Kampe i Damaskus tager til før planlagte forhandlinger
Foto: Scanpix
Generelt Af
Ruslands ambassadør i Syrien siger, at en ambassadebygning i Damaskus er blevet beskadiget ved et angreb udført af oprørere søndag.

Samtidig meddeler Rusland ifølge nyhedsbureauet Reuters, at repræsentanter for Syriens regering vil deltage i syriske fredsforhandlinger i Genève.

Den syriske hær foretog mandag voldsomme luftbombardementer af oprørere i den østlige del af Damaskus, siger en overvågningsgruppe i den syriske hovedstad.

- Der har været gennemført intense luftangreb siden daggry på oprørernes stillinger i Jobar, hvor offensiven blev iværksat, siger Rami Abdel Rahman. Han leder overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Rahman har ikke umiddelbart oplysninger om dræbte og sårede.

Kampene i hovedstaden eskalerer på et tidspunkt, hvor nye fredsforhandlinger er under forberedelse i Genève.

Det var oprørere fra Fronten Fateh al-Sham, som i weekenden angreb den syriske regerings stillinger i den østlige del af Damaskus. Fronten er en radikal islamistisk organisation med tilknytning til al-Qaeda.

Ifølge Reuters har oprørere fra Syriens Frie Hær også deltaget i angrebet.

Det lykkedes i første omgang oprørerne at indtage adskillige bygninger i Jobar. De de indtog blandt andet en større busstation. Men herfra blev de drevet tilbage af regeringens styrker.

- Repræsentanter for den syriske regering vil deltage i de kommende forhandlinger i Genève, siger den russiske viceudenrigsminister Mikhail Bogdanov.

Bogdanov udtrykker håb om, at repræsentanter for oprørerne også vil deltage. Han siger samtidig, at FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, besøger Moskva inden da.

De Mistura sigter mod at få parterne til at genoptage diskussioner om fredsprocessen den 23. marts.

Det seneste møde i Genève fandt sted 3. marts.

Konflikten har kostet over 310.000 mennesker livet siden 2011.

/ritzau/AFP



Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Parken taber 314 mio på slap fitnesskæde

LA vil gøre det attraktivt for alle danskere at investere i aktiefonde

Ny 2025-plan i morgen: Regeringen vil spænde livremmen ind

Lunde: Du gør dit nederlag større, Rask

Københavnernes IKEA må give plads til kultur og idræt

Investordysten: Rasmussen tager gevinsten på Lundbeck, men Bækgaard fører

Det holder investeringsøkonomen øje med tirsdag

Aktier: Pandora faldt til laveste kurs i 27 måneder

Dansk burgerkæde åbner ny front i burgerkrig