Cheftræneren: Derfor løber jeg helst i bjergene
Eventyr, udfordring og ro! Løb i bjergene har det hele, mener Børsen-bloggeren Bjarke Kobberø
Foto: Asmus Norreslet
Generelt Af ,
Motionsblog - Vores Master Performance-forløb, der nu kører på fjerde år i samarbejde med Børsen, har fra starten i høj grad handlet om at bringe deltagerne på toppen. På toppen af deres fysiske og mentale præstationsevne som det initielt drivende, men i høj grad også sundheds- og overskudsmæssigt.

Det har handlet om at bestige tinder – både bogstaveligt og i overført betydning. Denne uges blog tager primært afsæt i den geografiske vinkel, men på mere eller mindre elegant vis føres det over i et bud på svaret til det store spørgsmål: Hvorfor dog tosse rundt i naturen på den måde!?

Vi startede ud med at indtage Islands vulkaner, gletchere og rå natur i 2014. I 2015 gik turen til Marokko og Atlas-bjergene, hvor højdepunktet på mange måder var 42 km til fods henover en bjergtop i 3500 m højde. 2016 bød på 100 km løb gennem det smukke og meget varierede skotske højland. I år er målet Chamonix og Mont Blanc-området med løb og klatring i alpint terræn.

Selvfølgelig har det fysiske og teoretiske indhold i alle vores Master Performance-forløb været af stor betydning for os. Men mindst lige så meget vægt har vi lagt på at finde de rigtige destinationer. Destinationer, der formår at forene ønsket om at være dragende, eventyrlige, udfordrende, tilgængelige og spektakulære. Når jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo når jeg skriver en blog – har vi lykkedes rigtig godt med de foregående tre år.

Island, Marokko og Skotland har været vidt forskellige oplevelser. Både fordi de fysiske udfordringer har været forskellige (løb, vandring, MTB mm) men bestemt også fordi de naturmæssige rammer alle tre steder har været unikke og uforglemmelige.

Læs også: Skotland blæser løbere ud af komfortzonen


Men hvad er det der er så dragende ved at forcere bjerge og vulkaner, som har endt med at være et gennemgående tema i disse tre år?

Hellere natur end byløb

Vi oplever, ikke mindst med vores XTERRA-stævner, en stadig stigende trend mod at søge væk fra de traditionelle byløb og ud i naturen. Jeg har tidligere ytret mig mere eller mindre begavet om det på nærværende side, men i grove træk er jeg overbevist om at det primært skyldes to forhold:

1) I mange år har især marathon været "must do" og hypet som den udfordring, der stod som den ultimative skalp. Af gode grunde er et marathon (uden at ønske at underkende det på alle måder flotte i at gennemføre dette) blevet mere main stream, og der er en tydelig trend mod at der nu skal mere og/eller andet til for at høste samme anerkendelse og tilfredsstillelse, som marathon gav i "gamle " dage.

2) I en tid hvor rigtig meget måles på resultater, og gøres op i konkrete tal, kan det være fantastisk berigende at smide de faste rammer, lade humør og motivation styre slagets gang – og at åbne alle sanser overfor den natur vi befinder os i og bevæger os igennem.

Ikke vildere, længere og mere ekstremt


Lad mig skynde mig at slå fast at jeg ikke er tilhænger er at det hele tiden gælder om at det bare skal være vildere, længere og mere ekstremt før det 'rykker'. I min bog er alle fysiske præstationer seje og respektindgydende, så længe de er udtryk for at der er ydet en stærk forberedende indsats, med en udviklende udbytterig proces som det essentielle.

Afhængig af udgangspunktet kan det at løbe 5 km derfor være akkurat lige så godt som at have krydset indlandsisen nøgen.

Bjergene trækker

Jeg har altid været meget draget af især bjerge, og det at forcere dem enten til fods eller på cykel. Jeg synes egentlig ikke jeg kan sætte fingeren på én afgørende grund til det, ligesom jeg heller ikke har fundet ét gennemgående svar hos alle dem jeg har coachet og fulgt mod bjergrige togter. Men skal det koges ned er følgende tre aspekter de centrale:

1) Eventyret
Meget kan man sige om Danmark, men bjergrigt er her godt nok ikke, trods det navnkundige Himmelbjerg. At være fysisk aktiv i bjergene er derfor noget HELT andet end den hverdag de fleste af os i hvert fald begiver os rundt i. Og netop det at blive hevet ud af hverdagen og komme ud og opleve den storslåede natur er derfor noget der gør ekstra stort indtryk.

Uden at det skal blive alt for storladent rammes jeg altid af en, vil mange sikkert mene sund, ydmyghed over hvor store kræfter, vi er omgivet af og hvor små vi egentlig er. Det giver altid anledning til refleksion, synes jeg.

2) Udfordringen
Rent fysisk kan vi i bjergene også udfordre vores fysik og vores hjerne på en helt anden måde end på en løbetur rundt om Søerne. Stigningsgraderne, underlaget, længden og hårdheden af turene op og ned af bjergene presser os både på fysisk og mental styrke. Hvilket kun gør tilfredsstillelsen ved at nå toppen desto større.

3) Roen
I starten var det den fysiske del af 'bjergbestigningen' der drog mig. Men med tiden er det i højere og højere grad også blevet den fred og ro man kan finde i bjergene jeg finder stor glæde ved.

Dels nok fordi jeg nu har fire børn – men nok også fordi mange af os lever i en hverdag hvor vi hele tiden bombarderes med indtryk, nyheder, mails, sms'er – 24 timer i døgnet takket være vores uundværlige smartphones osv.

Så alt i alt er det selvfølgelig den fysiske udfordring ved at træne kroppen op til at kunne klare bjergene der trækker og motiverer, da det kræver en stærk træningsproces, hvor der skal udfordres og udvikles både fysiske og mentale kompetencer. Men mest af alt er det for mig blevet et uvurderligt frirum i en travl hverdag.

At nyde de bjergrige områders majestætiske stilhed, og kun til lyden af sit og sine følgesvendes mere eller mindre anstrengte åndedræt bevæge sig gennem uspoleret og storslået natur. Reelt umuligt at sætte ord på. Men på alle mulige måder givende.

Bjarke Kobberø er cheftræner i motionsfirmaet Running26, og ankermand bag Master Performance forløbende. Og han blogger på Børsen om tendenser indenfor sundhed og motion. 

Læs også: "Det nye sort er, at man skal løbe unplugged"


Læs også



Anbefalet