Investor

Mærsk i gigantisk aktieudsalg

02-09-2009 07:43 Opdateret 08:19 - A.P. Møller-Mærsk vil rejse ni milliarder kroner ved at sælge ud af egne aktier. Pengene skal bruges offensivt.

Samlet sættes op mod 6 pct. af det store danske rederis B-aktier til salg på børsen, hvor både de store professionelle investorer og de mindre børshandlende får mulighed for at købe op.

Formålet med det gigantiske - og uventede - aktieudsalg er at skaffe penge i kassen i en tid, hvor økonomien fortsat ikke fungerer normalt, lyder meldingen fra topchef Nils Smedegaard Andersen.

Vil være klar til opkøb

Kort sagt vil topchefen gerne have pengene parat til at rykke på gode investeringsmuligheder i en tid, hvor han ikke kan regne med, at bankerne kan levere dem.

"Med salg af egne B-aktier får vi styrket vores finansielle råderum og øget vores beredskab til at udnytte eventuelle attraktive investeringsmuligheder, der måtte opstå i kølvandet på den økonomiske krise," udtaler Nils Smedegaard Andersen i en meddelelse fra rederiet.

Udsalget hænger ikke sammen med, at A.P. Møller-Mærsk fattes penge, understreger topchefen, der åbner døren for, at han i fremtiden vil rejse yderligere kapital andre steder end i de pressede banker.

"Vi har stort set alle vores nuværende investeringer finansieret, men verdensøkonomien og lånemarkederne er i en usædvanlig situation. Provenuet fra aktiesalget vil i sig selv reducere firmaets lånebehov og samtidig øge selskabets attraktivitet som eventuel fremtidig obligationsudsteder," udtaler han.

I alt planlægges salg af 250.340 stk. egne B-aktier, hvilket ved gårsdagens lukkekurs har en værdi af 9,2 mia. kr.

Aktiesalget foregår i dag og ventes afsluttet inden markedets lukning. Blandt finanshusene bag salget er Cheuvreux Nordic, Enskilda og Nordea, erfarer borsen.dk.
borsen statistik bnt
*****||*****Mærsk i gigantisk aktieudsalg*****||***** Opdateret 08:19 - A.P. Møller-Mærsk vil rejse ni milliarder kroner ved at sælge ud af egne aktier. Pengene skal bruges offensivt.*****||*****


Deltag i debatten

Felter markeret med * skal udfyldes

Dit indlæg er modtaget

Du skal via din mail godkende det link vi har sendt dig for, at indlægget kan blive vist på borsen.dk.
Med venlig hilsen
borsen.dk
Luk

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Seneste blogs