Christopher Arzrouni Blogindlæg

Henrik Sass Larsen har mere ret, end han forstår

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen satte pressen på den anden ende i et kort døgn. Han var utilfreds med de borgerlige medier, og havde lyst til at ”straffe” dem.

Bag alt Henrik Sass Larsens vrøvl skjulte der sig en enkelt fornuftig pointe: Der mangler begavede venstreorienterede debattører – både i de trykte og de elektroniske medier.

Når man ikke ser begavede venstreorienterede debattører i medierne, er det først og fremmest, fordi der er så få af dem. Altså begavede. Det er ikke noget problem at finde ubegavet venstreorienteret lekture, tværtimod.

Aviserne flyder over med:

- påstande om blodbad på den offentlige sektor (selvom den fortsat vokser),

- angreb på den snigende ”markedsgørelse” (selvom den private sektor i Danmark fylder stadig mindre),

- nødsskrig om en nærmest racistisk regering (selvom der aldrig har været flere udlændinge i landet).

De ganske få velbegavede venstreorienterede skribenter, der optræder i danske medier (folk som Lars Trier Mogensen og Kristian Madsen) er for det meste trygt placeret på Politiken.

Jyllands-Posten har deres ”alibi” på plads i forfatteren Lars Olsen. Trods hans monomane insisteren på, at Danmark er et ulige land, forsøger Olsen alligevel at være seriøs.

Og Berlingske har forsøgt sig med spalteplads til Ceveas direktør, Jens Jonathan Steen. Lidt har vel også ret.

Men det ser sløjt ud. Det generelle billede – også i de elektroniske medier – er at borgerlige tænkere tørrer gulv med de venstreorienterede.

Bare se Deadlines 2. Sektion, søndag den 22. maj, hvor Jacob Mchangama fra Cepos tværede to verdensfjerne venstreorienterede modstandere i en debat om idealisme.

http://www.dr.dk/DR2/2sektion/2011/05/19111126.htm

Ikke engang på deres egen hjemmebane – idealisme og Kanal Klog – kan de venstreorienterede vinde en debat længere.

Men gør det overhovedet noget, at der er så få begavede venstreorienterede debattører? Det er jo ikke ligefrem fordi Danmark er ved at segne under en eller anden højreorienteret konspiration.

Lovmøllen maler lystigt videre. Borgerne afleverer så meget i skat, at danskerne er et af de folkefærd i den vestlige verden, der har mindst til overs til privatforbrug – mindre end f.eks. franskmænd, belgiere, italienere og cyprioter. Og statens dominans indenfor de elektroniske medier er knusende. Hvad er problemet set fra et venstreorienteret perspektiv?

Jeg kan komme i tanke om to:

For det første har venstrefløjen ikke længere monopol på at være ”idealistiske” og ”gode”. Det kan virke som en detalje, men det gør en forskel på længere sigt.

For det andet mangler venstrefløjen mennesker, der kan anfægte venstrefløjen indefra – og dermed berige den. Henrik Dahl var en af de få, der kunne. Nu er han i ”bad standing”.

På den borgerlige side af det politiske spektrum har man altid været god til at pleje sine dissidenter.

Jovist var det irriterende at læse Tidehverv. Men det var også sjovt.

Jovist var det irriterende at høre unge liberale og konservative pippe op med politisk tonedøve forslag.

Men de var trods alt en del af familien. De unge borgerlige brushoveder kunne – trods de gamles bekymrede blikke – danne initiativer såsom Libertas, Mod-Attac, Espresso og andre delvist glemte netværk. Men den slags dannede i sidste ende intellektuel grobund for den borgerlige tænketank Cepos.

På den mere nationalkonservative side opstod foretagender som Nomos, Critique osv. – som ikke nødvendigvis siger Børsens læsere så meget. Men også her opøvede man kunsten at gå i flæsket på sin egen politiske familie uden at slå den ihjel.

Venstrefløjens store problem er, at man ikke tolererer dissidenter, ideer og skarpe argumenter. Derfor er venstrefløjen åndeligt død. Den fortsætter nu som en slags zombie, drevet frem af troen på, at den offentlige sektor trods alt skal styres af nogen, der elsker den.

Et spøgelse går gennem Europa: Den stendøde socialisme, der ikke kan finde hvile. Hjernen er død. Kroppen – den store stat – lever videre, fordi skattesystemet har fået sit eget liv.

Måske vil vi igen engang få en levende socialisme. Men det trænger til nogle bedre fortalere og nogle mere sympatiske ambitioner.

*****||*****Henrik Sass Larsen har mere ret, end han forstår*****||*****

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Blogger Profil

profil billede


Christopher Arzrouni
Debatredaktør
Dagbladet Børsen A/S

Christopher Arzrouni er cand. scient. pol. Han har bl.a. arbejdet i Finansministeriet, Venstres politisk-økonomiske sekretariat, på Weekendavisen og i Fødevareministeriet.