Californisk flammehelvede dræber 23 og ødelægger 3500 bygninger
Foto: Scanpix/Josh Edelson
Generelt Af
En række voldsomme naturbrande i det nordlige Californien er fortsat ude af kontrol.

Vinden er taget til i styrke, og det giver næring til flammerne, som har ødelagt tusindvis af boliger og dræbt 23 mennesker.

Størstedelen af de omkomne er fra Sonoma County. Her var 13 døde onsdag aften amerikansk tid.

Derudover er mindst 180 personer kommet til skade, og hundredvis er meldt savnede.

Det er det største antal dødsofre for naturbrande i delstaten siden 1991, da 25 mennesker omkom i Oakland Hills.

Den værste naturbrand i Californien fandt sted i 1933, da 29 mistede livet i Griffith Park i Los Angeles, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Denne gang hærger hovedparten af de mange naturbrande Californiens berømte vindistrikter nord for San Francisco.

Siden ilden brød ud søndag aften, har flammerne bredt sig over flere 280 kvadratkilometer. Mindst 3500 hjem og forretninger er blevet ødelagt i skovbranden.

Brandfolk er fortsat ude af stand til at få inddæmmet flammerne.

Tusindvis er på flugt fra ilden, og onsdag beordrede myndighederne en hel by evakueret. Calistoga, som byen hedder, har godt 5000 indbyggere.

I naboamtet Sonoma er dele af byen ved samme navn blevet evakueret. Det samme gælder for Boyes Hot Springs.

Politi har advaret beboere om, at vind kan få naturbrandene til at skifte retning, så flammerne får direkte kurs mod Sonoma og byens befolkning på 11.000.

- Det er rigtigt slemt. Den vil brænde som et stearinlys, siger en af byens beboere.

Alle frygter, at vinden vil blive endnu kraftigere. Det er vindstød, som sender gløder fra brande videre til nye områder, som så bliver antændt.

Lav luftfugtighed og knastørt vejr i området giver ild optimale betingelser for at sprede sig.

- Tag ikke fejl. Det er en alvorlig, kritisk og katastrofal begivenhed, siger Ken Pimlott, chef for Californiens myndighed for skov- og brandbeskyttelse.

Ifølge brandvæsnet i delstaten er antallet af brande onsdag steget til 22 fra 17 tirsdag.

- Det her er en af de største og mest alvorlige, og det er ikke slut endnu, siger Californiens guvernør, Jerry Brown, på et pressemøde.

Omkring 8000 brandfolk og andet personale bekæmper flammerne. Desuden vælter hjælp ind fra andre delstater som Arizona, Nevada, Oregon og Washington.

/ritzau/

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Hver tredje møder syg på arbejde

Sponsoreret af
Danica Pension

Forsiden lige nu


Nationalbanken: Bitcoins ligner glasperler

Analyse: Nogen der har en pels til Moberg?

Ny it-boss hos Bankdata klar til kamp mod og med Apple

Eksperter: Websider holder en dør på klem for hackere

Helle Ib: Mon erhvervslivet savner Helle Thorning?

Lundbeck strøg til tops i dagens C20-kapløb

Kommende Nets-ejer vil holde på Bo Nilsson i mange år

Nordea hyrer generaldirektør fra ECB's tilsyn

Det holder investeringsøkonomen øje med tirsdag