Test: Le Mans t/r i den nye Volvo XC60
Den nye Volvo vakte opsigt i den Audi-dominerede danskerlejr hos østjyske K-Rejser under 24-timers løbet i Le Mans. I forhold til storebror XC90 er den designmæssige stil mere diskret.
AVISEN Af
Blandt de danske gæster hos K-Rejser i Le Mans var der interesse for den nye Volvo XC60.

Der er to syreprøver ved at køre til Le Mans i en ny bil: Hvordan klarer den højfartscruising på Autobahn om natten, og hvad siger de Audi-glade gæster hos rejsebureauet K-Rejser til bilen?

Den nye Volvo XC60 er baseret på samme platform som den sublime storebror XC90. Den er lidt kortere og smallere, men på den tresporede A1 kører vi gennem aftenen mod Düsseldorf med lange stræk med den aktive fartpilot på 180 km/t.

Nogle vil mene, at det er uforsvarligt at lade bilen køre selv med dén hastighed, men det er det ikke. Radaren ser langt frem, og det er muligt at ligge i anden vognbane med 180 km/t og passere lastbiler, der kører 100 km/t, uden at piloten stresser.
 
Interiøret er inspireret af skandinavisk møbeldesign, simpelt og nærmest elegant i sit udtryk. 9,3"-skærmen i midten med danske menuer er let at bruge og reagerer lynhurtigt på input. 224W hifi-anlæg med ti højttalere er standard.
-S. Bachmann

Den er en del af en pakke (intelli Safe Pro) med vognbaneassistent, 360-graders kamera og en delvist selvkørende fartpilot til 29.900 kr.

Den selvkørende funktion virker godt i køtrafikken gennem Paris, selv om jeg savner en mere smooth fremfærd som i en Audi Q5. Kø-assistenten lader Volvoen springe frem i køen for så at bremse i stedet for blot at glide med trafikken.

Værre er det, at man ikke har lyst til at bruge den på motorvejen. Den drejer simpelthen kontra, når man nærmer sig en vejstribe, hvor konkurrenter fra Mercedes, BMW, Audi og Tesla hjælper nænsomt med at holde bilen i vognbanen. Det kan Volvo gøre bedre.

Den aktive fartpilot er dog hver en krone værd, så køb endelig ikke XC60 uden at få pakken med.
 
Og så ankom Aston Martin Rapide. Le Mans er en ugelang fest for biltosser i alle aldre, og der er altid noget at se og ikke mindst høre.
-S. Bachmann

Formidable LED-lygter

Det samme gælder  de intelligente LED-forlygter med det karakteristiske Thors Hammer-design. I modsætning til LED-lygterne i Jaguar F-Pace, som jeg kørte til Le Mans i for et år siden, overser de ikke lastbiler på Autobahn på grund af høj beplantning i midterrabatten.

De kører konstant med langt lys og sender så 'skyggekegler' ud for ikke at blænde med- og modkørende. Genial teknologi, der er en del af Teknik-pakken med headup-display, 12,3" digitale instrumenter og p-sensorer for og bag til 36.900 kr.

Kabinen i XC60 er decideret lækker, og den simple skandinaviske designøvelse er lykkedes. Stolene yder god støtte på lange stints, og støjniveauet er passende for en bil i denne prisklasse.

Omfattende standardudstyr

Momentum er den foreløbigt billigste udstyrsversion, men det ville man aldrig tro, hvis ikke man vidste det. Volvo XC60 har som udgangspunkt et højere udstyrsniveau end den primære konkurrent, Audi Q5, så det bliver man nødt til at tage i betragtning ved en sammenligning.
 
XC60 D4 AWD kan privatleases over 3 år/45.000 km fra 6695 kr. /mdr. med en udbetaling på 35.000 kr. Al tilgængeligt komfort- og sikkerhedsudstyr kan tilvælges på leasingbiler, og der kan aftales andet km-behov i perioden.
-S. Bachmann

Standardudstyr i XC60 D4 Momentum omfatter elklapspejle med varme, digitale instrumenter, el-nedfældeligt bagsæde, elbagklap med håndfri betjening og nøglefri adgang inklusive et vandtæt armbånd med en chip, så man kan kitesurfe eller dykke uden at skulle have nøglen med.

