Den søde ventetid

Om cirka fem år, sker der noget. For tiden putter de sig, kunstnerne. Det forekommer, at finanskrisen har lagt en dæmper på ekstroverte ytringer. Visse kunstnere vil altid være meget synlige, men stadigt flere kunstnere synes at trives i det skjulte. Ikke at de er fordækte, tværtimod, de gør sig umage med at forstå et område og ytre sig om det. Subtilt. I al hemmelighed.

Med mindre salg, i al fald i dele af kunstmiljøet, kan kunstnerne ligesåvel lave kunst for sig selv, deres nærmeste og kollegerne; sådan forekommer ræsonnementet. Udstilllinger og projekter varer ikke dage og uger, men timer eller minutter. Begrænset dokumentation distribueres af mere eller mindre tilgængelige kanaler, hvor de cirkulerer aldeles indskrænket. Pressemeddelelser og ferniseringer hører også en anden verden til. Kunsten værker, men uden de store armbevægelser.

Det er okay. Jeg har tillid til, at denne introverte praksis skaber grobund for hidtil usete eksperimenter. Samtidig tillades finjustering, som ikke behøver komme et større publikum for øje, mens det udvikler sig.

Når tiden er en anden, og vi i mindre grad er kulturforbrugere med eskapistiske motiver, da vil vi kunne rumme den mere stille og måske mere krævende kunst. Og så er den der. Nænsomt modnet, fordi kunstnerne i en sammenhængende årrække har givet sig selv mulighed for at skabe arbejdsro, blive fortrolig med et materiale og udvikle en metode.

Mange billedkunstnere har, spøjst nok, beskæftiget sig med lyd eller performance, ofte i nærmest publikumsfjendtlige formater. Kunstværker kan udfolde sig som en mere eller mindre koreograferet samtale, eller som en mindre aktion i offentligt rum. Aktionerne annonceres ikke altid forud.

Mens vi venter, popper kunsten frem og forsvinder igen. Der er noget, der koger, og vi kan sporadisk møde det nye, når vi mindst venter det, måske helt uden at vide det, men kunstnerne tester deres produktioner på et til tider intetanende publikum og en - efterhånden - mere modtagelig virkelighed.