Lisbet Røge Jensen

Danmarks vindmøller sætter ny verdensrekord i 2015
Foto: Scanpix
Generelt Af
Danske vindmøller satte i 2015 ny rekord: Vindstrøm udgør nu, hvad der svarer til 42,1 pct. af det samlede elforbrug herhjemme.

Det er det højeste tal nogensinde og også den højeste andel for noget land. Tallet sidste år var 39,1 procent, og det var også verdensrekord, oplyser det offentligt ejede Energinet.dk, som driver elnettet.

I 1460 af årets 8760 timer blev der i den vestdanske del af elsystemet produceret vindenergi, der overgik Vestdanmarks forbrug, oplyser Carsten Vittrup, rådgiver i Energinet.dk.

"Det er ikke usædvanligt med timer, hvor vindproduktionen er større end forbruget. Men at vi nu er oppe på hele 16 procent af tiden i det vestdanske net illustrerer, at mere og mere svingende elproduktion betyder, at vi i endnu højere grad har gavn af at importere og eksportere over grænser," siger Carsten Vittrup i en kommentar.

Dansk overskudsstrøm fra vindmøller bliver solgt til Norge, Sverige og Tyskland.

"Modsat køber vi herhjemme vandkraft fra Norge, solenergi fra Tyskland eller kraftværksstrøm fra Sverige, når det bedst kan betale sig," tilføjer energirådgiveren.

Danmarks kraftværker og kraftvarmeværker, der fyrer med kul eller biomasse, spiller stadig en vigtig rolle som buffer i elforsyningen, når der ikke er produktion fra sol eller vind, understreger Carsten Vittrup.

Det hævdes ofte, at store mængder dansk møllestrøm må eksporteres med tab.

Men i realiteten er det ifølge Energinet.dk under én procent af tiden, at der er tale om "negative priser", og samlet set er det en god forretning for Danmark at være en del af et større europæisk elmarked.

Folketinget har sat som mål, at vindstrøm i 2020 leverer halvdelen af elforbruget, og det tal bliver ifølge prognoserne nået.

I 2005 stod møller for 18,7 pct. af elforbruget. I 2010 var andelen vokset til 22 pct., og i 2012 leverede vindmøllerne 30 pct.

En vindandel på 42 pct. betyder ikke, at samtlige 42 pct. af det, der kommer ud af stikkontakterne, stammer fra vind. Strømmen handles konstant på kryds og tværs af landegrænser.

Derfor bliver en del af den danske vindstrøm som anden elproduktion i nogle timer solgt til forbrugere i nabolandene, mens vi selv importerer, når det betaler sig. Efter de foreløbige tal fyldte vind 39 pct. i det samlede danske elmiks i 2015.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

π