Her er også smagfuldt totonet indtræk med stof/kunstlæder, et vellydende hifi-anlæg med 10 højttalere, sædevarme og tyverilalarm (som skal slås fra ved færgeoverfarter, ellers går den i gang, da den er bevægelsefølsom).

Nærmest umuligt at køre af vejen

Nødbremsen overvåger vejen for fodgængere, dyr, cyklister og biler, og hjælper med at køre bilen udenom forhindringer, hvis den mærker, at føreren er i gang med en undvigemanøvre. Systemet er altid aktivt mellem 50 og 100 km/t og hjælper også med at styre udenom en forhindring, hvis det er for sent at bremse.

Kører man alligevel af vejen, er her en funktion, hvor ESC-stabilitetssystemet overtager kontrollen over bilen uanset hastighed og forhindrer, at den ruller rundt.
 
Den nye XC60 er med designchef Thomas Ingenlaths egne ord designet for den, der skal køre i den – ikke for at føre sig frem. Fysisk er XC60 blevet lavere og bredere og har længere akselafstand.
-S. Bachmann

Trækker man ud for at overhale og overser en modkørende, trækker bilen selv ind igen.

Og endelig kan blindvinkel­assistenten aktivt styre bilen retur, hvis man skifter til en optaget vognbane og er ved at kollidere.

Sikkerhed omfatter som standard også skiltegenkendelse med tilpasning af bilens hastigheden (kan slås fra), anti-piskesmæld nakkestøtter, energiabsorberende siddehynder, gardinairbags, knæairbag i førersiden, bakkeholder og nedkørselsassistent.

LED-forlygterne med Thors Hammer-design har aut. op/ned blænd, hvilket fungerer fint (men tag pakken med de intelligente lygter, hvis du har råd).

Hvad så med lyden?

Motoren var faktisk det, der bekymrede K-Rejsers gæster mest. Volvo bygger kun firecylindrede motorer, og mens der er godt med skub i den toliters diesel i XC D4 op til 180 km/t, er lyden ikke noget at skrive hjem om. Den støjer hverken mere eller mindre end tilsvarende firecylindrede motorer i biler som BMW X3 og Jaguar F-Pace, og har man ingen referencer fra en sekscylindret diesel, kan det være hip som hap med antallet af cylindre.

Vi savner den beroligende buldren fra seks cylindre, når nu resten af XC60 er så gennemført, men motorromantik er ikke en del af Volvos strategi de kommende år. Deres biler har fire cylindre, og sådan er det.

Vejer to tons og kører op til 20 km/l

Til gengæld kører XC60 D4 AWD op til 19,6 km/l, mens den ramte acceptable 13,1 km/l i snit over vores 3000 km (der blev ikke kørt særligt øko-venligt om natten på Autobahn i tørt vejr med let trafik).

Den nye XC60 er hos de danske Volvo-forhandlere i august 2017. Importøren har fået 305 produktionspladser på samlebåndet i Göteborg i år, og de er ved at være udsolgte.

Og designet? Audi-folkene hos K-Rejser fandt det tiltalende, og der var én, der spagfærdigt brugte ordet 'smuk', uden at de andre hørte det.

 
Metallakken Osmium Grey har dybde og koster 15.366 kr. Volvo XC60 D4 har 18" alu som standard, men står her på 19" alu til 13.005 kr.
-S. Bachmann



Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Trumps nye pressechef går amok: "Jeg vil fucking dræbe alle dem, der lækker"

Ny nemesis for Trump: "Han er helt sikkert ikke særligt vellidt lige nu"

Intermail får ny topdirektør: Vi skal træde den digitale speeder i bund

Positiv overraskelse fra amerikansk medicinalkæmpe trods svagt diabetssalg

Adidas-aktien sætter rekord: Er steget 150 mia. kr. med dansk direktør

Wozniacki drøner forbi ukrainer og er i semifinalen

Amerikansk økonomi vokser en anelse mindre end ventet

Helge Larsen: Afgørende tid i vente for Bavarian Nordic

Aktie-update: 19 ud af 20 danske eliteaktier blinker rødt