Investor

Kursfald truer obligationerne i 2010

05-01-2010 13:53 Obligationsmarkedet har mistet status som sikker havn ved indgangen til 2010.

Financial Times bringer tirsdag dystre spådomme fra en af verdens største obligationsfonde, amerikanske Pimco, om udsigterne for amerikanske og britiske statsobligationer.

Det sker som forsidestof, og der er ifølge senioranalytiker i Danske Bank, Peter Possing Andersen, god grund til at lægge mærke til budskabet: At Pimco nu, ligesom en lang række andre fonde, skærer ned for eksponeringen over for de tidligere så stensikre britiske og amerikanske statsobligationer.

Danske Bank bekymret

Signalet er nemlig ikke til at tage fejl af. Pimco ser risiko for kursfald og rentestigninger, og det er en bekymring Danske Bank deler, både når det kommer til lange amerikanske og danske statsobligationer.

"Jeg tror faktisk ikke, at obligationer vil være en sikker havn i 2010. Det er også derfor, at man har den forside i Financial Times i dag. Vi har haft centralbankens (Federal Reserves, red) ord for, at den ville holde de lange renter i ave, og det begynder at ændre sig, når vi kommer et stykke hen på året," vurderer Peter Possing Andersen, der har speciale i det amerikanske obligationsmarked og rentestrategi.

Den øgede usikkerhed i obligationsmarkedet skyldes, at Federal Reserve ligesom Bank of England, har holdt obligationsmarkedet i en form for kunstig respirator gennem 2009.

Har ikke stået på egne ben

Det er sket via store tilbagekøb af obligationer i en periode, hvor de gældstyngede lande har måttet sælge mange nye obligationer for at finansiere hjælpeprogrammer og statslige budgetunderskud i kølvandet af finanskrisen.

Med andre ord har obligationsmarkedet ikke endnu prøvet at stå på egne ben under den økonomiske krise.

Alene i USA har centralbanken købt statsobligationer tilbage for 300 mia. dollar, men måske endnu vigtigere slugt stort set samtlige nyudstedte boligobligationer.

Alene tilbagekøbsprogrammet for såkaldte mortgage backed securities, eller pakker af realkreditobligationer, er på 1250 mia. dollar.

Hertil kommer, at centralbanken har købt stort set al den gæld realkreditinstitutterne Fannie Mae og Freddie Mac har udstedt under et program til en værdi af 175 mia. dollar.

Netop centralbankens støtteopkøb af boligobligationer vurderer Danske Bank har den største del af æren for, at renten også i statspapirmarkedet har været holdt kunstigt nede, da investorerne har måttet søge andre græsgange end boligobligationsmarkedet.

Derved har Federal Reserve formået at holde renten lav og modvirke, at de lange renter afspejlede forventninger om store nyudstedelser i de kommende år til finansiering af statens budgetunderskud.

Men det vil ændre sig, når Federal Reserves tilbagekøb af realkreditobligationer efter planen afsluttes med udgangen af marts

"Vi tror, at renterne kommer til at stige hen over året. Der bliver ikke tale om, at renterne kommer til at eksplodere, men der kan godt komme nogle perioder med relativt kraftige udsving. Et af de tidspunkter, hvor det kan ske, er netop når vi nærmer os afslutningen på tilbagekøbsprogrammet," forklarer Peter Possing Andersen.

Danske Banks modeller viser en stigning i den tiårige, amerikanske rente fra 3,8 til 4,2 pct. på 12 måneders sigt.

Og det vil ikke gå bedre herhjemme i det tiårige segment, hvor renten ifølge Danske Banks skøn formentlig vil være steget nogenlunde tilsvarende til 4,15 pct. ved udgangen af 2010 mod 3,65 pct. i dag.

"Men man skal huske på, at det er en form for gennemsnitsskøn, og der kan sagtens komme større udsving end det. Men vi tror ikke på, at der går panik i markedet, og at renten kommer op i 5 eller 6 pct. Det er ikke et scenarie, vi arbejder med, forklarer Peter Possing Andersen og tilføjer:

"Men det hele er meget usikkert, for man skal huske, at vi ikke har været i en tilsvarende situation før med så mange nyudstedelser samtidig med, at centralbankerne har købt så mange obligationer op. Så vi kommer først til at se den reelle effekt af udstedelsespresset, når vi kommer længere hen på året," vurderer Peter Possing Andersen.

Han regner med, at Federal Reserve vil holde fast i de realkreditobligationer og statspapirer, den har købt op under stimulusprogrammerne.

Markedet vil formentlig også være mere interesseret i at købe nyudstedte boligobligationer end de gamle varer, som Federal Reserve ligger inde med, da man nu må forvente, at der er strammet op på kreditgivningen til amerikanske boligejere.

Men hvordan den amerikanske boligrente rent faktisk vil udvikle sig er usikkert, og en af de ting Danske Bank vil holde skarpt øje med i 2010, er netop udviklingen i spændet mellem amerikanske statsrenter og boligrenter.

Udvides spændet vil det alt andet lige medvirke til at trække også statsrenterne højere.

Dertil kommer muligheden for yderligere pengepolitiske stramninger i USA ud over stoppet for opkøb af obligationer på markedet.

Pimcos Paul McCulley med titel af managing director vurderer i nytårsbrevet publiceret på fondens hjemmeside, at selv om han ikke venter, at Federal Reserve hæver den toneangivende rente i 2010, så vil året formentlig byde på en stramning af bankens retorik om renteudsigterne.

Og i den forbindelse hersker der ægte usikkerhed om, hvor hurtigt og hvor kraftig markedet vil forudse, at processen for en pengepolitisk stramning rent faktisk bliver.

"Vores mavefornemmelse er, at på det tidspunkt, hvor Federal Reserve ændrer sit ordvalg det mindste, så vil det være en meget ubehagelig oplevelse, fordi markedet har meget lille tålmodighed og meget stor fantasi," lyder det fra Paul McCulley.

Men hvad skal den private investor med penge på kistebunden så gøre, hvis aktiemarkedet og indskud på bankkonti ikke er et alternativ, og obligationer er det yndede opsparingsobjekt?

"Med klart større risiko for, at renten stiger snarere end den falder, så vil jeg være forsigtig med at købe obligationer med lang varighed i 2010. Det skyldes, at rentefølsomheden på dem er relativt stor. Så jeg vil lægge mig ind på kurven og ligge i relativt korte papirer, hvis jeg skulle placere penge på obligationsmarkedet," vurderer Peter Possing Andersen.

Han konstaterer, at der altid er en ret stor afsmittende effekt fra de lange amerikanske renter på de tilsvarende, europæiske renter, mens korte amerikanske og europæiske renter ikke er helt så tæt forbundne.

"Der drejer det sig mere om signalerne fra Den Europæiske Centralbank, er vurderingen."

Nyhedsbureauet Direkt
borsen statistik bnt
*****||*****Kursfald truer obligationerne i 2010*****||*****Obligationsmarkedet har mistet status som sikker havn ved indgangen til 2010.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs