Søg
Bliv kunde

Brandforsker: Fejl i norsk Scandinavian Star-rapport
159 omkom i branden på Scandinavian Star.
Foto: Scanpix
Generelt Af
Den rapport, som har fået de norske myndigheder til at genoptage efterforskningen af brandkatastrofen på Scandinavian Star, giver ikke et retvisende billede af, hvad der rent faktisk skete den skæbnesvangre nat mellem 7. og 8. april i 1990, hvor 159 mennesker mistede livet.

Det fortæller Lars Schiøtt Sørensen, som er seniorforsker i brandsikkerhed ved Aalborg Universitet, torsdag på et pressemøde afholdt af Scandinavian Stars Danske Støtteforening.

"Den (rapporten, red.) hviler på nogle principper om energibalance og ting som brandeffekt, som, efter hvad jeg har kunnet læse mig frem til, ikke er korrekte," siger han til Ritzau.

"Den er fejlbehæftet på visse punkter, som gør, at de konklusioner, den kommer frem til, er forkerte."

Seniorforskeren har sammen med to svenske kolleger gennemgået rapporten.

Brande og følgebrande


Der opstod i alt seks brande på Scandinavian Star. De to første var påsatte, er der de seneste år blevet enighed om.

Den tredje brand, formoder man, var en følgebrand.

Men de følgende brande, som opstod mere end et døgn senere end den første, er følgebrande efter de første brande, vurderer den norske rapport.

Det, udelukker Lars Schiøtt Sørensen, kan være tilfældet.

Folkene bag den norske rapport, er de samme, som lavede en tilsvarende rapport efter katastrofen i 1990.

"For ikke at tabe ansigt kan jeg forestille mig, at de fandt ud af det samme, som de gjorde for 25 år siden," siger seniorforskeren.

Hvorfor lytter de ikke til os


Er det hensigtsmæssigt at sætte de samme mennesker til at udarbejde rapporten, som også lavede den i 1990?

"Det er ikke på nogen måde uvildigt, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er nok mit allerstørste kritikpunkt," siger han.

Scandinavian Stars Danske Støtteforening skrev for ni måneder siden til Oslo Tingsret, Oslo Politi, stortinget i Norge og retsudvalget i Folketinget, for at gøre opmærksom på fejlene i rapporten, men uden resultat.

"Vi har ikke fået nogen feedback. Det synes jeg er ekstremt mærkeligt. Når tre brandeksperter, en fra Danmark og to fra Sverige, som ingen interesse har i denne sag, henvender sig. Hvorfor lytter de ikke til os," siger Lars Schiøtt Sørensen.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Mest læste