IT

Forgyldt IT-investor stortrives med finanskrise

Forgyldt IT-investor stortrives med finanskrise

19-05-2008 15:31 ZYB er en ren succeshistorie - for iværksættere og investorer. Mens alle taler om finanskrise og investeringstørke er ZYB-millionerne på rekordtid rullet firefold tilbage i NVP's venturekasse - og der er flere danske IT-frugter at plukke i disse krisetider.

Meldingerne kommer fra den største IT-venturefond i Danmark, Nordic Venture Partners (NVP), der beretter om gyldne tider og store IT-gevinster i sigte midt i den sitrende finanskrise.

Venturefondens dugfriske kassesucces er ZYB. For halvandet år siden skød NVP 37 mio. kr. i det danske mobilserviceselskab, som i sidste uge blev solgt til mobilgiganten Vodafone for 235 mio. kr.

"Vi har solgt vores andel for fire gange det beløb, vi investerede i ZYB, og har fået 148 mio. ud af det - det er meget godt på halvandet år," siger Henrik Albertsen, der er partner i NVP og bestyrelsesformand i ZYB, til borsen.dk.

Han vil ikke ind på, om der har været andre købere på ZYB-tapetet, men påpeger, at Vodafone var den rigtige køber til at løfte ZYB's netbaserede mobilservices ud på den internationale arena, og at prisen var helt rigtig.

ZYB-succes sætter Danmark på landkortet

Millionerne ruller nu tilbage til investorerne, hvoraf hovedparten går til venturefonden, der bl.a. tæller Danske Bank, ATP og Pension Danmark. Resten fordeles i blandt de tre ZYB-stiftere: topchefen Tommy Ahlers, der var den næststørste investor efter NVP, og Ole Kristensen og Skype-millionæren Morten Lund - der i dag er storinvestor i Nyhedsavisen - som ejede mindre andele af "succeshistorien".

"ZYB er en af de bedste start-up historier i lang tid. De sidder 20 mand i et baglokale på Nørrebro, de havde ingen omsætning, og nu er det solgt for en kvart mia. Det er da en dansk succeshistorie," siger Henrik Albertsen til borsen.dk.

"Det bør inspirere andre til at starte firmaer. Og så sætter det Danmark på landkortet, når det gælder fremtidig teknologi," tilføjer NVP-partneren.

Venturefonden investerer kun i IT-selskaber og har blandt andet kapital på arbejde i danske selskaber som Excitor, Targit og Saxotech.

Venturebranchen går fri af kreditkrise

Og Danmark har meget at byde på inden for fremtidens teknologier. Det være sig forskellige mobiltjenester og gaming - det vil sige inden for spiluniverset - ligesom enterprise software også rykker i øjeblikket, hvis man spørger Henrik Albertsen.

"Danmark er godt med inden for de her områder - vi kan måle os med de bedste i verden. siger den "gamle" ZYB-formand, der øjner flere lækkerbidskner i det danske IT-landskab.

Og investeringskroner er ikke noget problem - markedet har rigelig med velvillig kapital at byde på i øjeblikket, og venturefonde som NVP har aldrig haft det bedre end i disse kreditkrisetider.

"Vi mærker ikke kreditkrisen. Jeg mener, venturebranchen går fri. Vi har faktisk nogle af de bedste tider, vi har haft i otte år - det tør jeg godt sige. Og nu er der god 'upside' i investeringerne," siger Henrik Albertsen.

Større gevinster

Det var ellers småt med venture-gevinsterne i år 2000, men siden er det gået støt fremad, og især de senere år har der "været større upside i investeringerne", påpeger Henrik Albertsen.

Han bemærker, at NVP har solgt 11 firmaer de sidste 12 kvartaler og regner med at der i krisens tegn kommer ekstra blus på IT-handlerne.

"IT er et strategisk tilkøb, og ved dårlige tider som de her er det en god ide at lave opkøb af den slags. Der er mange muligheder, og vi mærker slet ikke kreditkrisen," slår NVP-chefen fast over for borsen.dk.
borsen statistik bnt
*****||*****Forgyldt IT-investor stortrives med finanskrise*****||*****ZYB er en ren succeshistorie - for iværksættere og investorer. Mens alle taler om finanskrise og investeringstørke er ZYB-millionerne på rekordtid rullet firefold tilbage i NVP's venturekasse - og der er flere danske IT-frugter at plukke i disse krisetider.*****||*****

Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk
Annonce:

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Mest læste IT