Investor

Gazellevinder: Avlssvin sællert i Tyskland

22-09-2009 10:14 Produktet er af den absolut højeste kvalitet globalt. Det er parret med en stor mængde faglig viden, stolthed og evnen til at løbe stærkt gennem de seneste otte år.

Sådan er den korte historie bag den sønderjysk baserede virksomhed, Breeders of Denmark A/S, der begyndte tilværelsen som et garage-firma med den nuværende adm. direktør Jan Lembke-Jensen som entrepreneur og igangsætter.

Breeders of Denmark med hovedsæde i Haderslev, beskæftiger sig med eksport af avlssvin, især hundyr, der udgør produktionsapparatet og grundstammen i en svinelandmands virksomhed.

De seneste år er det gået virkelig stærkt for Breeders of Denmark A/S, så selskabet i 2009 har bragt sig selv op i toppen som den absolut hurtigst voksende gazellevirksomhed i Sønderjylland med et samlet vækst i bruttoresultatet på 670,8 pct. gennem de seneste fire år.

Sidste år blev det med en samlet vækst på 588 pct. til en placering som nummer to blandt de hurtigst voksende gazeller i Sønderjylland.

"Jeg er glad for, at det går så godt for os," siger Jan Lembke-Jensen, hvis virksomhed nu beskæftiger 24 medarbejdere. Det er 10 mere end for blot et år siden.

Virksomheden står stærkt på det tyske marked og sidder på 70 pct. af de danske avlssvin, som sælges til tyske producenter af slagtesvin. Og Breeders of Denmark har fire hovedprodukter:

* Krydsningshundyr,
* Renracede hundyr,
* Orner
* Hele færdige pakker (foruden dyr køber kunden management m.v.)

Et typisk krydsningshundyr koster 2000 kr., mens de renracede hundyr koster op mod 4000 kr. Til gengæld er orner – (hangrisene) – de rene guldklumper. De koster typisk 10.000 til 20.000 kr. Typisk er det, at en hungris, der producerer i tre år, får op mod 27 smågrise årligt.

Breeders of Denmark A/S har i øjeblikket 31 leverandører i Danmark. De syv producerer orner, mens resten producerer hundyr. Lige nu er 18 andre danske landmænd på venteliste hos Breeders of Denmark.

"Vi er og vil være et seriøst firma, som kun tager nye leverandører med, i takt med at vi kan finde afsætning til dyrene," forklarer Jan Lembke-Jensen og tilføjer, at firmaet i øjeblikket sender 1000 avlsdyr ud over landets grænser hver eneste uge.

Hver eneste læsning foregår under nøje kontrol af en dyrlæge, og sådan at grisene lukkes ind i lastbilerne i mindre hold. Det giver den nødvendige tryghed, og små fem minutter efter at chaufføren er begyndt at køre, sover svinene.

For nogen tid siden, da Børsen var på besøg i firmaet, skulle der sendes 127 avlsdyr af sted til flere aftagere i Tyskland fra en SPF-besætning i Løjt Kirkeby lidt uden for Aabenraa.

Jan Lembke-Jensen henter 90 pct. af virksomhedens omsætning på det tyske marked. Det er også her, at Breeders of Denmark har de fleste agenter. Tre i alt, men der er en i hver af fem andre lande. Det er Belgien, Polen, Rusland, Tjekkiet og Italien.

"Vi leverer ikke mange dyr til Italien. Vi har en stor kunde i støvlelandet, og han er god og overholder vores betalingsbetingelser. Men ellers har jeg det ikke særlig godt med den forretningsmoral og den kultur, som jeg synes italienerne er i besiddelse af. De mener for eksempel lige gyldigt hvad, at de har tre måneders betalingsfrist. Når de mener det, så kan vi ikke rigtig lege sammen," siger Jan Lembke-Jensen og forklarer, at Breeders of Denmark kører med et ekstremt åbent prissystem.

"Det er i hvert fald sådan, at alle skal kunne følge med i prisdannelsen, idet dyr med den og den sundhed og alder koster det og det," forklarer Jan Lembke-Jensen og fastslår, at avlsdyrene typisk har en alder på 26 uger og vejer 100 kilo.

I øjeblikket har Breeders of Danmark ikke mange egentlige konkurrenter. De fleste af konkurrenterne har også smågrise med i kataloget.

"Vi beskæftiger os udelukkende med avlsdyr, og jeg etablerede virksomheden tilbage i 2001, fordi jeg var sikker på, at jeg kunne gøre det bedre, end dem der var på markedet på det tidspunkt," siger Jan Lembke-Jensen.

Direktøren, der har sin kone, Birgit ansat som logistikchef, forudser, at Breeders of Denmark om fem år vil være dobbelt så stor, som det er nu.
borsen statistik bnt
*****||*****Gazellevinder: Avlssvin sællert i Tyskland*****||*****Produktet er af den absolut højeste kvalitet globalt. Det er parret med en stor mængde faglig viden, stolthed og evnen til at løbe stærkt gennem de seneste otte år.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs