Reddere er utilfredse med løn og vilkår i ny overenskomst
Foto: Claus Fisker / Scanpix
Generelt Af
Størstedelen af de omkring 4000 3F-medlemmer fra Falck og Responce er "stærk utilfredse" med den overenskomst, som fagforbundet for nylig indgik på transportområdet.

"Hovedparten af reddergruppen er stærkt utilfredse med resultatet og føler ikke, at 3F har formået at varetage medlemmernes interesser," udtaler reddernes talsmand, Jørgen Knudsen, i en pressemeddelelse.

For at udtrykke deres utilfredshed vil redderne mandag middag demonstrere foran 3F's hovedkontor i København.

Fagbladet 3F beskrev i sidste uge aftalen for redderne som "banebrydende".

Den nye aftale, der gælder for tre år, giver blandt andet redderne kortere døgnvagter. Det vil sikre redderne et "bedre og mere afbalanceret arbejdsliv", sagde forhandlingssekretær Palle Thirstrup fra 3F til bladet.

Men sådan ser redderne ikke på det. Tværtimod. Aftalen er "banebrydende dårlig", og den forringer løn og arbejdsvilkår.

"I optakten til overenskomstforhandlingerne afleverede den samlede reddergruppe mange og grundigt overvejede forslag," skriver Jørgen Knudsen i pressemeddelelsen.

"Det skete, således at løn og vilkår kunne måle sig med de stigende krav, uddannelse og ansvar, som redderne møder i deres hverdag."

"Desværre er reddernes forslag ikke nået hele vejen gennem forhandlingerne og således ikke endt i OK17 (overenskomstforhandlinger 2017, red.)."

/ritzau/

Læs også



Anbefalet