Generelt Af
Det danske aktiemarked startede ugen med mindre kursfald, hvor Mærsk, NKT og Bavarian Nordic var med til at trække ned.

C25-indekset steg det meste af mandagen, men stemningen vendte ud på eftermiddagen, og facit blev et fald på 0,3 pct. til 1099,79.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, beskyldte mandag eftermiddag Kina og Rusland for kunstigt at holde deres valutaer svage og pustede derfor lidt til den igangværende handelskonflikt.

"Det er et lidt afventende marked, som fortsat ser frem mod impulser fra den amerikanske regnskabssæson senere i denne uge," siger Martin Munk, der er aktierådgiver i Jyske Bank.

"Samtidig lever markedet i skyggen af det geopolitiske spil, der kører i øjeblikket," siger han.

Bavarian til bunds


Biotekselskabet Bavarian Nordic endte i bunden af C25-indekset med et kursfald på 2,6 pct. til 165,15 kr. sammen med NKT, der dykkede 2,2 pct. til 187,50 kr.

Kabelproducenten har varslet, at 2018 bliver et overgangsår, hvorefter der er udsigt til bedre resultater i 2019, men ABG Sundal Collier har mistet tålmodigheden og sænket anbefalingen til "hold" fra "køb".

"Vi er ikke helt så sikre på, at aktiviteten stiger i 2019. Vi frygter, at det kommer til at tage længere tid, før at projekterne materialiserer sig," siger børsmægler Anne Sophie Riis.

Mærsk var også under pres, og B-aktien faldt 1,9 pct. til 9000 kr., hvilket øgede årets kursfald til 17 pct.

"Mærsk har haft det svært på det seneste, hvor der har været svære markedsforhold, og samtidig kører teamet omkring handelskrig. Der virker ikke til at være den store interesse i at gå ind i aktien lige nu, selv om den er faldet en del," siger Martin Munk fra Jyske Bank.

Goldman sænker anbefaling på Chr. Hansen


Der var også pres på Chr. Hansen i mandagens handel, efter at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs sænkede anbefalingen til "neutral" fra "køb". Aktien lukkede 0,6 pct. lavere i 539,80 kr.

I toppen af C25 endte William Demant og GN Store Nord med stigninger på henholdsvis 1,2 pct. til 229,40 kr. og 0,9 pct. til 209,70 kr.

SEB løftede anbefalingen af GN til "hold" fra "sælg", mens banken gentog sin salgsanbefaling for WDH, men hævede kursmålet til 185 kr. fra 170 kr.

ISS fik også analytikerfokus, da Sydbank løftede anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" efter en svag start på 2018 for servicekoncernens aktie. ISS-aktien steg 0,3 pct. til 211,30 kr.

Uden for C25 var softwarevirksomheden Cbrain i fokus, da selskabet har vundet et udbud i Tyskland, hvilket løftede aktien 5,3 pct. til 37,90 kr.

Schouw-aktien steg 3,8 pct. til 616 kr., efter at Nykredit hævede anbefalingen af aktien til "køb" fra "sælg".

Nordjyske Bank var under luppen hos ABG Sundal Collier, der har skåret anbefalingen til "hold" fra "køb" og løftet kursmålet til 200 kr. fra 130 kr.

Banken ser dog fortsat mulighed for, at Jyske Banks købstilbud på 190 kr. per aktie bliver overgået. Nordjyske Bank-aktien steg 0,3 pct. til 186 kr.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Amerikansk havnegigant hopper med på Mærsks blockchain-satsning

Bitcoin-forbryder flygter fra Island på samme fly som statsministeren

Sort guld i kæmpe comeback: Olien rammer højeste pris siden 2014

Privatinvestor forudså nedturen og solgte alt - nu er han tilbage

IMF advarer om rekordhøj gæld

Aktier: Nordea topper positivt C25 efter løftet anbefaling

Amazon-høvding i afslørende investor-brev: "En ting jeg elsker ved kunderne er, at de altid er guddommeligt utilfredse"

Efter aflyst TDC-bryllup: Mediegigant forfremmer dansk direktør

Fusionsbank angriber Spar Nord i baghaven: "Håber, at Spar Nord siger øv"