Fed sommer uden deller
Fisk er ikke alt i sommerferien, men det hjælper.
Foto: Colourbox
Generelt Af ,
Sundhedsblog: Sommeren byder på salat, frisk frugt, lange lyse dage og masser af fritid. Umiddelbart lyder det som opskriften på slanke hofter og vaskebræt, men i praksis oplever jeg, at rigtig mange af mine klienter kæmper en brav kamp for at holde dellerne fra livet.

Årsagen er, at sommeren også er lig med ferie, afslapning og hygge, hvor hverdagens faste rutiner skrider, og det bliver alt for let at udskyde motionen til i morgen. Eller dagen derpå. Læg hertil, at den forventede sommersol frister til at snuppe en is, en kold øl eller en afkølet Chianti, og det bliver stadig mere klart, hvorfor sommeren er en vaskeægte dellefælde.

Men ak, betyder det så, at du nærmest er "tvunget" til at blive fed hen over den næste måned? Nej, på ingen måde, for du kan jo prøve at spejle dig i nogen af de rammer, som jeg definerer for og med mine klienter:

Pas på alkoholen


Det er skønt at nyde lidt vin til maden eller hygge sig over en kold øl. Men husk på, at næst efter fedt, så er alkohol det spiselige stof, som indeholder flest kalorier. Derfor koster selv en enkelt genstand forholdsvis dyrt. Hvad værre er, så disponerer alkohol for deponeringen af fedt inde i bughulen.

Mit bedste råd er derfor at du også i sommerferien opstiller nogle klare regler omkring alkoholindtaget. De kan fx lyde på kun at drikke alkohol til aftensmaden eller når du er sammen med venner og bekendte. Eller også kan du operere med en kvote på max 5-10 genstande pr. uge.

Tæm blodsukkeret


Undgå at rende ind i et blodsukkerdyk, forårsaget af uregelmæssige kostvaner. Selvom det er ferie, så har dit blodsukker og den tilknyttede appetitregulering godt af regelmæssige måltider. Prøv bevidst at opretholde rutinen med at spise omtrent hver tredje time.

Og lad være med at forspise dig i de enkelte måltider. I praksis holder mange af mine klienter fast i hverdagens mængde og sammensætning af 2-3 måltider om dagen, mens de øvrige får lov at blive præget af feriens spontanitet.

Husk at trække vejret

Mange har en tendens til at stæse rundt i ferien, i en grad så de nærmest er mere stressede, end i arbejdslivet. Udskillelse af stresshormonet kortisol får kroppen til at værne om sine fedtdepoter. Det gør det rigtig svært at slippe af med fedtet.

Hertil kommer, at også kamphormonet adrenalin vælter ud i blodet, og her fremmer transporten af overskudsenergi ned i fedtdepoterne. Et vigtigt skridt hen imod mavefedtbekæmpelsen er derfor slet og ret at slappe af på ferien.

Kontrolleret nydelse

Åh ja, her er der et sprængfarligt råd, for ferie og kontrol rimer ualmindelig dårligt. Alligevel tillader jeg mig at foreslå en vis form for kontrol over indtagelsen af flødeis, grillpølser og chokolade.

Om det så er lidt, men godt filosofien, der skal efterleves, eller om du mere er til at give den fuld gas 1-2 gange om ugen, er et temperamentspørgsmål. Fakta er blot, at daglig udskejelse på de dyre kaloriebomber, vil få synlige konsekvenser!

Rør dig

Ak ja, du slipper ikke. Sløve bananer har svært ved at holde mavefedtet fra livet. I stedet for at læne dig op af, at der er masser af tid til at motionere i løbet af ferien, så sæt dig et ambitiøst mål om at motionere en masse, og placer træningspassene i feriekalenderen.

Husk, at det kun er den motion, som eksekveres, der bidrager til kalorieforbruget! Det vigtigste er derfor, at få det gjort, mens valg af motionsform står dig mere frit. Det kan således være alt fra styrketræning til zumba og raske spadsereture. Eller løb, cykling, svømning - eller hvad du nu lige kan finde på.

God sommerferie.

Børsens ernæringsekspert Martin Kreutzer er fast tilknyttet firmaet Running26 og tilbyder gennem sit eget firma BodyComp foredrag, kurser og individuel vejledning.


Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Snart kan du betale med kryptovaluta i tusindvis af netbutikker

Bitcoin i ny rekord: Banker gennem 18.000 dollar

Hvor meget luksus kan man få for 8350 kr. i døgnet?

Emil Thorup: "Jeg gider ikke være danskeragtig og gå ud med knold og joggingtøj"

Bare 22 år og headhuntet til chef: Her er 7-Elevens gulddreng

Øen hvor stress er forbudt

Danskerne køber julegaver på nettet som aldrig før

Ugen der kommer: EU-domstol afsiger dom i sag om Uber

Star Wars-fest hos Disney: Indbringer 600 mio på første dag