Hvorfor er Laura ikke CEO?

Der er sagt og skrevet meget om, hvorfor kvinder tilsyneladende sakker agterud på arbejdsmarkedet; spørgsmåler er derfor: Ved vi nok om, hvorfor det er sådan?

Man er i gode hænder, når Marianne Bertrand, professor på University of Chicago Universitys verdenskendte Booth School of Business, rider en af sine kæpheste, kvinders placering på ledermarkedet, i sin nye rapport "Hvorfor er Laura ikke en CEO?"

Ved slet ikke at komme ind på, at kvinder "ikke har, hvad der kræves" eller i snæver forstand er genstand for diskrimination på arbejdsmarkedet, afviser Bertrand indirekte disse fordomme. Hun belyser i stedet, hvor store indkomstforskellene mellem mænd og kvinder er, hvorfor de består selv blandt de højest-uddannede kandidater, og hvorfor de tilsyneladende vokser.

Bertrands materiale er baseret på studier over tredive år af udelukkende amerikanske BA- og MBA-kandidaters jobsituation.

Et år efter deres uddannelse tjener mænd i gennemsnit 130.000 dollar mod kvindernes 115.000 dollar. Ni år efter er gennemsnitslønnen henholdsvis 400.000 dollar mod 250.000 dollar. Og kun 2,5 pct. af alle CEO’er er kvinder. Hvad er der galt?

Bertrands konklusioner er gammelt nyt, vil mange sige, når hun fremhæver:

• At andelen af ikke-arbejdende kvindelige MBA’er stiger til 13 pct. ni år efter uddannelsen, mens kun 1 pct. af mændene er uden for arbejdsmarkedet på det tidspunkt.



• At kvindelige MBA’er i gennemsnit har en 20 pct. kortere arbejdsuge end mænd. Resultatet er, at kvinder har cirka seks måneders mindre joberfaring efter 9-10 år.



• At børnefødsler er den største enkeltfaktor i kvindernes mindre joberfaring. Over en femten års periode har kvinder i børnefamilier et cirka otte måneders handikap i forhold til mænd.



• At mødre vælger mere familievenlige karrierer og i stigende grad undgår de lange arbejdsuger, som er forbundet med forfremmelse, især hvis deres mand/partner har et vellønnet job.



• At antallet af kvindelige MBA’er, som arbejder på reduceret tid, vokser fra 29 pct. et år efter deres uddannelse til 56 pct. ni år efter. Kun halvt så mange mænd arbejder på deltid.

Bertrands fortjeneste ligger i at afsløre, hvad der gemmer sig bag gennemsnitstallene. For eksempel forklarer hun lønforskelle ved at analysere et skift over tre årtier i topkandidaters karrierevalg.

Femten år efter deres uddannelse (i 1970) havde 5 pct. af mandlige BA’er et job i den finansielle sektor, hvor lønninger er tre gange så høje som i industrien i gennemsnit.

I 2005 var andelen 15 pct. Den tilsvarende andel af kvindelige BA-kandiater i finanssektoren var kun to-tredjedele af mændenes.

Der er mange andre spændende analyser, men man savner en vurdering af kvalitative faktorer og en stillingtagen til, om kvinder i det store hele får samme løn som mænd for samme arbejde, og at det derfor er faktorer som jobvalg, som resulterer i de statistisk angivelige forskelle.

Kilde: Børsen Executive