Hvad skal du se i Påsken? Børsen anmelder kultur
Foto: PR & Flickr
AVISEN  
Kunst på Aros, koreansk film i biografen eller en storslået teateroplevelse i Det Kgl. Teater. Mulighederne for indendørs kulturoplevelser i det lunefulde Påskevejr er mange. Børsen anmelder tre kulturoplevelser.






En menneskeskabt natur

Kunstmuseet Aros bidrager til Aarhus som europæisk kulturby med første del af en triennale med en ambitiøs udstilling, "The Garden"

 

"The Garden"

Fem ud af seks stjerner

Kunstmuseet Aros. Frem til 10. september

Af Bente Scavenius:

Siden tidernes morgen har mennesket levet i tæt kontakt med naturen. Over hele jorden har civilisationen ud fra meget forskellige begrundelser gjort indhug i naturen. Det er temaet for udstillingen "The Garden", hvor Aros har sat sig for at belyse menneskets relation til naturen gennem såvel kunsten som havekunsten.

Lige siden den tidlige renæssance har motivet med Adam og Eva i paradiset optaget kunstnerne. Derfor har det været naturligt, at udstillingen tager udgangspunkt i to barokmalerier fra 1600-tallet, der viser paradisets have før og efter det syndefald, der i kraft af det æble, Eva lod sig friste af, udløste et totalkaos. Fra da har mennesket og naturen på godt og ondt levet i evig interaktion, som har været konstant kilde til inspiration for kunstnerne.

I havekunsten bliver den menneskeskabte påvirkning af naturen meget synlig. Fra renæssancehaven over barokkens, rokokoens og romantikkens haver gør det enkelte menneske sin indflydelse gældende i en grad, at der er tale om rene iscenesættelser af naturen. Med udgangspunkt i den strenge og geometrisk anlagte barokhave viser udstillingen, hvordan landskabet fra 1600-tallet bliver fortolket såvel politisk som filosofisk og æstetisk.

Gennem det franske landskabsmaleri udført af epokegørende malere som Poussin og Claude Lorrain vises inspirationskilderne til det tidlige 1700-tals barokhave med sine snorlige akser. Barokhaven hørte kongerne og fyrsterne til. Den var skabt til deres ære og var anlagt med udgangspunkt i deres slotte, således at havens ejere blev det absolutte midtpunkt.

Under rokokoen bliver haverne mere lystige, som det fremgår af Nicolas Lancrets charmerende havemotiv, hvor gartnerne ganske vist arbejder i modsætning til aristokratiet, der morer sig. Morsomt er det, at udstillingen som modstykke har inkluderet den forrygende installation af en hovedløs rokokopastiche af samtidskunstneren Yinka Shonibare over Fragonards berømte gyngemotiv.

Også samtidskunstnere
Afløseren for barokhaven blev den romantiske og mere demokratiske have, som herhjemme fik stor udbredelse. Dens popularitet gav anledning til, at malerne, deriblandt C.W. Eckersberg, gav sig i kast med romantiske motiver af iscenesatte landskabshaver.

På udstillingen ses en række af Eckersbergs fine motiver fra den romantiske have på Sanderumgaard. De er i

privateje og bliver sjældent vist. Blot ærgerligt, at de ligeså vidunderlige Eckersberg-malerier fra Liselunds romantiske have ikke er med.

Fra motiver fra havekunstens historie går udstillingen rask videre til det iscenesatte landskabsmaleri med hovedværker udlånt fra førende kunstmuseer. Lige fra romantikkens store malere som Casper David Friederich, John Constable og frem til Edvard Munch, Emil Nolde, Paul Gauguin, Mauris Denis, Paul Delvaux, De Chirico, Max Ernst og Paul Klee.

Men udstillingen er ikke kun forankret i fortiden. Samtidens kunstnere er bredt repræsenteret i udstillingens anden afdeling, hvor nye syn på naturen fortolkes spektakulært og originalt. Store installationer, der kommenterer nye synspunkter på naturen og dens ressourcer eller mangel på samme.

Den idylliske og landlige naturopfattelse bliver afløst af et mere politisk, ideologisk, videnskabeligt og kunstnerisk syn på omgivelserne. De unge kunstnere går mere ind på at kommentere naturen frem for at illustrere den.

Sådan forekommer den hos mange af udstillingens aktuelle kunstnere såsom Per Kristian Nygård, Olafur Eliasson, Richard Long, Meg Webster, Mark Dion, Joan Jonas, Pamela Rosenkrans, Daren Almon og Diana Thater. De er alle repræsenteret med værker, der giver visuelle og fantastiske oplevelser, som skaber rum for refleksion over den menneskeskabte natur.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Blændende og drilsk koreansk drama

 

"The Handmaiden"

Fem ud af seks stjerner

Instrueret af Park Chan-Wook I biograferne nu


Af Morten Dürr:

"The Handmaiden" er instrueret af koreanske Park Chan-Wook, der brød igennem til det internationale publikum med den fascinerende "Oldboy". En thriller, en syret fantasi, en vanvittig refleksion over identitet og erindring. Med sin sære blanding af poesi og tegneseriesensibilitet var filmen et banebrydende værk.

Senere fulgte film, som befandt sig på mere sikker arthouse-grund, hvor Chan-Wook nøjes med at være sær frem for uforudsigeligt underholdende. Men med "The Handmaiden" er instruktøren tilbage med et udspil, der er lige så engagerende, som det er kunstnerisk ambitiøst.

Filmen er baseret på Sarah Waters' roman "Rænkespil". Waters har selv kaldt sine bøger for "lesbisk, victoriansk ramasjang". Så har denne anmelder måske også lov at kalde hendes fortællinger for den tænkende læsers "Fifty Shades of Grey". Chan-Wook har bibeholdt både den intelligente tone og de erotiske indslag garneret med ramasjang.

Historien er omplantet fra det victorianske London til Korea i 1930'erne under japanernes besættelse. Tjenestepigen Sookee (Kim Tae-ri) bliver hyret til at spille en rolle i et djævelsk komplot. Greven (Cho Jing-Wong), en svindler der poserer som japansk adelsmand, vil med Sookees hjælp forføre den rige arving Hideko.

Når giftermål og penge er sikret, vil han få Hideko buret inde på en galeanstalt i Japan. Men denne intrige er kun kimen til det plot, der undervejs i filmen folder sig ud. Der er lag på lag af snyd og bedrag, det hele fortalt i smægtende billeder, hvor tidsperioden og miljøet manes frem.

Filmen syder af erotik, men på sådan vis, at det falder ind som en aldeles uundværlig del af plottet. "The Handmaiden" skal absolut anbefales. Filmen er en både original, underholdende og begavet thriller, men samtidig en drilsk og billedskøn arthouse-film med mange fine detaljer, der vil få cineaster til at klappe i hænderne.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Knivskarp kongelig klasse

"Lang dags rejse mod nat" er brillant skuespil og grusomt godt teater. En forestilling, man under ingen omstændigheder må gå glip af.

 

"Lang dags rejse mod nat"

Seks ud af seks stjerner

Det Kgl. Teater, Skuespilhuset Udvalgte dage frem til 26. maj Kan desuden opleves under Cph Stage 31. maj-11. juni

Af Lars Wallenberg:

Det Kgl. Teaters vellykkede, knivskarpe og uhyggeligt nærværende opsætning af nyklassikeren "Lang dags rejse mod nat" er et super flot ensemblespil og grusomt godt teater.

Det er en forestilling og en opsætning, man ikke kan ryste af sig. Så selvom jeg har set dette stykke i 13 andre opsætninger verden over, forlod jeg Skuespilhuset rystet i min grundvold og kunne ikke sige mig fri for også at have røde øjne.

Stykket i sig selv betegnes - med rette - af mange som et af verdens bedste og mest velskrevne dramaer. Nobelpristagen Eugene O'Neill skrev det som en slags selvbiografi, men fik båndlagt, at det først måtte opføres efter hans død (1953).

"Lang dags rejse mod nat" er i sig selv noget af et pionerarbejde indenfor amerikansk realisme, for som en af de første benytter O'Neill sig her af dagligdagstale, skåret helt ind til benet, så næsten ikke en eneste sætning eller replik er overflødig. Samtidig læner stykket sig op ad ældre dramatikerforbilleder som f.eks. Ibsen og Tjekov, så siger man verdensdramatik, her også med et psykologisk tvist, siger man også O'Neil.

Det er Morten Kirkskovs første opsætning på Det Kgl. Teater i sin tid som skuespilchef, og han løser og forløser opgaven perfekt i forlængelse af et skuespillerhold, der tilbageholdt og antydningsmættet spiller en vis legemsdel ud af bukserne.

Henning Jensen er formidabel og rystende god i rollen som den gerrige far og ægtemand, der af frygt for at komme til at genopleve barndommens fattigdom, både åndeligt og fysisk, men hele tiden indirekte, tager både kærligheden og livet af sin egen familie, her flot spillet overfor Karen-Lise Mynster, der er helt igennem vidunderlig i den dybt rystende karakterrolle som den morfinistiske hustru og mor, der langsomt forsvinder ind i sin helt egen verden.

Brillant Plaugborg
Sjælespillet og det tilbageholdte er nærmest ubærligt at opleve. Samme brillante fremførelse og fortolkning finder man hos Peter Plaugborg i rollen som den selvdestruktive, fordrukne og ulykkelige søn, der aldrig opnår den faderanerkendelse, som måske kunne redde ham, her i fint samspil med Simon Benneberg i rollen som den tuberkuloseramte bror, hudflettende spillet og med et match, der passer perfekt til resten af holdet.

Læg dertil Christian Albrechtsens helt enkle, velfungerende og super smukke scenografi.

Det her er ikke bare en af de forestillinger, jeg anbefaler, at De ser. Det her er en forestilling og en opsætning, jeg forlanger, at De ser - og det kan ikke gå hurtigt nok, for denne udgave af "Lang dags rejse mod nat" fortjener at melde udsolgt på rekordtid.



Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



En syg historie

Sponsoreret af
Danica Pension

Forsiden lige nu


USA: Apples nye Iphone gav en aktielussing

Robert Uggla: "A.P. Møller Holding er på mange måder en startup"

Jyske Bank: Yellen skubber mindre bag på USAs vækstdollargrin

Meget mindre told: Maersk og Coloplast øjner vækst i Canada

Sjusk i tyske love rammer Vestas' salg

Udenfor citat: Husk Anders Dams bitcoin-advarsel

Nykredit tror først på renteforhøjelser efter nytår

Pensionskasse i klemme: Frøer og politik bremser boligplan på Amager

Novo ser stort potentiale for supersællert på megamarkedet Kina