Investor

Hartmann-formand: Købstilbud falder til jorden
Foto : Steven Achiam

Hartmann-formand: Købstilbud falder til jorden

10-02-2012 11:30 Der kommer ikke noget købstilbud på æggebakkeproducenten Brd. Hartmann i denne omgang. Det oplyser selskabets bestyrelse i en meddelelse. Aktien falder.

Før jul blev det ellers meddelt, at bestyrelsen havde modtaget konkrete interessetilkendegivelser fra andre potentielle købere på vilkår, der var bedre end det tilbud, erhvervsmanden Thor Stadils konsoritum havde afgivet.

"De konkrete henvendelser har ikke ført til noget på nuværende tidspunkt. Det kan ikke udelukkes, at det bliver til noget senere," siger bestyrelsesformand Agnete Raaschou-Nielsen til Ritzau Finans.

Så de unavngivne interesserede købere kommer altså ikke med noget bud på Brd. Hartmann i denne omgang, og i mellemtiden er Thor Stadil-konsortiets tilbud på 95 kr. pr. aktie også udløbet.

Så aktuelt er der ingen konkret interesserede købere af selskabet, oplyser formanden.

"Det er en proces, der fortsætter. Vi har inviteret til, at interesserede parter kan henvende sig. Vi har løbende henvendelser og sonderinger. Men der er ikke i øjeblikket noget tilbud på selskabet," siger Agnete Raaschou-Nielsen.

Hartmann-aktien dykkede brat på meddelelsen, og er fredag ved 11.15-tiden faldet over 5 pct. til 104 kr.

Vil stå på egne ben

Bestyrelsesformanden understreger, at bestyrelsen fortsat arbejder med den hidtidige "stand-alone"-strategi og tror på, at Hartmann kan udvikle sig og klare sig rigtig fint som enkeltstående selskab.

Bestyrelsen afviste i december at anbefale buddet fra Thor Stadil og hans selskaber Lactosan-Sanovo og Thornico-koncernen.

Bestyrelsen vurderede, at buddet på 95 kr. pr. aktie var for lavt.

I stedet inviterede bestyrelsen andre interesserede bydere ind, og det resulterede åbenbart i så konkrete interessetilkendegivelser med håb om højere pris, at bestyrelsen fandt det nødvendigt at udsende en fondsbørsmeddelelse. Men den interesse er altså nu forduftet.

Thor Stadil sidder i dag på en ejerandel på 33,37 pct. af Hartmann, der sælger emballage til æggeindustrien. Det Stadil-ejede Lactosan-Sanovo sælger til samme branche. Selskabet sælger maskiner, der pakker, vejer og behandler æggene, før de ryger i æggebakkerne.

Thor Stadil har tidligere sagt til Ritzau Finans, at han vil være tilfreds med at øge sin ejerandel til 33 pct., hvad der altså er lykkedes.

Ritzau Finans
borsen statistik bnt
*****||*****Hartmann-formand: Købstilbud falder til jorden*****||*****Der kommer ikke noget købstilbud på æggebakkeproducenten Brd. Hartmann i denne omgang. Det oplyser selskabets bestyrelse i en meddelelse. Aktien falder.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs