Investor

BP risikerer syv års karantæne i Golfen

15-07-2010 16:01 Efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf får BP den ene lussing efter den anden.

Katastrofen har skadet selskabets renommé gevaldigt, og man har allerede bekostet milliarder af dollar på at stoppe udstrømningen af olie, og det er før, man er gået helt i gang med det egentlige oprydningsarbejde, som skønnes at komme til at koste tocifrede milliardbeløb i dollar.

Nu må det britiske olieselskab så også lide den tort, at en ny regel, som i praksis vil holde selskabet ude af Golfen i syv år, er blevet vedtaget. Den nye regel nævner som sådan ikke udtrykkeligt BP, men den er snedigt skruet sammen på en sådan måde, at lige netop BP ryger ud i kulden, skriver BBC.

Det er komiteen for 'nationale naturressourcer' i den amerikanske kongres, der har stemt for en regel, som udelukker virksomheder med en dårlig historik inden for arbejdsmiljø og sikkerhed fra at få tilladelse til ny olieefterforskning i USA.

Det præcise krav lyder på, at har man gennem de seneste syv år haft ti dødsfald eller mere, så kan man ikke få grønt lys fra de amerikanske myndigheder.

Da boreplatformen Deepwater Horizon den 20. april i år eksploderede og gik i brand, for senere at synke helt, døde 11 arbejdere ombord.

Kravet i udkastet til de nye regler er dog, alligevel, at dødsfaldene skal være sket i forbindelse med boringer på produktionsfaciliteter eller raffinaderier. Og dødsfaldene skal være sket i forbindelse med overtrædelse af amerikanske sikkerhedsregler. Det sidste er endnu ikke fastslået omkring ulykken på Deepwater Horizon.

BP har i forvejen påtaget sig skylden for en ulykke i Texas i 2005, hvor 15 oliearbejdere omkom.

Et forbud vil ganske vist ikke påvirke BP's nuværende faciliteter i USA, men netop Den Mexicanske Golf er utrolig vigtig for fremtidens olieefterforskning.

"Nordamerika og Den Mexicanske Golf er en af hjørnestenene i deres strategi for fremtiden," siger Evgenvy Solovyov, analytiker hos SG Securities til BBC.

I dag kommer cirka 10 pct. af BP's produktion fra Golfen, og det var ventet, inden katastrofen, at andelen derfra ville stige de kommende år.

Først skal den nye lov dog vedtages. Både af Senatet og Repræsentanternes Hus, inden den skal godkendes af præsident Barack Obama. Og det er ikke sikkert, det sker, påpeger Solovyov.

For den hjemlige olieproduktion er af strategisk stor betydning for USA, som i 2009 så sin produktion vokse med den største hast i 40 år.

Og det var blandt andet BP's skyld, for selskabet er den mest aktive dybvandsaktør i Golfen og derfor også ret svær at erstatte med et andet selskab.

"Mindre selskaber vil ikke ønske at deltage nu. Det er for risikabelt for dem, hvis en lignende katastrofe kan bringe et selskab af BP's størrelse i knæ," vurderer analytikeren.

Chevron og Shell er også meget aktive i Den Mexicanske Golf, mens Exxon Mobil, der er verdens største olieselskab, kun har aktiviteter i mindre omfang i regionen.

Et andet element i forslaget er, at man får karantæne i ligeledes syv år, hvis man har fået en bøde på over 10 mio. dollar for at overtræde de amerikanske miljøregler.

Dette vil også ramme BP, som oplevede et større olieudslip i Prudhoe Bay i 2006, men i forlængelse af katastrofen efter Deepwater Horizons eksplosion har det dog vist sig, at mange gamle boringer - ikke bare BP's - måske ikke lever op til reglerne og har lækket olie i årevis. Og det kan ramme en række andre selskaber.

Nyhedsbureauet Direkt
borsen statistik bnt
*****||*****BP risikerer syv års karantæne i Golfen*****||*****Efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf får BP den ene lussing efter den anden.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs