Ole P. Kristensen

Generelt Af
Opdateret 21.36 Den hovedmistænkte i Paris-angrebene i november er fredag aften blevet anholdt i en politiaktion i Bruxelles. Det bekræfter såvel franske som belgiske myndigheder.

Salah Abdeslam, der er mistænkt for at have medvirket til massakren i november, hvor 130 mennesker blev dræbt, er sammen med to medskyldige blevet anholdt i Bruxelles-bydelen Molenbeek efter et skyderi, oplyser fransk politi.

"Vi har lige anholdt Salah Abdeslam. Tre mistænkte er blevet anholdt," siger den belgiske premierminister, Charles Michel, på en pressekonference flankeret af den franske præsident, François Hollande.

"Salah Abdeslam var direkte involveret i at forberede organiseringen og udførelsen af disse angreb," siger Hollande.

Ifølge Hollande er der en forbindelse mellem Paris-angriberne og Syrien og Islamisk Stat.

Trusselsniveauet er meget højt, lyder det fra Hollande.

Fransk-marokkaneren Salah Abdeslam menes at være den sidste overlevende ud af de ti, som udførte det værste terrorangreb på fransk jord. Han skulle være flygtet til Bruxelles efter Paris-angrebene, hvor han havde nægtet at sprænge sig selv i luften.

Den 26-årige franskmand Abdeslam skulle være blevet såret i benet i forbindelse med aktionen, lyder det fra politiet.

Abdeslam har været på flugt og stærkt eftersøgt siden massakren i Paris.

Den belgiske premierminister, Charles Michel, og den franske præsident, François Hollande, forlod omgående et EU-topmøde efter anholdelsen af Europas mest eftersøgte mand for at holde et krisemøde.

Den amerikanske præsident Barack Obama har efterfølgende lykønsket Charles Michel efter anholdelsen af Abdeslam, skriver Le Monde.

USA har hjulpet franske og belgiske myndigheder med at øge sikkerheden siden Paris-angrebene i november, og dette vil fortsætte, lyder det fra Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Politiaktionen kom efter, at Salah Abdeslams fingeraftryk, blev fundet i en lejlighed tirsdag i en anden del af Bruxelles tidligere på ugen, hvor en formodet islamisk kriger blev skudt.

François Hollande ønsker at få Abdeslam udleveret snarest muligt til Frankrig.

/ritzau/AFP

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Mest læste

π