Investor

Overskud ingen hindring for Sjællands hurtigste gazelle

31-10-2011 17:19 Med over dobbelt så stor en vækst som nummer to på listen indtager Naesborg A/S i Næstved en overbevisende førsteplads over de hurtigstvoksende gazellevirksomheder i Region Sjælland.

Lige godt 800 pct. er det blevet til over de seneste fire år – vel at mærke i en virksomhed, der i udgangspunktet ikke er drevet af profitmaksimering, men på den anden side bestemt ikke har noget imod at tjene penge.

“Vi har ikke noget krav til bundlinjen. Men ellers fungerer vi som et helt almindeligt aktieselskab. Vi går ikke ind i noget, hvis vi på forhånd kan se, at det vil give underskud – med mindre, det er et område, der trænger til et særligt fokus,” siger adm. direktør i Naesborg A/S, Gitte Holte Nielsen.

Det kunne f.eks. være den beskæftigelsesfremme, som var hovedforretningen, da Næstved kommune for fjorten år siden etablerede Næsborgfonden. Målet var at arbejde mere proaktivt og individuelt for at få folk i arbejde.

I 2004 blev aktiviteterne lagt ind i et aktieselskab under fonden. Dermed fik man en mere professionel bestyrelse samt en mere forretningsmæssig tilgang til dét at matche ledige borgere med egnede, lokale virksomheder.

Jobservice fik i 2007 følgeskab af et nyt forretningsben, handicapservice. Og det har æren for, at Naesborg løber fra alle andre gazeller i regionen.

Princippet er enkelt. Når en kommune har bevilget en handicappet hjælp i eget hjem, kan den pågældende selv vælge, hvem der skal levere den. Det kan så være alt fra enkle opgaver til 24 timers assistance hos dem, der ikke kan klare sig selv.

Her er Naesborg blot én af flere muligheder – hvilket betyder, at virksomheden skal markedsføre sig over for både kommunerne og de handicappede selv. Og gør det.

Det er lykkedes i en grad, så man som en mindre spiller på markedet har været i stand til stort set at fordoble bruttoresultatet år for år.

Men det er slut fra i år, hvor der i hvert fald ikke bliver tale om en fordobling. Desuden er der udsigt til, at førskat-resultatet vil falde, fortæller Gitte Holte Nielsen.

“Vi presses på priserne – især på jobservice,” siger hun.

En væsentlig årsag er her den voksende skepsis over for de aktiveringskurser, hvor ledige kastes ud i mere eller mindre begavede projekter – i håbet om at de så bliver klar til arbejdsmarkedet.

For Naesborg er det specielt ærgerligt at blive ramt på den konto, eftersom man aldrig har udbudt den slags kurser.

Og selv om virksomheden ikke er sat i verden for sat skabe profit, så er et vist overskud alligevel ønskeligt. Internt kan det nemlig flyttes rundt i systemet, så de gør størst mulig gavn. Og det er et godt princip, mener direktøren.

“Jeg ser det som et privilegium at skulle hjælpe mennesker – snarere end udelukkende at skumme fløden,” siger hun, der selv er fra Næstved og har en fortid som revisor hos PwC.

Vækst er heller ikke noget mål i sig selv. Alligevel er Naesborg gået i gang med at øge kapaciteten på sine administrative systemer.

“Det er nødvendigt, hvis vi skal have væsentligt flere mennesker ind. Og jeg tror på, at vi om tre-fire år sagtens kan være dobbelt så store,” siger Gitte Holte Nielsen, som i dag har ca. 200 medarbejdere, der udfører omkring 90 årsværk i en række sjællandske kommuner.
borsen statistik bnt
*****||*****Overskud ingen hindring for Sjællands hurtigste gazelle*****||*****Med over dobbelt så stor en vækst som nummer to på listen indtager Naesborg A/S i Næstved en overbevisende førsteplads over de hurtigstvoksende gazellevirksomheder i Region Sjælland.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs