Aktier: Aktier i grøn bølge med Chr. Hansen i fokus
Foto: Scanpix
Generelt Af
Mens den amerikanske regnskabssæson er skudt i gang, begynder den danske så småt på torsdag, hvor ingredienskoncernen Chr. Hansen kommer med tal for første kvartal i det forskudte regnskabsår 2015/16. Og onsdag er sidste dag for investorerne, hvis de vil positionere sig forud for tallene.

Samlet ventes det danske aktiemarked at ligge i plus fra morgenstunden onsdag efter små stigninger efter dansk lukketid i USA tirsdag, generelt positive asiatiske markeder, DAX-futures i et plus på 1,0 pct., stabilisering i Kina samt svagt stigende oliepris.

- Alt i alt tyder det på, at aktiemarkedet vil åbne højere. Vi har fået bedre tal fra Kina end ventet, og det er opløftende nyt. Samtidig stabiliseres olieprisen en smule, og begge dele peger på en højere åbning onsdag morgen, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, til Ritzau Finans.

Dermed fortsætter den grønne bølge, der slog ind over det danske og de europæiske aktiemarkeder tirsdag, hvor C20 Cap-indekset endte med en stigning på 1,1 pct. til indeks 993,64 efter et dyk mandag på 1,4 pct.

- De lidt bedre tal fra Kina er godt nyt for både A.P. Møller-Mærsk og FLSmidth, som begge har været pressede, lyder det fra afdelingsdirektøren.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie kunne notere et fald på 0,7 pct. til 8020 kr., mens aktien i FLS droppede med 1,9 pct. til 222,30 kr. tirsdag.

Ifølge Ole Kjær Jensen kan der ligeledes komme lidt positiv medvind til Vestas, efter den amerikanske præsident, Barack Obama, i sin State of the Union-tale tirsdag nat slog et slag for grøn energi.

- Det var ventet, men det kan give lidt positiv fokus på Vestas, siger han.

Vestas steg med 2,8 pct. til 454,30 kr. tirsdag.

Onsdag morgen får Danske Bank roser med på vejen af schweiziske Credit Suisse i en analyse af den nordiske banksektor, som beholder aktien som "top pick". Banken fastholder anbefalingen "outperform", og kursmålet fastholdes ligeledes fastholdes på 221 kr. Danske Bank-aktien endte tirsdag med en stigning på 1,4 pct. til 183,8 kr.

Selskabsspecifikt herhjemme er der ikke meget i vente, men ud over regnskab fra Chr. Hansen torsdag er det også dagen, hvor Roblon og Intermail kommer med regnskaber.

Ingredienskoncernen Chr. Hansen steg med 1,8 pct. 403,90 kr. tirsdag, og koncernen kan få lidt opmærksomhed, der selskabet leverer regnskab torsdag for første kvartal af 2015/16-regnskabsåret. Chr. Hansen venter i 2015/16 en organisk omsætningsvækst på 8-10 pct. og en EBIT-margin før særlige poster på over 27,1 pct.

Onsdag morgen får ISS anbefalingen "neutral" af Bank of America, der indleder analysedækning af servicegiganten. Det skriver Bloomberg News. Kursmålet for aktien sættes til 250 kr. ISS-aktien sluttede tirsdagens aktiehandel i 235,50 kr. efter en stigning på 0,8 pct.

Udenfor eliteindekset er Roblon, der steg med 1,5 pct. til 239 kr. tirsdag, klar med årsregnskab torsdag. Aktien er faldet godt 20 pct., siden selskabet fyrede administrerende direktør Jens-Ole Sørensen med øjeblikkelig virkning i august, og selskabet er blevet kritiseret for ikke at vedligeholde kontakten med aktionærerne tilstrækkeligt, skriver Børsen.

Også Rockwool fik medvind tirsdag med en stigning på hele 11,8 pct. i aktiekursen til 979 kr. Selskabet opjusterede mandag efter børslukketid forventningerne til indtjeningen i 2015 som følge af effektiviseringer og lavere omkostninger til energi, råvarer og transport.

Der kan også komme fortsat fokus på SAS, der faldt med 3,7 pct. til 21,10 kr. tirsdag, efter at luftfartsselskabet leverede skuffende trafiktal tirsdag. Underliggende vil de lave oliepriser dog gavne selskabet.

Og så afholder Stylepit generalforsamling, som nok bliver den sidste, da et af emnerne er afnotering foruden nyvalg til bestyrelsen. Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen sidder på en klar aktiemajoritet, og det er ham, der har stillet forsalg om afnotering. Stylepit kunne notere et fald på 4 pct. tirsdag til 0,192 kr.

SSBV-Rovsing, der endte tirsdag i et uændret niveau i 0,136 kr., har underskrevet en kontrakt med sit amerikanske partnerselskab om underleverancer til et amerikansk rumfartsselskab til en værdi af 1,58 mio. dollar., svarende til knap 10,9 mio. kr.

Af en meddelelse sendt til fondsbørsen tirsdag aften fremgår det, at selskabet ser den nye kontrakt som et gennembrud til at nå det amerikanske marked.

- Aktiviteterne på det amerikanske marked vil komplementere selskabets eksisterende forretning og afbalancere eventuelle udsving på det europæiske marked, skriver Rovsing.

Bank of America har også set på G4S og har hævet sin anbefaling til "køb" fra tidligere "neutral", skriver Bloomberg. Aktien faldt tirsdag med 1,1 pct. til 21,65 kr.

/ritzau/FINANS

Læs også



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Mest læste