Investor

Islandsk guldæg klar til at udklække
Foto : Össur

Islandsk guldæg klar til at udklække

06-09-2010 13:09 Islandske Össur har rystet sig fri af hjemlandets krise efter et succesfuldt år som børsnoteret i Danmark. Proteseproducentens finanser viser storform, og branchen står ved skillevej, der kan forgylde Össur.

Mens økonomiens sammenbrud på Island har knækket størstedelen af øens erhvervsliv, har Össur ikke været til at stoppe. Opjusteringerne har stået i kø, og beslutningen om at blive børsnoteret i Danmark har her på et-års fødselsdag løftet aktiekursen over 80 pct.

Ifølge aktieanalysechef Niels Granholm-Leth fra SEB Enskilda er der flere gevinster i vente. Derfor anbefaler han investorer at købe aktien, der er tynget af sin islandske arv.

"Det er en fantastisk interessant investeringscase, og det vil selskabet fortsætte med at være i mange år endnu. Aktien blev børsnoteret på et meget lavt niveau og er stadig relativt billig i forhold til andre medico-selskaber," siger Niels Granholm-Leth til borsen.dk.

Nordea: Værdien matcher aktien


Han peger på, at selskaber som Coloplast, Ambu og William Demant handles til 20-25 gange deres indtjening (PE-værdi), mens Össur-aktien kun handles til 14-15 gange indtjeningen.

Mens SEB Enskilda har en købsanbefaling på Össur, har senioraktieanalytiker Kristian Marthedal fra Nordea en salgsanbefaling på aktien.

Men det betyder ikke, at Nordea er negative over for Össurs forretningsmodel og potentiale. Selskabets gode udvikling er ifølge Kristian Marthedal i dag afspejlet i den nuværende aktiekurs – derfor en salgsanbefaling på aktien fra Nordea.

Nye produkter skæpper i kassen


Men SEB's Niels Granholm-Leth henviser til udviklingen inden for proteser, hvor han ser Össur som den store vinder.

Össur og en tysk familieejet producent er i gang med at rulle en ny generation af proteser ud på markedet. Den nye generation bygger på biotiske produkter i stedet for mekaniske produkter, og fordelene er til at få øje på.

I den biotiske løsning får protesepatienterne reelt en lille computer i knæet, forklarer aktieanalysechefen. Det betyder blandt andet, at patienterne kan gå mere naturligt op af trapper og dermed undgå rygskader.

I dag er 15-20 pct. af det samlede marked biotiske proteser, og andelen af de nye modeller er stigende. Da pris og kvalitet hænger sammen, er der stor grund til, at Össur – og investorerne – kan gnide sig i hænderne.

"De nye protesers prispræmie er tre til fem gange højere end de mekaniske produkter. Det er en teknologisk opgradering i stil med høreapparatindustrien i 1990'erne, hvor man gik fra analog til digital," konstaterer Niels Granholm-Leth.

Kamp om det globale herredømme


Det er også en af grundene til, at William Demant – og dermed Oticon Fonden – er gået ind som langsigtet investor i Össur med 33 pct. af aktierne, mener analysechefen. Det bekræfter Niels Jacobsen, der er adm. direktør i William Demant.

"Vi gik efter at finde en virksomhed, som i form og natur minder om høreapparater. Proteser ligner ikke høreapparater, men er også en global forretning med virksomheder i mange lande. Desuden er Össur som William Demant en stor spiller på sine markeder," siger Niels Jacobsen til borsen.dk.

Høreapparatproducenten William Demant har været medejer af Össur siden 2004 og har ingen planer om at indkassere sin gevinst trods den guldrandede børsdebut.

"Vi har valgt at investere ud fra et ønske om at være i forretningsområdet i lang tid, så vores investering i Össur er langsigtet," fastslår William Demant-topchefen.

Krigsofre sikrer tilskud


Hvert år får omkring 400.000 personer i Nordamerika og Europa amputeret ben, og her står diabetikere for langt hovedparten – over 80 pct. Blot i omegnen af 5 pct. af tilfældene skyldes ulykker.

Men vejsidebomber fylder godt i medierne, og angreb på soldater i Irak og Afghanistan står højt på dagsordenen verden over. Det modvirker den generelle tendens, hvor lande skærer ned på tilskud til medicin og hjælpemidler for at rette op på deres økonomier.

"Fokus på soldaterne er med til at understøtte den politiske opbakning til proteser, og derfor er tilskudsniveauerne til nye bioniske ben ret høje," påpeger Niels Granholm-Leth.

Læs mere om Össur-aktiens fødselsdag og se tv-interviewet med adm. direktør Jon Sigurdsson fra Össur, der har taget turen fra Island til Børsen tv's studie for at se fremad mod Össurs kommende udfordringer og muligheder.
borsen statistik bnt
*****||*****Islandsk guldæg klar til at udklække*****||*****Islandske Össur har rystet sig fri af hjemlandets krise efter et succesfuldt år som børsnoteret i Danmark. Proteseproducentens finanser viser storform, og branchen står ved skillevej, der kan forgylde Össur.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs