet af det har imidlertid dæmpet danskernes iver efter at være på Facebook.

Kilde: Berlingske Tidende
borsen statistik bnt
*****||*****Danmark nummer et på Facebook*****||*****Danmark er nu nummer et. Med indgangen til 2009 har danskerne overhalet Canada i antal profiler pr. indbygger på netmødestedet Facebook.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Mest læste IT