Søg
Bliv kunde

Anklage: Stak 40 millioner i egen lomme
Pantebrevshandleren Rene Müller nægter sig skyldig i groft underslæb.
Foto: Scanpix
Generelt Af
Mere end otte år efter den påståede forbrydelse, tager den tidligere pantebrevshandler René Müller mandag morgen plads på anklagebænken i Retten i Odense.

Tiltalen lyder på "underslæb af særlig grov beskaffenhed", og det er ikke småpenge, som Bagmandspolitiet, der har rejst sagen, mener, at den 44-årige mand har svindlet for.

Ifølge anklageskriftet beholdt han selv 40 millioner kroner, der var gevinsten ved salget af nogle pantebreve, selv om pantebrevene tilhørte et ejendomsselskab. Pengene røg i lommen på René Müller, der brugte en del af dem på at betale privat gæld, mener Bagmandspolitiet.

Det skete ifølge anklageskriftet i perioden fra 16. november 2007 til 25. januar 2008.

Ifølge Jyllands-Posten handler tiltalen om en ejendomshandel på Strøget i København, hvor René Müller tjente 55 millioner kroner på en ejendom, som han kun havde ejet i ganske få dage.

Avisen afslørede i en artikelserie, hvordan en lukket kreds af ejendomsinvestorer i årene op til finanskrisen handlede og byttede ejendomme med hinanden til stadigt stigende priser.

Handlerne blev finansieret af lånevillige banker, og den såkaldte pantebrevskarrusel kom til at koste flere af dem livet i forbindelse med finanskrisen.

Fyens Stiftstidende har tidligere skrevet, at René Müller kostede Fionia Bank 100 millioner kroner. Det bestrider han dog selv og anslår overfor avisen, at bankens tab på ham personligt var omkring det halve.

Foruden underslæb til 40 millioner kroner, er den nu 44-årige pantebrevshandler tiltalt for skyldnersvig af særlig grov karakter ved at snyde kreditorerne i et konkursbo for knap en million kroner.

René Müller nægter sig skyldig i anklagerne.

- Jeg er meget overrasket og skuffet. Det her lugter af, at man bare skal have nogle syndebukke for finanskrisen og sagen derfor bare skal køres lige meget hvad. Ud over det har jeg ikke nogen kommentarer, sagde han til Jyllands-Posten, da tiltalen mod ham blev rejst sidste år.

Der er afsat fire retsdage til sagen, og dommen ventes at falde på fredag.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Mest læste