Thomas Bernt Henriksen, cand.polit., debatredaktør

Generelt Af
Det er på tide at få styr på, hvornår noget formelt kan kaldes et skattely. Derfor spenderer Skat 3,7 millioner kroner på forskning i pengeskjul.

Det er forskere fra Aalborg Universitet, der skal skære den juridiske definition af fænomenet ud i pap. Dermed skal det blive lettere at udpege mulige sager om beløb, der ulovligt holdes uden for dansk beskatning.

Pengene til projektet er bevilget af Folketinget blandt andet i forbindelse med forhandlingerne af finansloven for 2014.

"Skattely er et begreb, som politikere og andet godtfolk anvender i flæng. Men der er ikke en juridisk definition, som myndighederne kan bruge til at beskatte noget som et skattely," siger forskningsleder Thomas Rønfeldt fra Aalborg Universitet til Ritzau.

Han er ekspert i international skatteret og er en del af det juridiske instituts Economic Crime and Cyber Crime Research Centre. Forskningslederen forklarer, at fænomenet skattely i dag bruges med henvisning til forskellige lovhjemler.

"Vi skal finde ud af, hvilke situationer og transaktioner man kan klassificere som et skattely. Og hvilke muligheder danske skattemyndigheder har for at dæmme op for transaktioner, hvor penge forsvinder ud af Danmark," siger Thomas Rønfeldt.

Bred kritik i skattely-sag

I den forbindelse skal han sammen med en anden forsker undersøge, hvordan en dansk definition kan spille sammen med EU-regulering og amerikansk lovgivning. Kernen i fænomenet er, at et skattely er en international størrelse.

Forskningen bliver skudt i gang i kølvandet på flere store sager om mulig skattesnyd.

I april 2015 fik Skat bred politisk kritik i den såkaldte skattely-sag. Den handlede om, at Skatteministeriet ikke reagerede, da det tilbage i 2010 blev tilbudt oplysninger om flere end 300 hemmelige, danske bankkonti i Schweiz.

De skjulte konti var i storbanken HSBC. Her havde 314 personer og selskaber med tilknytning til Danmark 4,8 milliarder stående ifølge Politiken i årene 2006 og 2007.

Og i efteråret 2015 oplyste Skat om en anden sag, at formodet svindel med skat på aktieudbytter kan løbe op i 9,1 milliarder kroner.

/ritzau/

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Mest læste

π