Ole P. Kristensen

Her er tallene bag nattens Super Bowl: Et teknologisk vidunder til milliarder
Nattens Super Bowl mellem Denver Broncos og Carolina Panthers forventes endnu engang at sprænge rammerne for omsætning og indtjening.
Foto: Scanpix
Generelt Af
Når Denver Broncos og Carolina Panthers tromler sammen i den halvtredsindstyvende udgave af Super Bowl klokken 0.30 dansk tid, vil store dele af USA indfinde sig i, hvad der bedst kan betegnes som regulær undtagelsestilstand.

Den ærkeamerikanske sportsbegivenhed formår nemlig år efter år at overgå sig selv, hvad angår alt lige fra seertal, reklameindtægter, teknologiske fremskridt og meget mere.

Som oftest vil fokus under kampen være rettet mod de to holds quarterbacks, der orkestrerer holdenes offensiv. Så hvorfor ikke starte her:

Mest indtjenende nogensinde

Hos Denver Broncos finder vi den 39-årige levende legende Peyton Manning, der gennem de seneste 18 år har set 247 mio. dollar (1,65 mia. kr.) rulle ind på sin konto. Det gør ham ifølge Forbes til den spiller, der med afstand har tjent mest i karrieren.

Overfor legenden står Carolina Panthers 26-årige stjerneskud Cam Newton, der lørdag blev kåret til årets mest værdifulde spiller i NFL med knusende 48 ud af 50 stemmer.

Han ligger godt nok langt efter Peyton Manning på indtjeningslisten, men går næppe sulten i seng efter aftenes opgør. Således underskrev Cam Newton en ny kontrakt i sommers, der sikrer ham 103,8 mio. dollar. (691,5 mio. kr.) over de næste fem år.

Halvdelen af USA ser med

Når amerikanerne selv betegner Super Bowl som "verdens største sportsbegivenhed", kan der være noget om snakken. I hvert fald i forhold til de kolde kontanter.

Nattens kamp forventes ifølge Forbes at skabe en omsætning på mindst 620 mio. dollar. (4,13 mia. kr.). Holder tallet stik, overtager finalen rekorden som det en-dags sportsarrangement med den største omsætning nogensinde fra sidste års boksekamp mellem Floyd Mayweather og Manny Pacquiao.

Hvad angår den førnævnte undtagelsestilstand, sad hele 114,4 mio. amerikanere i gennemsnit klistret til skærmen under sidste års Super Bowl, hvilket svarer til knap hver anden amerikanske husstand.

Endnu vildere var seertallet under Super Bowls ikoniske pauseshow, hvor 118,5 mio. amerikanere i gennemsnit fulgte med sidste år.

Til sammenligning fulgte lidt over 8 mio. amerikanere med i den seneste sæsonafslutning på seriefænomenet "Game of Thrones".

33 mio. kr. for 30 sekunder

Med de seertal kan det være fristende at købe sig til reklameplads under kampen. Det er dog forbeholdt de få, da et reklamespot på 30 sekunder koster den nette sum af 5 mio. dollar. (33,3 mio. kr.).

Den største annoncør er ifølge Kantar Media den amerikanske ølkoncern Anheuser-Busch InBev, der bl.a. står bag den verdenskendte øl Budweiser. Gennem de seneste 10 år har virksomheden brugt lige under 2 mia. kr. på Super Bowl-reklamer.

Finalekampen transmitteres af tv-stationen CBS, der forventer at generere 350 mio. dollar. (2,33 mia. kr.) alene på reklameindtægter.

Finale i teknologiens højborg


Årets Super Bowl bliver afholdt i amerikanernes epicenter for teknologiske kvantespring Silicon Valley. Og det har arrangørerne tænkt sig, at både tilskuerne på stadion og tv-seerne verden over skal mærke.

Der er sat 1300 wifi-hotspots op på stadion, så det aldrig bliver et problem af uploade billeder på Facebook, Twitter og Instagram.

Skulle de glødende fans på stadion blive sultne under kampen, skal de ikke at frygte at skulle forlade deres plads, hvilket vil indebære risikoen for at misse det altafgørende touchdown. Arrangørerne lover nemlig ifølge Bloomberg, at de via Super Bowl 50-appen kan levere mad direkte til enhver af de 70.000 siddepladser på omkring seks minutter.

Samme app kan guide dig til det nærmeste toilet samt fortælle dig, hvor lang køen er.

Befinder du dig i USA og har pludselig fået en brændende lyst til at opleve finalen fra tribunen, kan det imidlertid nemt koste dig en månedsløn. En billet på det sorte marked koster frem mod kampen i gennemsnit 33.000 kr. ifølge Forbes. Og her er der langt fra tale om de attraktive pladser.

Men skal du som de fleste følge Super Bowl fra sofaen, så skal du nok få detaljerne med alligevel. Kampen dækkes nemlig af 70 kameraer, hvilket er hele 30 mere end sidste års finale.

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

π