Er vi Europas svar på Nordkorea i vækstpolitikken?

Regeringens konkurrenceevneredegørelse, som måske med fortsæt druknede i VK’s vækstplan og finanslov, fortæller en forbløffende historie om dansk vækst og konkurrenceevne, som må få det til at gippe i alle, som interesser sig for, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Redegørelsen, som blev offentliggjort den 24. august, er selvsagt en af de vigtigste regeringsrapporter om dansk vækst og velstand, fordi såvel regeringen som oppositionen peger på arbejdsbud og produktivitet som to af helt centrale kilder til fremtidens vækst.

Regeringen nedsatte sit Vækstforum for at sætte liv i vækstdebatten, og under valgkampen har spørgsmålet om den langsigtede vækst også været et stort tema.

Og hvordan står det så til med konkurrenceevnen og vækstmulighederne?

Jo, foreløbig udmærket, hvis vi skal være tilfredse med at være verdens niende mest velstående lande målt ved BNP pr. indbygger. En plads lavere end for et år siden.

Men det er naturligvis ikke hele historien, for rapporten undersøger også de enkelte faktorer, som kan forklare, hvordan det står til med Danmarks internationale konkurrenceevne med et par enkelte opsigtsvækkende undtagelser, som jeg vender tilbage til.

Konklusionen i regeringens konkurrenceevneredegørelse er populært sagt, at det er den offentlige sektor, som forbedrer Danmarks konkurrenceevne, og erhvervslivet, som forværrer den. Det er et portræt af dansk konkurrenceevne, som desværre får Danmark til at fremstå mere som Europas svar på Nordkorea end Europas svar på Singapore.

Således viser redegørelsen, at der hvor Danmark står stærkt er på de fem områder, som hedder: statslige udgifter til forskning & udvikling, effektiv offentlig administration, kvalitet i den offentlige regulering, god energiudnyttelse (læs: god energipolitik) og små indkomstforskelle (Læs: høj marginalskat).

Derimod er der betydelig problemer, når det gælder virksomhedernes evne til at skabe vækst, fremgår det af redegørelsen: En lav arbejdstid mindsker antallet af hænder, der er for få vækstvirkomheder, der mangler konkurrence på det hjemlige marked, det er dyrt at være bankkunde og Danmark har svært ved at tiltrække udenlandske investeringer.

Mange økonomer og topchefer ville nok ønske, at det forholdt sig lige omvendt af status i konkurrenceevneredegørelsen, for det ville skabe et vist væksthåb. I stedet er konklusionen forstemmende.

Til gengæld kan man også spørge, hvorfor Økonomi- og Erhvervsministeriet giver sig af med en rapport, som mangler centrale faktorer til at belyse konkurrenceevnen.

Kan man virkelig udarbejde en vurdering af Danmarks konkurrenceevne uden at se på lønudviklingen i forhold til udlandet, marginalskatten og selskabsskatten. Det mener en borgerlig regering tilsyneladende, at man kan.